Leder

Danske grænser for FE

Debat
25. juli 2014

End ikke de mest overordnede rammer for det samarbejde, som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har med andre udenlandske efterretningstjenester, er muligt at afsløre over for befolkningen og det samlede Folketing.

Dette budskab synes at være forsvarsminister Nicolai Wammens (S) vigtigste talepind, når han udtaler sig om Informations afsløringer fra juni, der beskriver et dansk-amerikansk samarbejde mellem FE og den amerikanske pendant, NSA, om at tappe danske fiberkabler for internet- og teletrafik. Et samarbejde, som efter alt at dømme er en del af et internationalt NSA-program ved navn RAMPART-A.

Samme lukkethed om tjenestens arbejde udbreder ministeren nu i en række svar til Folketinget. Det er tilsyneladende heller ikke muligt at få svar på, om og nærmere bestemt hvor i dansk lovgivning FE har hjemmel til at tappe danske fiberkabler. Ministeren nøjes med at henvise til en række særdeles bredt formulerede paragraffer i loven om Forsvarets Efterretningstjeneste og henviser til, at »oplysninger af den omhandlede karakter giver regeringen, såfremt det måtte være aktuelt, alene til Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne«. Det er dog et udvalg på fem mennesker, som er pålagt tavshedspligt om udvalgets arbejde.

For den øvrige offentlighed opklarer det selvsagt ikke, om der er steder i dansk lovgivning, som giver FE ret til at tvinge teleselskaber til at samarbejde om at tappe fiberkabler, eller om FE selvstændigt har lov til at koble sig på et kabel.

Det er en banal selvfølgelighed, at offentligheden ikke kan diskutere de konkrete detaljer i hver og en af efterretningstjenesternes operationer. Men det må og skal være muligt at diskutere, hvilke rammer tjenesten arbejder inden for. Ellers udelukker forsvarsministeren en faktabaseret og offentlig debat om grænserne for FE’s arbejde. Det tjener hverken FE, ministeren eller Danmarks interesser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak til Information for at tage denne debat - jeg forstå ikke hvorfor denne udemokratiske tendens og indskrænkning af danskernes retssikkerhed ikke har en større offentlig interesse.
I mine øjne burde krav om en kritisk gennemgang af terrorlovene og afskaffelsen af lømmelpakke ha´været foretaget for længe siden. Det burde SRSF-regeringen have ordnet samtidig som de afskaffede kontanthjælpsloftet og starthjælpen.. Men i stedet en vedtagelse af OVKs offenlighedslov osv.

Toke Andersen

Vi står med en historisk inkompetent og antidemokratisk regering.
At dette frontalangreb på demokratiet og intelligent administration udføres af en regering bestående af partier der konsekvent påstår at arbejde for det modsatte, er yderst sørgeligt, men ikke længere en overraskelse.
Vi har været udsat for et historisk vælgerbedrag.
Der blev løjet og givet positive politiske indikationer på nærmest alle relevante punkter, op til valget. Men da de havde sikret sig magten viste det sig at være ren løgn. Man havde absolut ingen ambitioner om transparens, lighed, grønomstilling, rimelige sociale reformer osv.
Man havde ingen intentioner om at reformere en vanvittig dansk udenrigspolitik der skaber krig og konflikt både globalt og lokalt.
Sindssyge planer om indkøb af vanvittige dræbermaskiner kalder jægerfly er stadig på bordet. Man har på ingen måde gjort op med den totale og ekstremt destabiliserende følgagtighed over for USA, verdens absolut største skurk og den primære antagonist i forhold til fortsat global ufred.

Der er intet punkt hvor vi kan sige at denne regering har handlet klogt eller bare handlet på en måde der afspejlede alle de løgne de kom med op til valget.

Kan det virkeligt undre at denne regering fastholder et ekstremt antidemokratisk overvågningsfællesskab med omtalte super skurk ?
Kan det undre at den lyver omkring eller bruger andre antidemokratiske metoder for ikke at kunne drages til ansvar ?
Selvfølgelig ikke.