Leder

Vejret er ekstremt normalt

28. juli 2014

 

Endnu en »varmeste juni« i vejrmålingens historie efterfulgte i år en »varmeste maj«, og fra Danmark over Rusland til Sydkorea ruller hedebølgen fortsat. 80 pct. af Californien er ramt af ’ekstrem’ eller ’exceptionel’ tørke, og sidste år i den modsatte ende af Stillehavet ramte den kraftigste tyfon, der nogensinde er målt på land, Filippinerne.

 

»Vi lever i en æra med et klimasystem på steroider,« sagde NOAA’s klimaovervågningschef, Derek Arndt, på et pressemøde forleden, og sidste år sagde Jerry Velasquez fra FN’s agentur for katastrofehåndtering på vej til Filippinerne: »De tyfoner, der før skete én gang i løbet af et helt liv, sker nu en gang om året. Så vi må spørge os selv, om dette er den nye normaltilstand. Og hvis det er, hvordan skal vi så forberede os på den?«

Det er et globalt presserende spørgsmål, og »vi« gælder os alle sammen. Ikke desto mindre er nogle mere akut afhængige af de mulige svar end andre.

I Filippinerne har sæsonens første tyfon, Glenda, netop forladt øriget, denne gang med ’kun’ 100 døde mod de mindst 6.000, der døde under Yolanda i november 2013. Til gengæld er det svært at overskue oprydningen af Glendas ødelæggelser for nær en milliard danske kroner, når der stadig kun er en brøkdel af de omtrent fire mio. mennesker, der mistede deres hjem under Yolanda, som er blevet genhuset. Dertil kommer de hundredetusinder, som mistede deres hjem og livsgrundlag under Pablo i 2012 og Sendong i 2011. Selv om Filippinernes økonomi er på vej op og korruptionen på vej ned, lader hjælpen til den tyfonramte befolkning en del tilbage at ønske. Og selv med den bedst tænkelige organisering ville ingen stat i verden have råd til at udbedre så mange katastrofer på så kort tid. Tre af århundredets mest dødbringende tyfoner har ramt Filippinerne i løbet af de seneste blot fire år.

At så mange døde under Yolanda skyldtes bl.a., at mange ikke havde noget sted at søge tilflugt. Nogle havde heller ikke indset, hvor stor fare, de befandt sig i; tyfoner har altid hærget landet og har man ikke ressourcer til at sikre sig mod katastrofen, er det meningsløst at gå og frygte for den. Det bliver en del af livets rytme, at man med jævne mellemrum må samle træstykker og blikplader op fra kaosset for at bygge sit hjem forfra. Men i takt med, at de tyfoner, der rammer land, bliver hyppigere og kraftigere, bliver det stadigt mere afgørende at finde måder, hvorpå katastrofen ikke blot er et livsvilkår, man må lære at abstrahere fra, men noget man faktisk kan forberede sig på. For de overlevende efter Yolanda var det ikke blot endnu en tyfon. Det var den værste nogensinde.

Tørke og tyfoner og oversvømmelser rammer både egalitært og socialt uretfærdigt. På den ene side tyder f.eks. de seneste års oversvømmelser i Europa på, at også de (økonomisk og politisk dominerende) dele af verden, som tidligere var forskånet fra alvorlige naturkatastrofer, ikke længere er helt så fritaget. På samme måde kunne heller ikke de filippinere, der har råd til at bo i betonhuse, vide sig sikre, da Yolanda ramte. På den anden side er der en verden til forskel på konsekvenserne for dem, der i forvejen stort set intet havde, og dem, der stadig har deres job, deres penge i banken og deres forbindelser. Ligesom der er en verden til forskel på den filippinske stats mulighed for at sikre øriget mod tyfoner og den britiske stats mulighed for at bygge oversvømmelsessikringer langs Themsen.

