Leder

At dø sin egen død

Debat
24. juli 2014

Da den østrigske forfatter Rainer Maria Rilke ved starten af det 20. århundred skrev Malte Laurids Brigges optegnelser, så han med nostalgi tilbage på en endnu tidligere tid, hvor menneskers liv havde en bestemmelse. Men også deres død.

På en herregård, som Rilke placerer i Danmark, dør Christoph Detlev Brigge i månedsvis så støjende, at det kan høres over hele gården. »Det var ikke døden for en eller anden vattersottig, det var den onde fyrstelige død, som kammerherren hele livet havde båret og næret i sig.«

Sådan havde man engang hver sin egen død, forklarer Rilke gennem den unge Brigge.

»Selv de ganske små havde ikke en eller anden barnedød, de tog sig sammen og døde, hvad de allerede var og det, de ville være blevet til.«

I øjeblikket diskuteres dødsprocessen atter i flere europæiske lande. I Storbritannien tager det form af et lovforslag, der giver ret til aktivt at tage sit liv i tilfælde af sygdom, man under alle omstændigheder ville dø af inden for seks måneder.

I Frankrig er det enkeltsager, der har sat den nuværende lov på spidsen. I et tilfælde skændes en familie hen over kroppen på en mand, som har ligget i koma i seks år, mens forskellige domstole nærmest hiver droppet ud og ind af den livløse krop. Foreløbig bliver han nu, efter appel fra sine katolske forældre, fortsat kunstigt ernæret, indtil Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har taget stilling.

I Danmark har man, som i Frankrig, lov til at yde passiv dødshjælp. Efter at have rådført sig med familien har man lov til at holde op med at give kunstig ernæring og væske. Man kan give store doser smertestillende medicin, men ikke med henblik på at fremskynde døden.

Og måske dør man så ikke under så store smerter som kammerherre Brigge, men man dør af sult. Eller af tørst. Eller med en krop, der langsomt lukkes ned af morfin. Totalt afhængig af sine omgivelser og til tider fuldt bevidst om tilstanden. En død, mange ikke finder værdig for deres kære og slet ikke ønsker for dem selv. Som en læge formulerer det i Storbritannien, kan læger selv skaffe sig den medicin, som kan gøre en ende på det, og gør det ganske ofte. Det er denne mulighed, han mener, andre også skal have.

Modstanderne af aktiv dødshjælp er bange for, at man med aktiv dødshjælp er på vej ned ad en glidebane. At man risikerer at ’hjælpe’ mennesker, som i virkeligheden bare er til besvær, over i evigheden. Det er klart en fare, når sundhedssystemer er under pres, hospitalssenge dyre, og den syge måske reelt set ikke har et frit valg.

Men behøver denne glidebane være en realitet? Har vi ikke mulighed for, ved starten af et nyt årtusind, at vælge vor egen død, uden at ryge i den grøft, som hedder kynisk økonomisk beregning? Uden at risikere, at eutanasi er noget, vi lader gå ud over samfundets svage? Hvem er det, vi ikke tør stole på?

Rilke havde set døden på de ’moderne’ hospitaler i Paris og skrev: »Hvem giver nu til dags endnu noget for en vel udarbejdet død? Man dør den død, der hører til den sygdom, man har … Den syge har så at sige intet at gøre.«

Spørgsmålet er, om vi i forhold til Rilkes betragtninger er på vej frem mod atter at dø vor egen død eller snarere humper rundt i en mangel på bevidst stillingtagen?

I Frankrig har en skadestuelæge for nylig helt uden for protokol hjulpet syv dødssyge mennesker til at dø. Det folkelige ønske om at undgå lidelser den sidste tid har vist sig ved, at en jury overraskende har pure frikendt ham. Og det på trods af, at han klart har overtrådt kriterierne i den franske lov om dødshjælp.

Men også denne frikendelse er at lukke øjnene og fejt overlade døden til en læges skøn, som om lægevidenskaben i sig selv har et svar eller en løsning på, hvordan de sidste timer skal være.

Måske var det slet ikke rigtigt, at kammerherre Brigge gerne ville dø sin »onde fyrstelige død«.

Måske ville han hellere have haft procedurer, hvor læger, pårørende og måske også han selv, om han var ved bevidsthed, i fællesskab havde kunnet finde frem til det, man kalder en værdig død. Også med eventuel aktiv dødshjælp.

Så ville man gøre Rilkes eller Malte Laurids Brigges dystre ord for en ny tid til skamme:

»Ønsket om at have en egen død bliver stadig sjældnere. En lille tid endnu, og den vil være lige så sjælden som et eget liv.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Toke Andersen

Modstanden mod aktiv dødshjælp i Danmark, primært repræsenteret ved den ultra-reaktionære klub af blinde, døve og dumme kristne typer også kaldet etisk råd - bygge alene på flygtige mavefornemmelser blandt en gruppe infantilt overtroiske angstneurotikere samt et enkelt hjemmedigtet men fuldstændigt uafprøvet argument om at lovligheden vil udgøre et muligt skråplan.
Kynismen og det totale fravær af både mod, menneskelighed og virkelighedssans er skærende.

At en flok retarderede kristne bønder når den konklusion er ikke mærkeligt men at den progressive danske velfærdsstat vælger at lytte til disse brider, går over enhver fatteevne og bringer os alle betydelig skam.

Toke Andersen

Den gamle formand, jeg husker ikke navnet, stillede sig endda op på landsdækkende TV og påstod i ramme alvor at det ville svare til at vi som samfund begyndte at spille gud(sic) !

