Leder

Efter Barfoed

7. august 2014

De konservative skal atter have ny formand. Efter tre et halvt år på den konservative formandspost har Lars Barfoed øjensynligt erkendt, at han ikke formår at udvikle en moderne konservatisme, der kan genrejse partiet som borgerlig magtfaktor frem mod næste folketingsvalg.

Lars Barfoed overtog et marginaliseret parti fra Lene Espersen, og han efterlader et endnu mere marginaliseret parti. Nærmest værgeløst har Lars Barfoed og hans forgængere således ladet konkurrerende borgerlige partier gå på ran i det, der tidligere var veldefinerede, konservative grundværdier.

Liberal Alliance har definitivt overtrumfet de konservative i opgøret med det høje, danske skattetryk. Venstre har gjort opgøret med den offentlige sektor og favoriseringen af det private erhvervsliv til sin egen politiske mærkesag. Dansk Folkeparti har for længst overtaget positionen som førsteforsvarer for Gud, konge og fædreland. Og i udlændinge- og retspolitikken har såvel Venstre som Dansk Folkeparti vist sig rede til at gå længere og slå hårdere end de konservative.

Tilbage står de konservative med et politisk program uden egenart og nogle luftige begreber om en såkaldt særlig borgerlig anstændighed, ingen dog kan omsætte til konkret politik.

Ingen konservativ leder siden Poul Schlüter har reelt formået at iklæde de konservative grundværdier et konkret politisk indhold med appel til borgerlige vælgere. Det er den opgave, der nu venter den kommende formand, og ifølge Lars Barfoed varetages den bedst af den indtil i går temmelig ukendte borgmester i Viborg, Søren Pape Poulsen.

Men ifølge partiets næstformand, Michael Ziegler, kan han »holde en tale, så jeg sidder og tænker: Det er derfor, jeg er konservativ«.

Den evne er hårdt tiltrængt. For når selv konservative kan bringes i tvivl om, hvorfor de er konservative, er det et klart vidnesbyrd om, at det konservative problem handler om politik snarere end personer. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ernst Petersen
Ernst Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Falk Rangård

"" Tilbage står de konservative med et politisk program uden egenart og nogle luftige begreber om en såkaldt særlig borgerlig anstændighed, ingen dog kan omsætte til konkret politik. ""

Ja anstændighed og hæderlighed har ikke nogen gang på jorden når man skal kæmpe mod populister (DF), spinspecialister (V) og ekstreme liberalister (LA).

Det konservative særkende er pragmatisk tilgang til ideologier samt velovervejet udvikling af samfundet. Det sælger ikke billetter.
Næh sælg skindet før bjørnen er født, lad være med at gå i detaljer med politikken, bare nogle one-liners som
" det må ikke blive dyrere at være danskere" og
"det er nok muslimernes skyld alt sammen"
og "hvis i vil vide mere siger vi det efter valget" (Venstre).

Selv i partiet Venstre er der ingen fremtid for hæderlige, anstændige politikere.
Kun Claus Hjorth, Lars Løkke, Søren Pind og Inger Støjbjerg kopierne.

Vi må virkelig håbe at blå blok ikke vinder næste valg.

Torben Lindegaard

De konservative spiller i den grad højt spil.
De skifter formand 1 år før valget, og den nye formand har ikke sæde i Folketinget.
Værsgo - alt er satset på rouletten.

Jeg indrømmer blankt, at jeg har et svagt punkt for Connie Hedegaard.
Gad vide, hvor hun mon befinder sig i al tumulten??

Ernst Petersen

De konservatives problem er først og fremmest, at de helt har opgivet at være det lov-og-orden parti, som de var før i tiden.

Dengang var de partiet, der altid krævede flere penge til politiet, og som omgående dukkede op på TV for at kommentere det, hvis politiet ikke mente at have resourcer nok til at efterforske en eller anden sag. Ja, selv uden den slags sager var de der for at kræve flere resourcer afsat til politiet for, at politiet kunne blive mere synlige. Desuden benyttede de enhver lejlighed til at kræve hårdere straffe til kriminelle.

Lige netop på område mangler vi derfor nu et parti, der ikke mener, at det er acceptabelt, at politiet kun har resourcer nok til at udforske en lille del af den eksisterende kriminalitet. Der er behov for et nyt lov-og-orden parti i Danmark. Underligt nok bliver det nok ikke de konservative, der igen tager dette område op. Men så er partiet jo inderligt overflødigt.