Leder

Fascistisk præcision

21. juli 2014

Nationalister og cyklister. Alle er fascister. Som vi skrev i torsdagens avis, er fascismen blevet fælleseje. Både som skældsord, men også som en del af det politisk-analytisk vokabularium, vi automatisk benytter os af, når vi skal forstå nye højrefløjsfænomener. Fascismen som begreb har imidlertid for længst løsrevet sig fra Benito Mussolinis oprindelige fascistiske styre i mellemkrigstidens Italien og svæver i et betydningsløst rum, hvor selv Dan Jørgensen er fascist, fordi han mener, at vi skal kigge mere på frikadellerne og mindre på Aftenshowet, når vi spiser.

Det er let at afskrive diskussioner af sprog som simple definitoriske uenigheder. Sprog er bare ikke noget, vi overtager, men noget der hele tiden bliver til, og hvis sproget skal give mening, skal det enkelte ord referere til noget, vi er enige om, hvad er. Og fordi vi ikke bare snakker, men forstår, diskuterer og handler gennem sproget, er det ikke ligegyldigt, hvem der er fascister.

Selv om fascismen i sin historiske essens nok er antidemokratisk, er der måske flere forskelle end ligheder mellem Mussolinis modernistiske og fremtidsbegejstrede italienske fascister og de mange nutidige nationalromantiske bevægelser, som vi over en bred kam definerer som fascister. Forskelle vi risikerer at ignorere, fordi vi har slået den historiske autopilot til og forventer, at historien gentager sig. Det gør den måske også. Men i nye politiske og sproglige gevandter.

I en tid hvor demokrati er den ultimative værdi, er fascisme imidlertid det ultimative skældsord. Er en person først blevet defineret som fascist, er vedkommendes holdninger automatisk illegitime. På den måde lurer der en demokratisk dovenskab i den manglende sproglige præcision.

Det er bekvemt at lukke andre ude af det samtalende fællesskab, men det er også farligt, fordi vi risikerer at give køb på det samtalende demokrati og måske endnu vigtigere risikerer vi at misforstå og fejlanalysere de farer, der truer derude – fascistiske eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Balling
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Nic Pedersen
  • Viggo Helth
Morten Balling, Heinrich R. Jørgensen, Nic Pedersen og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis vi ikke lytter til dem vi mener at være uenige med, er det svært at påvirke og ændre deres og især vore egen sitaution til noget bedre, hvad det så end er.

jan henrik wegener

Bevægelser og politiske retninger, "ismer", hører gerne bestemte tidsaldre til, og for facismen, og en række andre er det et spørgsmål om ikke det er fortiden. Dette gælder så, måske(eller kun delvist?), også de modsvarende "anti" bevægelser. Selv øst-vest konflikten og modsætningen kommunisme-antikommunisme er efterhånden til dels "historisk" i betydningen fortidig.

Steffen Gliese

Demokratiet har altid forstået, at det måtte skille sig af med dem, der søger magten for sig selv. Grækerne ostrakiserede begejstrede resterne af det gamle adelskab, når deres aspirationer blev lidt for tydelige.

Steffen Gliese

Vi taler indenfor en diskurs og indenfor en kontekst, og i den er der ikke plads til antiparlamentarisme. Vi taler til gengæld alt for lidt om, hvordan samfundet kan blive mere - ikke mindre - demokratisk, og det fører allerede i dét forhold til en udartning i retning af det, vi langsomt har fået, hvor en selvbestaltet klasse af politikere og embedsmænd lejer hyrder for flokken i stedet for at arbejde for folkets tarv. Ikke "samfundets", for dette eksisterer kun som en funktion af befolkningen.

Torsten Jacobsen

Fascisme er for mig, og sikkert for mange andre, et ord der har løsrevet sig fra sin historiske betydning, og i stedet for anvendes som en nedsættende og stærkt fordømmende betegnelse for menneskelig adfærd, der i sin hjerteløshed, kynisme, utilitarisme, og ligegyldighed over for det enkelte menneskes værdi og værdighed, til tider skriger til himlen.

'Radigal', 'Hallal-hippie', 'kulturradikal', 'socialist', og lignende udtryk anvendes gerne af elementer på højrefløjen, og på samme måde, til at dømme os tåbelige humanister ude af enhver seriøs diskussion, så hvad er egentlig problemet?

Måske skulle man prøve med en leder om ordet 'Hegemoni' i stedet for? Bjælken i eget øje må fjernes, førend splinten i naboens kan behandles..

Diskussion om ismer er altid en sjov ting.

Her er ti bud på en ’ekstrem’ personlig overbevisning:

1. Du er din egen højeste myndighed, og det gælder for alle forhold i livet.
2. Du er fuldstændig fri, og ingen har ret til at hævde anderledes.
3. Du må uden undtagelse gøre, hvad du vil, når du vil.
4. Du lever i nuet uden nogen former for bindinger (ingen kausalitet).
5. Du skaber din fortid i nuet, som du vil.
6. Du skaber din fremtid i nuet, som du vil.
7. Du definerer, redefinerer og vægter din mening med livet, når som helst du ønsker.
8. Du definerer, redefinerer og vægter dine værdier i livet, når som helst du ønsker.
9. Du definerer, redefinerer og vægter din moral i livet, når som helst du ønsker.
10. Du definerer, redefinerer og vægter den fysiske, sociale og individuelle virkelighed, som du vil.