Brian Pietersen

Toke.. jeg har det ikke som du beskriver.. men jeg stoler ikke længere nok på mine medmennesker i danmark andet end det vil blive misbrugt...... . jeg får kuldegysninger ved tanken.... bare se hvordan vi behandler arbejdsløse og syge i forvejen...så nej tak ...

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Artiklen spørger, hvem vi ikke stoler på - det er for mange, til at det kan opremses. I det øjeblik, man kan spare samfundet store summer i smertelindrende behandling og almindelig omsorg, så tror jeg ikke det sparsommelighedsramte sygehusvæsen over en dørtærskel.
"Når det nu alligevel er udsigtsløst, vil du så ikke hellere have en sprøjte - end at vi skal prøve os frem med forskellige medikamenter, for at du kan få en måned mere?" - og hvordan bliver behandlingen så, hvis man siger nej? Altså ikke fra alle plejere, men fra nogle ...
For mange år siden blev en veninde til mig gravid kun et år efter, at hun havde fået sit første barn - hun skulle føde kort tid efter, at hun var blevet færdig med sin uddannelse.
Selvsagt fik hun ikke ansættelse, hun havde jo mave - og naturligvis var deres økonomi yderst anstrengt, det var jo i tiden med lån til høje renter - og uden barselsorlov til studerende.
Det gik hen og blev tvillinger - da hun lige havde fået det at vide, sagde en medstuderende: "Hvorfor fik du dog ikke en abort?"
Det er graden af indlevelse hos mange - man er da virkelig selv ude om det, hvis man får børn - jeg tør ikke satse på tilladt, aktiv dødshjælp.
Vi kan ikke have den forråelse af samfundet, der kan følge med, hvis hospitalsvæsenet i den grad kan styre døden.
Til forskel fra den fri abort vil der være masser af tilfælde, hvor det kan være et tolkningsspørgsmål, hvad den døende ønsker.

Flemming Scheel Andersen

Hvis vi mener noget som helst med at vi bør have frihed til at vælge, så bør det ikke bare gælde ligegyldige materielle ting og service ydelser.
Så bør det også gælde for eksistentielle valg og ikke mindst det modsatte.
Jeg forudsætter selvfølgeligt det frie valg.

Hvis vi ser er tilfældigt dyr lide, så føler de fleste sig i stand til og at det rigtigste er, at afslutte dyrets lidelser.
Dette gælder også når det er kæledyr vi har knyttet os til med følelser.
Mennesker derimod nærer vi ikke samme omsorg for.
Når et menneske er uhelbredeligt syg, så skal vi patout være så "humane" at en fredelig, selvvalgt død ikke kan komme på tale....af etiske årsager, forståes.
Derfor ser vi magtesløse på vore kæres sidste dage med et ubehaglig oplevelse over at se dem lide unødigt, dårlig samvittighed over ikke at kunne afhjælpe deres trængsler, og får derved erfaringer der fremmer vor egen dødsangst.
Som om dette var nødvendigt for at få mennesker til at hænge ved livet!!

Og ja jeg ved godt at lægerne siger at ethvert dødsfald gør dem klogere, men den klogskab mener jeg at man bør hente i respekt med det syge menneske og ikke på trods af dets lidelser.

Desuden finder jeg denne tid besynderlig.
Vort samfund sætter prisen på solidariteten til at understøtte de svage i vort samfund lavere og lavere.
De gælder hvad enten det er syge, ledige, gamle eller udstødte, alle de der ikke evner at yde 110%.
Dem er vi mindre og mindre tilbøjelige som samfund til at give en ydelse til de kan overleve på, uden en eller anden form for ligegyldig modydelse, så som arbejdsprøvning, flexjob, førtidspension på prøve, løntilskudsordninger, uddannelse, tvangsarbejde for KT alt sammen fordi "det skal kunne betale sig at arbejde".
Eller måske mere fordi folks arbejdsliv, familieliv, fritidsliv på 110% er blevet så stressende, blevet en så komprimeret endeløs forlangende krav fra omgivelserne, at selv en sygs medborgers tilværelse uden effektivitetskrav og fyringsfrygt er misundelsesværdig, selvom alle Ipodsene, Idadderne og alt skramlet ikke kan være i hjemmet mere.

På den anden side, så tør vi ikke skrive i avisen, hvis et mennesker vælger at tage sit liv, vi må da ændre pillernes pakninger for alle der der bruger dem efter hensigten, for at gøre det svært for nogle at misbruge dem.
Vi føler det nødvendigt at selvmordsikre visse broer og finder andre sovemidler der ikke er så "gode" til formålet.
Vi gør rigtigt meget fra samfundets side, som symptombehandling, for at forhindre de selvmord, vi som samfund egentlig godt ved fremelskes i den form for konkurrencesamfund vi har udviklet, fremfor at behandle sygdommen.

Paradokset i mine øjne er så at vi prøver at forhindre evt. selvmord i en tid hvor vi som samfund sætter mindre og mindre pris på mennesker.
Mennesker har ikke en værdi i sig selv, men kun en nytteværdi.
Men vi ønsker så ikke at strække solidariteten til at betale rimelige ydelser til dem, så deres liv og ære kan bevares i vor respekt.
Måske skulle vi så give de der ikke ønskede at være her et valg. Et frit valg.

Jørgen Malmgren, Per Jongberg og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar