Leder

Mangel på mod

Debat
30. juli 2014

Den danske regering har vist alt andet end mod i forhold til at kritisere Israels brutale fremfærd i Gaza. Senest glimrede statsminister og S-formand Helle Thorning-Schmidt i går ved sit fravær som medunderskriver af et fælles brev fra formændene for de nordiske socialdemokratier. I brevet »fordømmer« den svenske, finske, norske og islandske S-formand Israels anvendelse af »uproportionel vold, som strider imod folkeretten og de grundlæggende humanitære principper«, som det hedder i brevet. Dermed går de længere end EU’s udenrigsministre, som foreløbig blot har understreget, at Israels aktioner må være »proportionelle« og »i overensstemmelse med folkeretten«, men har undladt at tage stilling til, hvorvidt det er tilfældet.

Helle Thorning-Schmidt blev i går med rette kritiseret af både SF og Enhedslisten. Også flere af statsministerens partifæller, heriblandt Mogens Lykketoft, Poul Nielson og Peter Hummelgaard Thomsen, gav udtryk for, at de var mere enige med deres nordiske partifæller end med deres egen formand, som via sin politiske ordfører lod forstå, at regeringen føler sig dækket ind af EU-udenrigsministrenes udtalelse.

Med til historien hører, at Helle Thorning-Schmidt som den eneste af de nordiske S-formænd er regeringsleder og dermed i højere grad må veje sine ord. Ikke desto mindre afspejler stats- og udenrigsministerens vage udtalelser det sørgelige fravær af en selvstændig dansk udenrigspolitik.

I tilfældet Ukraine har EU længe tøvet med at iværksætte slagkraftige sanktioner over for Rusland. Men med vedtagelsen af de såkaldte Niveau-3-sanktioner i går viste EU-lederne for første gang, at de er parate til at betale en pris for at stå fast på håndhævelsen af international ret.

EU bør udvise samme handlekraft over for Israel, som unionen tilmed har langt mere effektive sanktionsmuligheder over for grundet Israels vidtgående handels- og samarbejdsaftaler med EU. Det kræver, at nogle viser mod til at gå forrest. Helle Thorning-Schmidt og den danske regering besidder det beklageligvis ikke. chra

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels P Sønderskov

Tvært imod. Hvis vores tilkendegivelser skal have nogen effekt, må de gå via EU. En erklæring fra nogle få socialdemokratiske formænd i norden er ligegyldig i forhold til konflikten. Det har intet med manglende mod at gøre, selv om der formentlig er et stort spillerum for dumdristig ageren for en dansk statsminister. Det har vi erfaret med et par af de tidligere.

Philip B. Johnsen

Helle Thorning-Schmidts holdning til krig og krigsforbrydelser i Israel eller f.eks. Irak!

Ring til chefen i Danmark, adressen er 1400 Pennsylvania avenue Washington DC. U.S.A. for, at få Helle Thorning-Schmidts holdning nu i dag.

Toke Andersen

Konflikten foregår på mange planer, ikke mindst PR.
Udmeldinger, som denne fra de nordiske socialdemokrater, kan være det skub et vægelsindet Europa, med en tvivlsom historik i denne sag, har brug.

Det er indiskutabelt, blandt seriøse folk, at vores nære forhold til den stærkeste part i konflikten, der nyder uhørt fordelagtige handels- og samarbejdsbetingelser, gør os medansvarlige for de forbrydelser denne part begår.
Dette gør de fleste europæiske nationer til en del af problemet snarere end del af løsningen.
Det er ikke holdbart.
Vi nyder fantastiske fordele i Europa af vores respekt for grundlæggende humanitære og juridiske principper og bruger enorme resurser på at udbrede disse globalt.
Men overfor en nær allieret der bevidst og med ufattelig brutalitet bryder samtlige disse principper er vi lammede og berøringsangste. Det er skammeligt.

Det svarer nogenlunde til at se en ven begå den ene grove forbrydelse efter den anden, uden at gribe ind eller lade det få konsekvenser for forholdet.
Det er ikke en respekt- eller omsorgsfuld måde at behandle sine venner.