Leder

Darth Vader og figenbladet

Debat
3. juli 2014

Skal mennesker gå nøgne rundt eller have figenblad på, og hvor stort skal figenbladet være?

Dette er blot nogle af de oversete spørgsmål, som den europæiske domstol for menneskerettigheder forleden genert undlod at svare på. Domstolen anerkendte til gengæld lidt halvhjertet et fransk lovforbud mod at sløre sit ansigt.

I 2011 blev en stærkt omdiskuteret lov om sløring af ansigtet vedtaget af et højreorienteret flertal i det franske parlament under stor protest. Loven rettede sig, med daværende præsident Sarkozys fornemmelse for populisme, især mod muslimske niqabklædte kvinder. Mange muslimer følte det som et angreb på deres religion.

Det var så en niqabklædt fransk kvinde, der bragte det franske forbud til Europas øverste menneskerettighedsdomstol, med henvisning til universel religionsfrihed. Hun har nu tabt sin sag.

For med fransk fornemmelse for universalitet rettede den franske lov sig mod enhver form for total tildækning i det offentlige rum. Hverken burka, niqab, Darth Vader-hjelm eller elefanthuer er i dag tilladt på gaderne i Frankrig. Det er denne universalitet, som lader loven gå under menneskerettighedsdomstolens radar.

Domstolen vurderede, at den franske stats forbud mod tildækning i det offentlige rum, er tja, o.k.: At det handler om den franske måde »at leve sammen på«. Et vagt argument ifølge kritikere, der mener, at religionsfriheden i menneskerettighederne hermed underkendes.

Men man kan måske betragte denne ’vage’ dom på en lidt anden måde. For det første ved at tage det enkelte lands lovkontekst i betragtning. Frankrig er et land, hvor man i et og alt prøver at have verdslighed i det offentlige rum. Dommen kan således på ingen måde overføres direkte til Danmark, hvor vi fortsat opererer med statskirke, religiøs undervisning i offentlige skoler, og dåb og ægteskab, der indskrives i folkeregistret med kønsbestemt personnummer. Også selv om man nu selv vælger kønnet.

Men man kan også hylde noget næsten overset i den franske lov: At der i begge ender af påklædningsspektret er skabt kønsneutralitet. På den ene side kræves der figenblad: Kønnet må ikke ses – det er blufærdighedskrænkende. På den anden side kræves der så til gengæld en identitet, et ansigt. Den franske retsstat kræver hermed, at individer er forskellige, og at forskellen skal kunne ses. Den franske lov er skrøbelig, og det er ingenlunde sikkert, at den kan holde den så eftersøgte vestlige individualitet oppe.

For det man så samtidig må indrømme, er, at også de demokratiske love skaber ufrihed. Man er ikke fri fra at være et individ. Det er måske noget af det, som det vestlige vestens menneske har sværest ved at indrømme. Og så også at vore love ikke mindre end gudernes love har den skrøbelige krop med dens seksualitet og særlige form både som grundlag og som det, som er sløret. Ganske som i de religioner, der oftest sikrer sig figenbladet.

Og det er ingen tilfældighed, at dette så tilsyneladende abstrakte spørgsmål atter kredser om kvindekroppen. Det er en klassiker i verdenshistorien, hvor love om liv, død og køn oftest indskriver sig i kvinders kroppe. I Danmark blev kvinder først lige retsindivider for omkring hundrede år siden. I Frankrig var det først omkring Anden Verdenskrig, så vi kan roligt meditere med.

Måske er nogle nu bekymrede for, om frie kvinder iført niqab nu risikerer at blive arresteret i Frankrig. Det skøre ved Frankrig er, at de både er ekstremt principielle og ekstremt afslappede, når det kommer til håndhævelsen af love. I Frankrig vedtager man love som en slags symbollovgivning, hvorpå det er justistministeren, som holder de taler for politiet, der ret beset bestemmer, hvad der siden sker.

Sarkozy fik gennemtrumfet, at ’identitetsløse spøgelser’ ikke længere må gå på gaden, og den nuværende premierminister, Valls, fulgte trop sidste sommer, da han var indenrigsminister. Her blev en niqabklædt kvinde arresteret, hvilket udløste en national krise. Men siden da er ingen blevet arresteret. Tilbage står det principielle: Uanset svækkelsen af religionsfriheden stadfæster menneskerettighedsdomstolen måske noget helt overset og nyt; sløringens nødvendighed og dens begrænsning. I den vanskelige demokratiske proces det er at skabe et frit individ.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så er der igen ballade – denne gang Smølfines manglende fornemmelse for fransk mode …

Claus Jensen

Fransk lov er universel og konsekvent. Den forbyder både rig og fattig at sove under de parisiske broer og altså nu både muslim og ateist at tilsløre sit ansigt.

Marcel Marceau ville garanteret også have haft problemer med at finde en grimasse som kunne passe …

Toke Andersen

Stor cadeau til Frankrig. Vi håber at resten af kontinentet snart følger landet lysende eksempel.
Selvfølgelig kan vi ikke, i vores nogenlunde moderne og civiliserede samfund, acceptere at mennesker bliver tvunget til at dække deres ansigter til offentligt.
Vi må acceptere at folk dyrker deres primitive bagstræberiske religiøse absurditeter derhjemme - det har vi absolut ingen ret til at angribe.
Men vi kan sætte regler for det offentlige rum så at fx kvinder ikke også fastholdes i absurde kønsroller og regler uden for hjemmet.

Jeg har hørt enkelte forvirrede muslimske kvinder påstå at de dækker sig til frivilligt.
Men der findes naturligvis ikke frivillighed blandt religiøst indoktrinerede mennesker.

Forbuddet må derfor ses som samfundets håndsrækning til en svært undertrygt gruppe.

Den eneste uheldige bivirkning er at dette giver myndighederne mulighed for at forbyde frivillig tilsløring, som, med god grund, bruges af mange ved protester, oprør og lignende hvor myndighederne har klar interesse i at identificere og arrestere urostiftere.