Leder

Landsrettens sans for kildebeskyttelse

Debat
12. juli 2014

Det er beskidte forbrydelser sat over for rene principper. Østre Landsret traf i går en afgørelse med vidtrækkende betydning for politiets muligheder for at efterforske journalistiske forbrydelser, uden samtidig at ofre et afgørende princip i pressens udøvelse magtkontrol: Beskyttelsen af kilder.

I sagen om Se og Hørs årelange kontoovervågning af kendte og kongeliges rejser og hverdagsindkøb har politiet beslaglagt et righoldigt materiale af blandt andet e-mailkonti, mobiler, diktafoner og det såkaldte ’redaktionelle kilderegnskab’ hos Se og Hørs udgiverselskab, Aller Media A/S.

Politiet har af byretten fået ubegrænset adgang til at efterforske alt det beslaglagte materiale. Uanset om oplysningerne vedrører straffesagen mod den 45-årige it-specialist – den såkaldte tys-tys-kilde – der ulovligt leverede kreditkortoplysninger, eller de ansvarlige journalister og redaktører på Se og Hør. Det har Aller Media modsat sig med henvisning til, at det vil kompromittere beskyttelse af kilder i sager, der intet har med overvågningsskandalen at gøre.

Med gårsdagens kendelse opviser Østre Landsret i det store og hele en prisværdig sans for at beskytte kildebeskyttelse uden at gøre princippet til et forsvarsværk for en angivelig kriminel journalistisk praksis, ingen kan forsvare.

På den ene side får anklagemyndigheden i den konkrete sag adgang til en kopi af det beslaglagte materiale, men på anden side må ingen oplysninger – som det hedder i kendelsen – »anvendes til efterforskningsmæssige formål, før der ved rettens gennemsyn er sket en frasortering af kildebeskyttede oplysninger«. Altså kan politiet reelt efterforske sagen, men retten er garant for, at det sker uden at suspendere kildebeskyttelsen i sagen om tys-tys-kilden.

Bekymrende er det dog, at landsretten ikke udviser nævneværdig respekt for kildebeskyttelsen, når det handler om kilder i hoffet og SAS, der er under anklage for at have leveret oplysninger om kongelige og kendte til Se og Hør. Begrundelsen for at åbne for en ophævelse af kildebeskyttelsen er den »begrænsede samfundsmæssige betydning« af oplysningerne, men det er altså ikke et anliggende for en domstol at bedømme.

Når sagen er vigtig, skyldes det, at kildebeskyttelsen ikke er skabt for at glæde journalister. Den er skabt til gavn for samfundet. For den giver mulighed for, at den lille mand kan gå op mod det store system.

Hvis en ansat i eksempelvis en virksomhed, et ministerium eller en kommune oplever svigt eller svig, har vi i dette samfund skabt en mulighed for, at den samvittighedsfulde ansatte kan gå til pressen med sin viden.

Ved at videregive sin viden og lette samvittigheden løber kilden en personlig risiko. Såvel personligt som professionelt. Kan en kilde ikke regne med beskyttelse fra medierne, kan vi andre ikke forvente, at nogen kilde vil løbe risikoen ved at bryde tavsheden.

Vi ønsker et ukorrupt samfund, men det forudsætter, at vi altid stiller dem, der arbejder i retfærdighedens tjeneste bedre end dem, der dækker over egne eller andres misgerninger. Derfor yder vi i pressen beskyttelse af kilder, og ingen skal være i tvivl om, at vi mener det alvorligt. I lighed med de fleste andre medier vil denne avis ikke bøje af for nogen retsinstans, når vi har lovet beskyttelse.

Til gengæld er kildebeskyttelse ikke noget, journalister uden videre skal slynge om sig med. Det skal gives i særlige sager til kilder med en særlig indsigt. Og det bør alene gives i afdækningen af sager med samfundsmæssig relevans.

Gentagne gange har Aller Medias adm. direktør Pål Thore Krosby bedyret, at han ønsker alt frem. Men når Aller Media via sin advokat i aftes oplyste, at de ønsker sagen bragt for Højesteret synes det efterhånden stedse mere klart, at Aller Media i sagen om tys-tys-kilden primært forsøger at beskytte sig selv snarere end princippet om kildebeskyttelse.

Ingen kan forsvare, hvad der er foregået på Se og Hør, men derfor må vi alligevel forsvare Aller Medias ret til at beskytte sine kilder. Det er ikke et forsvar for Se og Hør. Det er et forsvar for alle de kilder, der har – og forhåbentlig fremover vil – løbe en personlig risiko ved at videregive oplysninger til pressen om magtmisbrug eller det, der er værre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klaus Vink Slott

Jeg er enig i det de overordnede betragtninger. Men som journalist/dagblad har man også en forpligtigelse til at sørge for at beskyttelsen ikke kan brydes ved et simpelt indbrud. Jeg synes det er skidt hvis en tyv eller myndighed, ved at skaffe sig adgang til indholdet på bladets computere, får fri adgang til kildeoplysninger. Det svarer i mine øjne til at kildeoplysninger ligger samlet i en enkelt mappe i en ulåst skrivebordsskuffe.
Man må som kilde kunne forvente at oplysninger om mig bliver anonymiseret inden de kommer i kommer i computeren. Hvis de overhovedet skal derind, må det være i krypterede filer, gerne med forskellige nøgler for hver sag, så det er muligt selektivt at give adgang til en sag, uden at kompromittere alle de andre.

Torben Lindegaard

Jeg er nu ikke så bekymret for Se & Hørs kilder.

Politiet var evigheder om at få foretaget ransagningen og kun på visse adresser.
De vigtigste kildereferencer var sikkert for længst fjernet fra det konfiskerede materiale.

Og vedrørende de andre kilder - f. eks. den ansatte på Rigshospitalet, der lækkede fra bookingsystemet om kendte menneskers kommende behandling og besøg - tja..............det er helt fint med mig, hvis vedkommende bliver fyret og straffet. Og meget gerne får konfiskeret sit tiphonorar, eller i hvert fald får det beskattet.