Nu har jeg sat ti definitoriske principper for min personlige overbevisning. Er du enige i ovenstående personlige overbevisning? Hvis dit svar er ja, kan vi ikke blive enige om noget som helst. Heller ikke at ’vi’ kan blive enige om at være enige i ovenstående, for vores personlige overbevisninger er forskellige. Det er paradoksalt ikke sandt?

Hvis dit svar er nej, hvordan kan enighed så nogensinde opnås? Og for at slutte konstruktivt og pragmatisk: Hvad er det, som du gerne vil have, at ’vi’ skal blive enige om?

Ps: Mit motiv er at vise, at du skjuler dit motiv og ikke lægger det åbent frem, som jeg gør.

Niels Duus Nielsen og Peter Ravn Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Jonas Petersen

Nu er jeg en af de DF'ere med en kort uddannelse, som er blevet forført af den nationalromantiske drøm. Globaliseringen har skræmt mig, så det er derfor jeg vil have indvandringen strammet og opsat grænsebomme.

I fornemmer nok ironien :)

Jeg hørte en filosof over P1, som var bekymret over internettets påvirkning af samtalen. Hans pointe var, at man finder sammen i fællesskaber, som deler ens holdninger og bekræfter hinanden. Så nu læser jeg modkraft og information, men de der etiketter gør det hele lidt svært.

Torsten Jacobsen, Christian Harder og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

"man finder sammen i fællesskaber, som deler ens holdninger og bekræfter hinanden."

I en udstrækning, men i konventionel forstand - er der ingen forskel. Jeg kommer eks. ikke med til de dyre middage på Amalienborg. Jeg har heller ikke lyst, traktementet kunne jeg nok overkomme.

Jonas Petersen

@Jesper

@Jesper Wendt

Konventionel forstand...? Mener du i det virkelige liv...?

"Fordelen ved vores samfund er, at både rig og fattig mødes i supermarkedet, fodboldklubben og folkeskolen" Den sætning, har jeg hørt en del gange senest af Asger Aamund...:)

Morten Balling

Hånden på hjertet: Jeg er personligt næsten værre end Donald Rumsfeld til at hænge mig i at mennesker bruger ord de ikke forstår, samt at gokke folk i nødden når jeg opdager det.

For et par dage siden brugte jeg ordet "fascistisk" her på siden, og helt ærligt havde jeg ikke helt læst op på ordet selv. Pinligt Balling! På den anden side havde jeg lidt en Potter Stewart følelse: "I know it when I see it".

Nu har jeg fået læst på lektien, og ordet er i virkeligheden som mange andre ord ret løst defineret. Jeg er også gammel nok til at have snakket med mennesker som levede i 30'erne, som oplevede fascismen og nazismen op til og under anden verdenskrig, og som enstemmigt insisterede på at alle i eftertiden måtte lære og huske hvor grusomt galt det gik.

Det kan godt være at man kan opstille en masse forskelle mellem nazisme og fascisme, men der er også nogle massive fællesnævnere. Jeg ved ikke om det altid har ligget dybt begravet i mennesket natur, men når jeg blafrer rundt på nettet og læser kommentarfelter Verden over i disse dage, kan jeg både se en spirende krigsretorik samt en skræmmende rastløshed og frustration. Når folk samtidig snakker om stærke ledere og nationalitetsfølelse, bliver jeg skræmt og kan så småt høre støvletramp og strækmarch i det fjerne.

Normalt bruger jeg Potter Stewart citatet lidt nedladende, men ift. fascisme vil jeg faktisk påstå at det kommer helt til sin ret. Også for mange andre end undertegnede.

Jeg kan godt lære at leve med at ordet fascisme bliver skamredet lidt til at håne totalitære styrer, nationalisme, krigsliderlighed og alt muligt andet stads.

Steffen Gliese

Hvorfor opstår førerne? Fordi almindelige mennesker ikke har tid til noget så idiotisk som at bruge tid på at forudskikke, hvad der uundgåeligt vil komme med tiden.
Så kommer førerne til og går op imod tiden med deres egne forskruede og farlige ideer. Derfor er massepartier den fare, vi som demokrater skal bekæmpe ansatsen til, demokrati handler om den enkelte, myndige borger, der stiller sig til rådighed for samfundets fælles gode. Det er et sammenskudsgilde.

Sproget er en svaghed. Sæt etiketter på den anden og du er straks på glatis. Mange ord opfattes forskelligt og klar debat ophører.
Hørt tit i amerikanske diskussioner, typisk svar : Define ...................?

