Leder

Lad os tale om selvmord

Debat
14. juli 2014

Når nogen vælger livet fra, gør det os ondt. Det gør ondt, at de har lidt, det smerter os, at de ikke så andre muligheder, og det piner os, at de har valgt os, der er tilbage, fra.

Selvmordet skaber så stor en sorg for de efterladte, at vi i det danske samfund stiltiende har indgået en pagt om, at det er noget, vi helst ikke taler om. Det er endda skrevet ind i de presseetiske regler, at selvmord og selvmordsforsøg slet ikke bør omtales. Af hensyn til privatlivets fred, hedder det, når man vil have forklaringen på den særlige regel, som hverken gælder ved mediedækning af vold, mord eller incest. Selvmordet er det mest tragiske, vi kan forestille os, og af den grund måske også det mest tabubelagte.

Hvert år tager cirka 600 mennesker livet af sig i Danmark. Alligevel skrev denne avis sidste år kun om selvmord to gange, og billedet er nogenlunde tilsvarende hos andre danske aviser. Ofte fremføres det, at omtale af fænomenet ligefrem kan føre til flere selvmord.

Man taler om ’copycat-selvmord’ og den såkaldte Werther-effekt, der er opkaldt efter Goethes Den unge Werthers lidelser. I romanklassikeren begår hovedpersonen selvmord på grund af ulykkelig kærlighed, og i tiden efter at bogen udkom i 1774, skyllede der angiveligt en bølge af selvmord ind over Europa, fordi unge mænd identificerede sig med den unge Werther – og lod sig inspirere af hans vej ud af livet.

Det er 240 år siden, bogen udkom, men effekten er stadig relevant, og derfor skal pressen helst undgå detaljerede beskrivelser af metoder og af konkrete steder, hvor selvmord er foregået. Men midt i stilheden om de ofte ubærlige dødsfald har vi journalister forsømt at undersøge, om Werther-effekten er hele sandheden.

Australske Folker Hanusch forsker i sammenhængen mellem selvmord og medieomtale, og han har fundet ud af, at der i mange af de tilfælde, hvor selvmord omtales, efterfølgende kan aflæses et fald i selvmordsraterne.

Han mener – ligesom WHO i øvrigt – at det kan være konstruktivt at beskrive fænomenet, men han bakker samtidig op om, at konkret omtale af metode og geografi skal gemmes væk. Det er ikke til med garanti at sige, hvordan vi mennesker reagerer, når selvmordet bliver beskrevet i medierne. Men det er en fallit for journalistikken, hvis vi ikke i det mindste forsøger.

Sikkert er det nemlig, at selvmord ikke kan ties ihjel. I en artikelserie, som startede lørdag og fortsætter i de kommende uger, lader Information mennesker, der har haft selvmord tæt på, komme til orde.

Vi taler blandt andre med lokoføreren, der ufrivilligt ramte en mand på skinnerne, akutlægen, der rykker ud og konstaterer døden, bedemanden, der står for den ceremonielle afsked, og graveren, der sørger for, at de døde kommer ni fod under. De interviewede mennesker har alle én ting til fælles: ønsket om aftabuisering.

»Jeg ville ønske, at dem, der vælger at begå selvmord, vidste, hvad det gør ved dem, der bliver tilbage,« siger bededamen Maria Ottesen, der har hjulpet familier til efterladte efter selvmord et sted mellem 50 og 100 gange.

Det er angstreducerende at tale om selvmord, som den efterladte datter, hvis far tog sit liv for 10 år siden, anfører: »Hvis vi er flere, der taler om det, bliver det for de andre, der ikke taler om det, lidt nemmere at tale om. Man bør dele den slags med nogen.«

Og det er ikke kun for de efterladtes skyld, at skildringen af virkeligheden bør være sandfærdig. Hvis vi skærer de ubehagelige sider af livet bort fra nyhedsstrømmen, kan det være vanskeligt for borgere og beslutningstagere, der ikke direkte har været berørt af selvmord, at få øje på problemet.