Det er blevet normalt, at vejret er ekstremt. Formentlig er årsagerne menneskeskabte. Omfanget af konsekvenserne er det med garanti. Som Critical Filipino and Filipina Studies Collective har påpeget, så flytter fokus på det »naturlige« ved naturkatastrofer opmærksomheden væk fra de politiske og socioøkonomiske faktorer, der afgør ikke blot, hvem der rammes hårdest, men også hvem der vil få sværest ved at rejse sig igen. Lokal og global ulighed betinger virkningerne af det ekstreme vejr. Det er helt normalt. Når katastrofen rammer, er nødhjælp bedre end ingenting. Men er det rimeligt, at lande som Filippinerne er afhængige af almisser for at overleve noget, de ingen indflydelse har på? Man kunne i stedet overveje en reel global og kollektiv fordeling af byrderne for den nye normaltilstand. Men det er måske for ekstremt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Balling
  • Niels Engelsted
Morten Balling og Niels Engelsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

En alt for svag leder. Hvad skal denne usikkerhed gøre godt for, om hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte eller ej? Vi bestiller jo ikke andet end at ødelægge naturen.
"Kollektiv fordeling af byrderne". Hm. Ja, jeg ville nu hellere have læst en opfordring til, at vi her i Danmark gjorde noget, fx lyttede til de videnskabsfolk, der fortalte sandheden og til de politikere, der har modet til at handle i tråd med dem.

Brian Pietersen, Dennis Berg, Morten Lind, morten Hansen, Britta Hansen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Jeg er meget enig, Simon. Sad netop og tænkte magen til nosseløs, forvirret og infantilt naiv omgang bla bla.
Er det en 17årig sommerpraktikant der har fået lov til at skrive leder ?

Dennis Berg, Kim Øverup, Morten Lind og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Arne Thomsen

Den nemmeste måde at få energi på er afbrænding af olie og kul, og så længe dette ikke giver overbevisende alvorlige skader, vil det fortsætte sådan - indtil det er for sent.
Hvordan får vi synliggjort skaderne så meget, at vi ta'r det alvorligt?

Kjeld Hansen

Gab, gab og gab. Det ved vi efterhånden godt alt sammen. Og evig gentagelse fremmer ikke forståelsen. Men en ting er sten sikker. Vi kan ikke spare os ud af situationen. Vi kan kun udvikle os ud af den.

Derudover, hvem er det egentlig, som kommer til at opleve de største påvirkninger af evt. klimaforandringer? I artiklen er Filippinerne nævnt. Man kunne også nævne Bangladesh og Sudan osv. . Europa og andre velhavende områder mærker konsekvenserne, men slet ikke i et omfang, som belaster på nogen måde.

- Og det kommer næppe til at ske i mange årtier frem.

Erik Karlsen

Toke (og Simon),
det er sådan set rigtigt nok, at der ikke er meget gods i den leder, men hvis man ulejliger sig til at se hendes profil, vil man opdage, at det er 15 år siden, hun kunne have været en (citat) "17årig sommerpraktikant der har fået lov til at skrive leder". ;-)

Nogle vil måske indvende, at klimarelaterede energitiltag i DK ikke betyder noget i den store sammenhæng, men alene det at vise, at det kan lade sig gøre, burde være nok til, at vore politikere ikke bare snakker og snakker (som de plejer at gøre), men også handler.

I visse andre lande snakker de ikke så meget, men prøver i det mindste at handle. I Marokko er planen, at 42 % af landets energibehov i 2020 skal komme fra vedvarende energikilder (se f.eks. http://www.kas.de/marokko/de/publications/38001/). Og som jeg selv har set, ser det IKKE ud til bare at være snak. Måske skal det gode eksempel slet ikke komme fra Danmark? ;-)

Daniel Hansen

Jeg synes egentlig pointen er fin nok. Når et problem har været et problem længe nok, bliver det normalt - det er ikke rigtig længere et problem, selvom det ikke er blevet løst..
Og jo, som underviser (af voksne i IT-systemer) kan jeg altså bekræfte, at gentagelse fremmer forståelsen, selv når den er endeløs.

Morten Balling, Niels Engelsted og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Arne Thomsen: "Hvordan får vi synliggjort skaderne så meget, at vi ta'r det alvorligt?"

Ifølge Ulrich Bech - ham med Risikosamfundet - vil det aldrig ske.

Bech nævner som eksempel en lang række hændelser, hvor atomkraftværker kommer ud for uheld, uden at de ansvarlige myndigheder finder anledning til at gribe ind. Da Three Mile Island sprang, fandt man ikke grundlag for bekymring, man skærpede blot sikkerhedsbestemmelserne. Da Chernobyl sprang og folk faktisk døde af det, fandt man heller ikke skaderne synlige nok til at reagere på dem, og i øvrigt skyldtes det jo nok, at værkerne var russiske (og dermed pr. definition mindre sikre end de vestlige landes). Bech konkluderede, at problemet ikke vil blive taget alvorligt, før ulykken er så voldsom, at vi alle sammen vil blive slået ihjel. Og så er det jo for sent.

