Vi ♥ den mystiske mentor

Leder
25. juli 2014

De seneste år har mentoren erobret landet. Der er mentorer på arbejdspladserne, i skolerne, i fagforeningerne og i medierne, hvor erfarne musikere er mentorer for unge stjernefrø. Ikke mindst er mentoren i disse år en socialpolitisk svigermors drøm. Mentoren skal både hjælpe sømanden, der efter et langt og hårdt arbejdsliv er fysisk og psykisk nedslidt, den ADHD-ramte teenager, der ryger for meget hash, eller narkomanen, der skal passe sin afvænning. Ofte med helt lavpraktisk støtte til at komme op om morgenen, hente medicin eller blive skrevet op til en bolig. Ikke mindst er mentoren med til at (genop)træne borgerens sociale muskel.

Kort sagt relationsarbejde, som engang blev varetaget af socialrådgiveren, der førhen havde tid til at tage på hjemmebesøg hos sine klienter, men som i dag er lænket til et skrivebord spækket med sager, der skal registreres og journaliseres.

I det lys kan udviklingen ses som en socialsektoriel arbejdsdeling, hvor man i effektiviseringens navn har udliciteret relationsarbejdet til en mentor, der paradoksalt nok også skal hjælpe borgeren med at navigere i selvsamme socialsektor, som med årene er blevet så labyrintisk, at man må have guide med derind.

Alt i alt er mentoren blevet det individuelle svar på en hel bunke meget forskellige problemer. Et socialfagligt buzzword, som professor Lars Uggerhøj beskrev det i sidste uge. Mentorens sejrsgang skyldes blandt andet, at begrebet nemt kan forstås i både socialsektoren, hos det politiske establishment og i den brede befolkning. En flink, forstående og stabil person, der hjælper en udsat borger – det lyder da besnærende. Mentorordninger, hvis mål optimalt set er at gøre borgeren arbejdsmarkedsparat, ligger samtidig i fin forlængelse af den herskende neoliberale tidsånd, hvor individets præstation altid kan optimeres – gerne ved hjælp af en coach, psykolog eller guru. Og hvor man i højere grad ser ledighed og social udsathed som selvforskyldt i stedet for at finde strukturelle forklaringer på, hvorfor en så stor del af vores befolkning tilsyneladende har behov for en støtte til at passe ind i samfundet.

Men som altid, når ét enkelt værktøj masseproduceres til at lappe de mange forskellige huller i det danske velfærdssystem, er der grund til at mobilisere lidt sund skepsis. Herhjemme findes nemlig endnu ingen tørre tal for mentorens positive effekt. Det var da også en intuitiv tro på mentorens velsignelser snarere end videnskabelige evidens, som socialudvalgsmedlemmer fra regeringspartierne brugte som forklaring på mentorens centrale rolle i reformerne af førtidspension, fleksjob og kontanthjælp.

Og skønt alle er enige om, at der bliver flere og flere, findes der ikke samlede tal for antallet af professionelle og frivillige mentorer på landsplan – eller hvad de koster samfundet. Sidst, men ikke mindst, er der ingen formelle krav til mentorens uddannelsesmæssige baggrund. Mentoren er et flydende begreb, som ingen steder er klart defineret, og som derfor i praksis bliver en mystisk skikkelse åben for den enkeltes fortolkning. Ifølge en engelsk forsker findes der da også flere end 50 forskellige forståelser af mentorens rolle.

Dansk socialpolitik er sandet til i silotænkning og bureaukrati, og man behøver ikke være socialt udsat for at se et skrigende behov for at gå nye veje. Og ifølge Lars Holmboe, hvis ph.d.-afhandling følger borgere i mentorforløb, kan mentoren ofte være en stor støtte for den enkelte. Men behovet for nytænkning betyder ikke, at vi blindt og uden baggrundstjek bør se mentoren som prinsen på den hvide hest.

I forskningen taler man om den såkaldte honeymoon-effekt, hvor man bliver så forelsket i en ny metode, at alle sejl sættes ind på, at den virker, hvilket den da også ser ud til at gøre i begyndelsen, inden virkeligheden indhenter ønsketænkningen.

Formentlig har masser af danskere enorm glæde af mentorordninger, men set i lyset af hvor massivt de i disse år implementeres rundt omkring i landet, er der behov for langt større og systematisk viden på området.