De seneste tal fra Dødsårsagsregisteret viser en stigning på 12 procent i antallet af selvmord. I 2012 begik 680 danskere selvmord, mens det i 2011 var 606 personer. Alligevel blev Enhedslistens lovforslag om øget indsats på området under førstebehandlingen 28. maj i Folketinget stemt ned af alle partier, pånær SF.

Spørgsmålet er, om den manglende opbakning bunder i manglende omtale af de tragiske dødsfald. For selv om det gør ondt, bliver vi nødt til at beskrive virkeligheden, som den er. På en ordentlig måde, selvfølgelig.

Serie

Lad os tale om selvmord

Hver uge er der over ti danskere, der tager deres eget liv, men medierne beskæftiger sig sjældent med selvmord. Information undersøger fænomenet og beskriver det igennem mennesker, der har haft det tæt på. Lokoføreren, der har ramt et menneske, graveren, der har lagt flere i jorden, og en, der har gjort forsøget selv.

Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201. Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Seneste artikler

  • ’Der er altid en løsning på tingene’

    29. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Chanaf Bougonou er graver og arbejder som anlægsgartner på Vestre Kirkegård i København
  • ’Det er værst, når de ikke efterlader et brev’

    26. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Maria Ottesen arbejder som bedemand hos Bededamerne.dk
  • Da ordenen krakelerede

    23. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Bodil Due arbejder som hospitalspræst på Bispebjerg. Hendes far begik selvmord for 10 år siden
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Katrine Visby

Danskerne skulle være verdens lykkeligste folkefærd.
Jeg fandt en artikel fra 2012, hvor det blev bekræftet at vi stadig var verdens lykkeligste.
http://www.b.dk/nationalt/danskerne-er-verdens-lykkeligste-folk-igen

Hvordan kan det så være at selvmordstallet er stigende? Medierne pakker tingene ind og fortæller os ikke hvad der virkelig foregår.
Er medierne blevet et propaganda-apparat, hvis formål er at tjene større politiske kræfter end at formidle til befolkningen, og lulle os i søvn med fodbold og sladder om de kendte?
Er det mennesket eller systemet man tjener?

Hvor kommer alt det selvhad fra?
Jeg ser det som symptom på et sygt samfund. Et samfund, med en tavs reaktion fra folk, som en kræftsvulst, der spreder sig.
Vores samfund er effektivt, men åndeligt fattigt. Der er en kulde og ligegyldighed overfor medmenneskerne.

Danskerne sulter ikke eller lider nød. Vi har hvad vi skal bruge.

Staten kan sørge for at alle borgere kan få det nødvendige til livets ophold. Penge til mad og en bolig. Boligen kan være et deprimerende betonkompleks med en udsigt til en anden trist bygning. Man snakker som regel ikke med naboen eller nogen i opgangen.
Nede i Netto kan man købe en billig leverpostej og en liter letmælk. Der er masser af slik og sodavand med farvestoffer og sødestoffer.
Akohol er der rigelige mængder af,og nogle falder i.

Det er snarere et åndeligt fængsel folk befinder sig i. En ensomhed, en opgivenhed og mangel på livsglæde.
Kunne det måske være det er fordi at mange ikke føler de har indflydelse på deres eget liv?
Alt er sat i rammer, alt er sat i system. Man skal bare helst ikke føle for meget.
Der bliver raskt væk givet anti-depressiv medicin ud hos lægerne. Men der er stadig den følelsesmæssige tomhed og mangel på plads til sjælen.

Danskerne er generelt kolde og egoistiske. Der mange krav vi skal leve op til, og der er et ræs som nogle bare ikke kan klare.
Unge piger skærer i sig selv, fulde af kropslede, fordi deres krop ikke lever op til idealet. Mange bliver angste og isolerer sig.
Jeg tror mange føler sig ensomme. For det er ikke tjekket at vise tegn på svaghed, at vise følelser.

Det er forfærdeligt trist at nogle bukker under. Det er som om de onde kræfter fik overtaget.
Jeg ville ønske at man lærte at der er en universel lov om at man ikke må tage sit eget liv, at der er mening i galskaben.
At fok ville bryde ud, istedet for at bryde sammen. At de kunne række en hånd ud, og trodse alle de umenneskelige normer vi skal leve op til.