Morten Balling

Her er "et par" ord jeg er stødt på, som vi alle bruger, men som rigtigt mange mennesker har svært ved at komme med en korrekt ordbogs definition på:

Kultur
Natur
Kunst
Æstetik
Smag
God/Dårlig
Smuk/Grim
Værdi
Kærlighed
Bevidsthed
Vilje

Prøv evt. uden at snyde, at teste dig selv, og se hvor mange af ordene du kan skrive en forklaring på. Slå dem derpå op (Wiki) og se hvorvidt dine definitioner er korrekte.

Steffen Gliese

Ja, Morten Balling, det er præcis for at finde definitioner, at faget filosofi findes. Det er begreber, der ændrer betydning over tid og derfor mere end noget andet er den væsentligste strømpil for forståelsen af samfund til enhver tid.

Karsten Olesen

De parlamentariske systemer i de sidste 200 år er fremkommet som et alternativ til - og en hindring for - direkte volds- og magthandlinger.

Den parlamentariske proces forudsætter at deltagerne kan opholde sig i samme rum og træffe beslutning - under respekt for hinanden.

For at øge retsindholdet anvender man adskillelse mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Den parlamentariske proces har således til mål at hindre direkte voldsudøvelse - såsom lynchning.

Fascismen omgår disse regler, enten

- ved falske retsgrundlag som skueprocesser,

- ved påberåbelde af falske retsgrundlag, såsom "nationens sikkerhed",

- ved eliminering af oppositionspartier - som i Tyskland - eller af pressefriheden

- ved fjernelse af oppositionelle synspunkter fra offentligheden

- ved benyttelse af konformitetspres til at presse enkeltindividet til at føje sig efter en topstyret masse.

Derved muliggøres bl. a.:

en direkte magtudøvelse fra lederen, evt. overfor fremmede stater -

hemmelige beslutninger i politik

eller direkte voldsudøvelse af grupper på gadeplan -

herunder af grupper af en majoritet mod en minoritet udenom retshandlinger.

Niels Engelsted

Hvad går avisens nye optagethed af begrebet fascisme og kravet om dets indskrænkning egentlig ud på?

"Fascismen som begreb har imidlertid for længst løsrevet sig fra Benito Mussolinis oprindelige fascistiske styre i mellemkrigstidens Italien og svæver i et betydningsløst rum."

Et betydningsløst rum, virkelig?

Ondsindede personer kunne hævde, at det gamle anti-fascistiske modstandsorgan kom til at holde med fascistiske kræfter i dækningen af konflikterne i Ukraine, sikkert uforvarende, bevares.
Er det der skoen trykker?

Ernst Petersen

Ordene 'fascist' og 'fascisme' bruges jo næsten udelukkende som skældsord og oftest af folk, der slet ikke har har sat sig ind i, hvad ordet egentlig betyder. Som regel opfattes fascisme som noget højreorienteret, men ikke altid. F. eks. kaldte Erhard Jakobsen venstrefløjen for "røde fascister".

Den rigtige fascisme stod for anti-kommunisme, anti-liberalisme og anti-konservatisme. Altså en form for anti-konservativ nationalisme. Den gik ind for, at stærke stater havde ret til at erobre svage staters territorier. Desuden var dens ideologi baseret på teorien om et stærkt folk, der arbejder i samme retning under ledelse af en stærk leder. Altså styrke gennem disciplin, samarbejde og stærk ledelse.

Wikipedia beskriver fascismen således:

"Historians, political scientists and other scholars have long debated the exact nature of fascism.[21] Each form of fascism is distinct, leaving many definitions too wide or narrow.[22][23]

One common definition of fascism focuses on three concepts: the fascist negations of anti-liberalism, anti-communism and anti-conservatism; nationalist authoritarian goals of creating a regulated economic structure to transform social relations within a modern, self-determined culture; and a political aesthetic of romantic symbolism, mass mobilization, a positive view of violence, and promotion of masculinity, youth and charismatic leadership.[24][25][26] According to many scholars, fascism — especially once in power — has historically attacked communism, conservatism and parliamentary liberalism, attracting support primarily from the far right.[27]

Roger Griffin describes fascism as "a genus of political ideology whose mythic core in its various permutations is a palingenetic form of populist ultranationalism".[28] Griffin describes the ideology as having three core components: "(i) the rebirth myth, (ii) populist ultra-nationalism and (iii) the myth of decadence".[29] Fascism is "a genuinely revolutionary, trans-class form of anti-liberal, and in the last analysis, anti-conservative nationalism" built on a complex range of theoretical and cultural influences. He distinguishes an inter-war period in which it manifested itself in elite-led but populist "armed party" politics opposing socialism and liberalism and promising radical politics to rescue the nation from decadence.[30]

Robert Paxton says that fascism is "a form of political behavior marked by obsessive preoccupation with community decline, humiliation, or victimhood and by compensatory cults of unity, energy, and purity, in which a mass-based party of committed nationalist militants, working in uneasy but effective collaboration with traditional elites, abandons democratic liberties and pursues with redemptive violence and without ethical or legal restraints goals of internal cleansing and external expansion."[31]"