Ellers ligner det i lidt for mistænkelig grad et socialfagligt eksperiment forårsaget af en pludselig forelskelse i den mystiske mentor. Og så kan de glade hvedebrødsdage hurtigt være overstået.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Denne her formulering fortjener en fremhævning:
Mentorordninger, hvis mål optimalt set er at gøre borgeren arbejdsmarkedsparat, ligger samtidig i fin forlængelse af den herskende neoliberale tidsånd, hvor individets præstation altid kan optimeres – gerne ved hjælp af en coach, psykolog eller guru. Og hvor man i højere grad ser ledighed og social udsathed som selvforskyldt i stedet for at finde strukturelle forklaringer på, hvorfor en så stor del af vores befolkning tilsyneladende har behov for en støtte til at passe ind i samfundet.

Ja. Samfundsystemet er blevet bureaukratisk, indviklet og egenskyldsbetynget i meget høj grad.

Istedet for at ændre systemet,
tildeler man så borgerne en støtteperson i form af en mentor - eller 2.

Det er tåbeligt, kortsigtet og dyrt, ligesom at beholde et plaster på et sår, der er blødt igennem og hænger løst i det ene hjørne og giver adgang til mange interessante bakterier.
Det ville gøre ondt at rykke plasteret af,
derfor må det jo blive hængede,
til trods for at risikogrænsen for infektion af såret er langt overskredet.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Som en af de borgere, der er i målgruppen for mentorordningen, er jeg ikke så skeptisk, som jeg normalt er over for regeringernes tiltag. For samfundssystemet er blevet så indviklet, som Lise Lotte skriver, at jeg faktisk glæder mig til at få en allieret, der kan hjælpe mig med at få, hvad jeg har ret til. For selv om jeg har papir på, at jeg er et højtuddannet meneske, kan jeg ikke finde ud af at navigere i det p.t. gældende system.

Brugerbillede for Bill Atkins

Samfundet er blevet så kompliceret, at det er svært for nogle selv at finde deres plads...

...især hvis de er blevet dårligt vejledt. Og jordbærplukkere vil vi ikke være - det job er trods alt for enkelt , og derfor dårligt betalt - og så er det tidsbegrænset. Og nej, jobbene de er der jo ikke ...hvis altså ikke vi tager dem vi får tilbudt, og allierer os med de, mindst lige som beskæftigelsessystemet , så forhadte fagforeninger.

Problemet er bare at så mister vi vores tag i kraven på vores arbejdsgivere og skatteudskrivningsgrundlaget forsvinder - for arbejdsgiverne de skider på det danske folk hvis ikke vi bruger alle midler for at bevare den danske model.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

På en eller anden måde er det grinagtigt når danskere forhåner: den herskende neoliberale tidsånd ...

...93,3% af danskerne stemmer på et parti, der følger de neoliberale paroler. Men det er da muligt at de der håner, er en af de 6,7%, der moralsk har lov til at håne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren 2 Jensen

Hvis mentor ordningen skal have nogen efekt på beskæftigelsen, så er det vel arbejdsgiverne der skal have hjælp til at finde muligheder for at ansætte folk. Eller de folk der har lysten og evnerne til at blive ivæksættere.
Endvidere vil det have en gavnlig virkning på beskæftigelsen at man dropper div. løntilskudsjob, udnyttejob, tvangsaktivering og istedet ansætter de folk der er brug for.

Hilsen
Søren Jensen, en af de 6,7%

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Enig, Søren. Og enhver der kommer træt og udslidt hjem fra arbejde, eller som føler sig stresset, bør kunne henvende sig til en "mentor"/tillidsrepræsentant for, at få forhandlet med arbejdsgiveren om ansættelse af en medhjælp. (6,7%)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Nielsen

Hm... Mange unge i f.eks. gymnasiet er vældigt uddannelsesparate og har gode evner og fagligt engagement, men er psykisk sårbare overfor den ikke inkluderende omgangsform, de udsættes for af kammerater, for hvem alle afvigelser fra normen hænges ud på facebook og det der er værre.

Her virker dygtige og engagerede mentorer til, at eleven/den studerende magter at udleve sit potentiale i stedet for at droppe ud!
Problemet er blot, at mange mentorer ikke er uddannede til jobbet, og derfor fejler. Det er ikke blot en venlig, empatisk og støttende person. Vedkommende skal kende systemet og mulighederne.

Uden mentorordningen er disse elever blot et lille tal i statistikken, og falder ubemærket gennem sikkerhedsnettet.

Mentorordningen er et lille plaster på den liberalistiske, NPM-tankegang

anbefalede denne kommentar