Desværre kan den samme argumentation bruges i forhold til klimaforandringerne. Først den dag, vi alle sammen er døde af hedeslag, vil risikoen være synliggjort i et omfang, så man tager truslen alvorligt.

Jeg er ked af at påføre tråden min pessimisme.

Lederen kunne lige så godt have bedt om at udrydde al fattigdom. Komplet utopi.

Og som som Niels-Simon Larsen er det komplet ligegyldigt i forhold til at få gjort noget ved problemet - menneskets destruktion af sit livsgrundlag.

Niels Engelsted

Nu har jeg læst lederen to gange for at se, hvor den var så dårlig, som I siger, og må konkludere, at det nok ikke er den samme leder, vi alle sammen har fået serveret på nettet.

Det er uhyggeligt du, hvordan gør de det, variable ledere?

Erik Karlsen, Claus Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Niels

"Bech konkluderede, at problemet ikke vil blive taget alvorligt, før ulykken er så voldsom, at vi alle sammen vil blive slået ihjel."

Kierkegaard gik skridtet videre og konkluderede, at den dag Verden går under, vil mennesket tro det er en teaterforestilling, og derfor vil dommedagen iflg. Søren blive ledsaget af almen applaus. Meget tyder på at han, på en eller anden måde, havde fat i noget der.

Karsten Kølliker

Jeg er med de mopsede stemmer fra kommentariatet her. Etableringen af en Green Climate Fund var et af de store politiske temaer på Durban-konferencen, og spørgsmålet burde således have været behandlet med større omhu og med en klarere holdning fra Informations side.

Som jeg husker det, viste EU faktisk stor respekt for spørgsmålet, ganske uanset de potentielt ufordelagtige konsekvenser for EU, og det var i kraft af EU at fonden opnåede anerkendelse og blev etableret under konferencen. Initiativet forblev dog mest en hensigtserklæring, da der ikke kunne opnås nogen enighed om indskud til fonden.

Men en stor gruppe af de lande, som er mest udsatte for effekterne af klimaforandringerne, var altså i stand til at etablere spørgsmålet som en global, politisk dagsorden. Samtidig er det ikke svært at forestille sig, at der sker store skred i almindelige menneskers opfattelse af klimaforandringerne netop i takt med de ekstreme vejrforhold.

Efter min opfattelse er der en case for sammenfaldende interesser for almindelige mennesker over hele planeten i modstrid med det herskende udvindingsøkonomiske regime. Skellet mellem de 99 pct./1 pct. er et globalt fænomen og langt mere betydningsfuldt end de mere eller mindre arbitrære geografiske, nationale skel.

Dennis Berg, Niels-Simon Larsen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar

Colour me unimpressed. Nu er man nødt til at ty til individuelle måneders gennemsnitstemperaturer for at holde befolkning opskræmt.
Hvad bliver det næste?
Den varmeste uge 30 nogensinde?
Den næstvarmeste tirsdag den 29 juli nogensinde?

De sidste 15 års junitemperaturer fra National Center for Environmental Protection (NCEP):

2014: +0.059 (12)
2013: +0.057 (13)
2012: +0.089 (9)
2011: +0.003 (14)
2010: +0.075 (10)
2009: 0.137 (6)
2008: 0.064 (11)
2007: 0.137 (6)
2006: 0.305 (2)
2005: 0.296 (3)
2004: 0.115 (8)
2003: +0.144 (5)
2002: 0.346 (1)
2001: 0.148 (4)
2000: -0.037 (15)

2014 er den 12. varmeste.

http://models.weatherbell.com/climate/cfsr_monthly.php

Niels-Simon Larsen

@Keld: "Og hvis det sker, så har vi både viljen og evnen til, at udvikle os ud af de udfordringer vi måtte møde".

Hvis du ikke har noget mere intelligent at trætte os med, synes jeg, at du skal finde noget underholdning i fjernsynet at slå tiden ihjel med.

Niels-Simon Larsen:

Ingen problemer på den front. Jeg nyder det gode vejr, mens jeg har det.
Ifølge DMI er det snart slut.