Leder

Forudsigelighed

22. august 2014

I går åbnede udstillingen Riverbed på kunstmuseet Louisiana. Og publikum i hobetal vil uden tvivl valfarte til et af landets smukkeste steder for at se naturen falme smukt og kulturen blomstre trygt – denne gang i ekstremt trygt selskab med den danske kunstner Olafur Eliasson. Det bliver stort. Men Information vælger alligevel ikke at anmelde udstillingen. Der er ikke tale om et dramatisk fravalg, men det skyldes derimod en række begejstrede tilvalg af andre mere interessante udstillinger i sensommerlandskabet.

En samling af Olafur Eliassons værker er ikke væsentlig nok hverken æstetisk set eller som udgangspunkt for en diskussion, der peger ud af værkerne og ind i vores samtid – i hvert fald ikke, når redaktøren grundet plads og ressourcer nødvendigvis må holde den op i forhold til det store udbud af, i enhver forstand, mere nybrydende kunst.

Men så kan vi jo skrive en leder. For udstillingen er både væsentlig og interessant fra et kulturpolitisk perspektiv. I hvert fald har det – lidt forudsigeligt – skabt hed debat, at den hæderkronede institution i Nordsjælland har valgt en så etableret og ’ufarlig’ kunstner som Olafur Eliasson. Og det er en diskussion, der rejser spørgsmålet om ikke bare museernes rolle og økonomi, men også om et muligt misforhold mellem publikums lyst og kulturdommernes smag. Politiken havde i hvert fald samlet en række kritikere, der samstemmigt, men med varierende styrke klandrede Louisiana for manglende nytænkning.

Men det stoppede ikke med Politiken. Radio24syvs kulturprogram satte god tid af til prikke luften ud af Eliassons ballon, mens dets ankermand, René Fredensborg, på Facebook opfordrede alle til at tage ud og tisse i den jordbunke, der udgør en del af udstillingen på, hvad han kaldte »kulturelitekatedralen«. Olafur Eliasson må altså betegnes som noget af en brobygger i dansk kulturliv, når han kan få både den etablerede kultur(elite)avis Politiken og AK 24syvs evigt rebelske gadedreng op og ringe. Simultant.

Et opbud af brede kustoder skal nu nok sørge for, at der ikke urineres i kunsten. Så René Fredensborg kunne i stedet vælge at bruge tiden på at tygge på, hvad det er, han denne gang gør oprør mod. For at udråbe Olafur Eliasson som kulturelite, der skal bekæmpes med grove, simple kropsvæsker, er i bedste fald en dårlig analyse. For Olafur Eliasson er dybt folkelig. Grænsende til det populistiske. Og hans kunst er langt mere krop end hoved. Det er jo hele grundlaget for hans virke, at du ikke behøver noget som helst andet end din krop for at opleve og forstå. Faktisk ville det være langt mere på sin plads at klandre Information for kultursnobberi, når vi forbigår ham, end at skælde på Louisiana for invitationen.

Og netop derfor kommer der ikke bare gang i svingdørene på Louisiana. De vil også spytte glade mennesker ud bagefter, og af dem en hel del, der aldrig kommer ind og ser den række af nybrydende samtidskunstnere, som Information har prioriteret. Eliasson kan nemlig få børn til at løbe og hvine begejstret, få teenagere til at tage billeder til Instagram, fordi man bliver så lækker i pink lys, få kærestepar på første date til at føle sig kloge over for hinanden og give ældre mennesker ondt i knæene, fordi man lige skal om på den anden side af den installation. Eliasson kan lave kunst til alle dem, som føler sig ekskluderet af en hel del anden kunst.

Så selvfølgelig skal et af vores vigtigste museer sætte ham på plakaten. De ikke bare kan, de skal. Det er en forpligtelse at præsentere offentlig tilgængelig kunst og at tjene penge imens. Men de skal så ikke samtidig forvente, at alle dagbladenes kritikere står sultne i kø for at vurdere den kunstneriske værdi af udstyrsstykket. For forhåbentlig byder de på noget, der vækker vores interesse næste gang. Og forhåbentlig er der rum til at vende blikket mod (den danske?) samtidskunst, når der er tjent på karrusellerne. Så måske ville alt være meget nemmere, hvis det hele bare blev kommunikeret mere ærligt. Museumsinspektør Tøjner spørger i kataloget, om Louisiana er »et firma i den pæne ende af den generelle oplevelsesøkonomi, eller er det en kritisk institution?« Måske skulle Louisiana bare spare den retfærdiggørende tale, sige vi ses næste gang til Information og alle de andre sure og i stedet tilbyde en lørdag i Eksperimentariet for hele familien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu