Leder

Ingen så kalifatet komme

14. august 2014

Nyheden om, at PKK, den tyrkisk-kurdiske væbnede separatistorganisation, nu er allieret med USA i kampen mod Islamisk Stat (IS), vakte opsigt blandt udenrigspolitiske iagttagere. Men som nød som bekendt lærer nøgen kvinde at spinde, har amerikanerne været nødt til at se bort fra, at PKK i årevis har figureret prominent på deres terrorliste. Truslen fra IS er nu så konkret, at gammel animositet må vige for nye alliancer. De fanatiske jihadister har sat sig på en tredjedel af Irak og – bortset fra det kurdiske område – hele det nordlige Syrien og har på ganske få måneder ændret Mellemøstens strategiske og politiske landkort.

IS kan i første omgang takke stiltiende støtte fra Saudi-Arabien og Iraks hidtidige valgte diktator Nouri al-Malikis sekteriske inkompetence for deres sejre, i anden række kan de takke den syriske diktator, Bashar al-Assad, tyrkisk tolerance og amerikansk ligegyldighed. Ingen af dem så kalifatet komme.

Saudierne så IS-jihadisterne som bolværk mod Irans ambition om etablering af en shiitisk ’halvmåne’ fra Teheran til Sydlibanon. Al-Maliki så dem slet ikke, før de stod på hans dørtrin i Mosul, heller ikke selv om de hele tiden var til stede i Anbar-provinsens hovedby, Falluja. Og Assad lod dem stort set i fred, så længe de slog militante ihjel fra andre syriske modstandsgrupper og -organisationer. Tyrkiet og USA lod dem operere frit i fejlagtig tro på, at de bekæmpede Bashar al-Assad. Nu står både tyrkere og amerikanere med det problem, at for at undgå, at IS etablerer sig i ’et nyt Somalia’ i Nordsyrien og Nordirak, må regeringerne i begge lande støttes, eftersom kun sammenhængende stater kan garantere effektiv bekæmpelse af IS. Det vil indebære tæt samarbejde med Iran og en vestlig kovending over for Assads regime i Damaskus – altså voldsomme strategiske forandringer.

I Irak er forandringerne allerede indledt med udnævnelsen af ingeniøren og politikeren Haider al-Abadi som ny premierminister i stedet for den dystre og sekterisk egenrådige Nouri al-Maliki. Efter otte år ved magten er han dumpet af Iran og dermed færdig. Selv hans mest loyale militser har vendt ham ryggen. Om den shiitiske al-Abadi, der også er fra al-Malikis ’Lov og Orden’-koalition, kan gøre fra eller til, vil vise sig – han har både amerikansk og iransk støtte, men hvis han skal agere, fordrer det inkludering af Iraks sunnitter i en samlingsregering. Så længe shiitterne sidder alene på magten i Bagdad, kan hans regering ikke påregne støtte fra de sunni-stammer i Mosul og Anbar-provinsen, der mere af nød end af lyst har valgt at alliere sig med IS.

Og så længe amerikanerne sidder på deres hænder, kan civilbefolkningen i regionen ikke påregne politisk stabilitet.

IS har nu vendt deres erobrede, tunge amerikanske våben mod de nordirakiske kurdere, hvis peshmerga-styrker nu er forstærket med de tyrkisk-kurdiske PKK-militante, der indtil i forgårs holdt kølig distance til Massoud Barzanis kurdiske regionalregering i Erbil som følge af hans varme relationer til Ankara. Desuden har kurderne samarbejdet om en flugtrute for de IS-forfulgte yazidier gennem Kandil-bjergene i Tyrkiet og ind i det kurdiske område i Syrien. Amerikanerne har støttet de kurdiske styrker med luftbombardementer af IS-positioner, da USA har både investeringer og personel i Erbil, og i går meddelte USA’s forsvarsminister, Chuck Hagel, at han sender 130 ’rådgivere’ til Nordirak, der skal bistå med at bekæmpe IS. Men kurderne får ikke de tunge våben, de har anmodet om. Kurderne får ammunition og stormgeværer med den begrundelse, at tunge våben kun leveres til regeringen i Bagdad. Men slangebøsser kan ikke – som en kurdisk kommandant anførte – stille meget op mod de amerikanske panserkøretøjer, IS erobrede i juni fra den flygtede irakiske hær i Mosul.

Perspektivet i dette kaos er dog til at få øje på: IS har fremtvunget en ny geopolitisk dagsorden, der kræver samarbejde på tværs af hidtidige antagonismer. Iran og USA taler sammen, Saudi-Arabien og Egypten taler sammen, Tyrkiet må revurdere Syrien-politikken – og PKK-politikken. Der bliver ikke slugt kameler, for de skal bakses gennem nåleøjer. Og den proces er først lige begyndt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Claus Piculell
  • Ivan Gullev
Claus Piculell og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu