Leder

Det egentlige svigt

Debat
29. august 2014

Verden er blevet et bedre sted at leve, nu Saddam Husseins diktatoriske regime er fjernet

Anders Fogh Rasmussen i sin afslutningstale i Folketinget, den. 3 juni 2003

Der er langt fra forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussens konklusion umiddelbart efter invasionen af Irak i 2003 til Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersens, udsagn i gårsdagens avis om, at det ville være »så langt at foretrække, at Saddam Hussein sad i Bagdad i dag«.

DF-politikeren skal have ros for at sige sin mening og for at være parat til at revurdere fortidens beslutninger i lyset af den aktuelle udvikling i Irak. En befriende oprigtighed sammenholdt med Anders Fogh Rasmussens forsikringer om, at han i dag intet fortryder i forhold til invasionen af Irak.

Man må også medgive, at Søren Espersen har en pointe. Den stabilitet, de diktatoriske regimer i bl.a. Irak, Syrien, Egypten og Libyen opretholdt, er nu afløst af borgerkrig, opbrud og ikke mindst fremkomsten af Islamisk Stat, der med sin brutalitet nærmest får de gamle diktaturer til at fremstå som mønsterlande. Søren Espersen sætter ord på det hykleri, der har omgærdet Vestens Mellemøst-politik de seneste to årtier. I praksis forfægter Vesten kun de demokratiske idealer, så længe det er opportunt, hvad den stiltiende accept af al-Sisis militærkup i Egypten sidste år var bevis på.

Alligevel må Søren Espersens argumentation affejes. En præmis for DF’erens konklusion om, at Vesten har »svigtet« diktatorerne i kampen mod islamismen, er, at befolkningen i Mellemøsten ikke er moden til demokrati som styreform. Det er noget vås, hvad udviklingen i bl.a. Tunesien og Irakisk Kurdistan vidner om. Det virkelig svigt består i, at Vesten gentagne gange har interveneret i regionen uden at have en gennemtænkt strategi for at sikre varig stabilitet og for at demokratiets rodfæstes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Dårlig stil

Lederskribenten anfører bl.a.: "Alligevel må Søren Espersens argumentation affejes. En præmis for DF’erens konklusion om, at Vesten har »svigtet« diktatorerne i kampen mod islamismen, er, at befolkningen i Mellemøsten ikke er moden til demokrati som styreform. Det er noget vås......"

At tage ordet "vås" i sin mund er først indikation på, at man er løbet tør for gode argumenter. Med ordet, som bruges bredt i politikerkredse, prøver man at nulstille modpartens argumenter og holdninger. Det synes ikke at være rimeligt i en leder i Information. Skribenten kunne måske i stedet vælge at være uenig.

Steffen Gliese

Når Mellemøstens folk er klar til demokrati, tager de det selv, sådan som Vestens folk gjorde det. Men for tiden er vi jo heller ikke noget godt udstillingsvindue for demokratiet - mange flere i disse potentielt rige olielande ser formodentlig hellere til den luksusfordeling af ufattelige rigdomme, andre olieland i regionen præsterer.

Kurt Loftkjær

Diktatur er ikke en mulighed i mit univers.

Folkestyre er vejen frem. I Danmark har vi brugt 165 år til at nå hvor vi er i dag. I det gryende danske folkestyre var det kun få, som kunne deltage. Undtaget var de 5 f'er: fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser og fattige. Først i 1914 fik kvinder stemmeret. Demokrati er som en plante i ørknen. Hvis den ikke vandes, går den ud.

Med det vil jeg blot understrege, at demokrati ikke indføres med indsatstyrker og anden tvang. Det kræver hårdt arbejde og velvilje.

Det er meget optimistisk at tro, at Vesten kan rykke ind i Mellemøsten med de grænser, som opstod på baggrund af europæiske koloniherres opdeling af området for egen vindings skyld og uden hensyn til områdets stammefolk og religioner. Et område som kun få fra den vestlige kultur forstår eller har forsøgt at forstå.

Jeg hørte efter 1. Golfkrig en irakisk kvinde udtrykke betænkelighed over tanken om at fjerne Saddam Hussein. Efter hendes opfattelse havde han på flere områder sikret kvinder et bedre liv, end de ville kunne opnå i andre dele af Mellemøsten.

Set fra mit univers er det svært at forstå, men jeg har dybest set kun et lille indblik i forholdene i Mellemøsten.

Men vigtigst af alt - demokrati er som følsom plante, der skal plejes, for at den kan vokse.

Steffen Gliese

Man kan kun motivere andre til demokrati ved at være det gode eksempel, med andre ord, Kurt Loftkjær? Jeg er helt enig. I det hele taget er Danmarks store problem, at vore politikere render i røven på andre, de forkerte, i stedet for at lære af dem, vi rent faktisk ligner mest og har mest tilfælles med, på nogle punkter endog fortrin i forhold til: Schweiz, det øvrige Skandinavien, Uruguay og andre små lande, hvor nærheden og den flade struktur er den bedste garanti for i det mindste et arbejde for større lighed og retfærdighed folk imellem. - Og denne lighed og retfærdighedsforståelse er i sidste ende, hvad der skaber velfærd og velstand. Det er et objektivt iagttageligt faktum.

Kurt Loftkjær

Demokrati findes i et utal af former

Det danske demokrati har indtil for 13 år siden været baseret på ønsket om dialog med borgerne. Den tid er forbi.

Alt topstyres vha. spindoktorer, pressen står parat med mikrofoner og skriveblokke, Offentlighedsloven indskrænkes og muligheder for reelle indflydelse via høringer er reelt fjernet.

Starten til samtaledemokratiets indskrænkning blev taget med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens angreb på smagsdommere. Udviklingen er foregået uden befolkningen har protesteret. Og man kan måske lidt frækt sige at den der tier samtykker. Men konsekvensen er, at vores demokrati efter min opfattelse toppede efter ca. 155 års historie.

Med dette vil jeg blot gøre opmærksom på, at demokrati ikke er en selvfølge. Det kræver tid og en bevidst og vidende befolkning. Og hvor stiller det danskere i forhold til andre befolkninger, når man må konstatere at indskrænkninger i samtaledemokratiet er under afvikling uden protester?

Hvis vi ikke kan klare vores egne problemer, hvordan kan vi så være vejledere for andre, som endda står, hvor vi stod for 165 år siden? Og så i en kultur kun meget få i Vesten forstår.