Leder

Karen Hækkerups kolbøtter

Debat
7. august 2014

Leder

Sikke sommerlige kolbøtter, hun kan slå, hende den socialdemokratiske justitsminister Karen Hækkerup!

Selv Morgenavisen Jyllands-Posten er benovet. I sin artikel, der genfortæller Hækkerups udfoldelser, indleder den jyske avis med ordene:

»Det er ikke en normal situation, at en minister fra den røde lejr skal kaste sig ind i forsvaret for 24-årsreglen og tilknytningskravet, der efter valget i 2001 blev grundpiller i den opstramning af udlændingepolitikken, som VKO-flertallet gennemførte.«

Nærmest stakåndet tilføjer Jyllands-Posten:

»Det er heller ikke helt normalt, at regeringen kan kritisere de borgerlige for at ville lempe for meget på de danske udlændingeregler.«

Forventningerne er således spændt højt til justitsministerens akrobatik. Og indfrier hun dem? Ja, det kan I tro, hun gør.

Karen Hækkerup springer op og falder ned på Socialdemokraternes tidligere ubehag ved umenneskelighed i VKO-flertallets udlændingepolitik. Nu fraråder hun alvorsfuldt Venstre mod at lempe 24-årsreglen og andre udlændingespærringer, således som Venstre efter forlydender skulle pønse på inden partiets Maribo-sommergruppemøde i morgen. Den socialdemokratiske justitsministers formaning lyder:

»Venstre bør tænke sig godt om, før partiet træder ud på en farefuld færd og gambler med udlændingepolitikken.«

Venstre overvejer angiveligt at lempe familiesammenføringen for »integrationsegnede« og åbne for udlændinges indslusning til laverelønnede job. Bare tanken får Karen Hækkerup til at kravle op på Thyra Danebods jordvold mod syd og trutte i luren:

»Samlet set vil det være den mest lempelige udlændingepolitik, siden vi ophævede den fri indvandring.«

»Den fri indvandring«? Hvornår var det, Danmark havde den? Efter istiden? I den tidlige middelalder? Under Schlüters borgerlige regeringer efter udlændingeloven fra 1983? Pyt med de historiske detaljer. Vigtigst er det, at grænseporten er – om ikke stængt – så dog højst en anelse på lind.

Den partitaktiske fidus for Socialdemokraterne i at hænge Venstre ud for en alt for lempelig udlændingepolitik er så kold og fortættet, at den kan kaldes klam. Hvis Karen Hækkerup ønsker at træde i alarmeret karakter som landets håndhæver af ret og retfærdighed, burde hun snarere advare mod Venstres tale om at lade Danmark træde ud af de internationale menneskeretskonventioner, som et kommende politisk flertal kan enes om at finde indenrigspolitisk ubelejlige. Eller mod tanker om at lade Folketinget nedsætte et særligt udvalg til at dispensere fra udlændingespærringerne, når deres regelret udmålte følger bliver så umenneske-lige, at det vækker medfølelse i medierne – og derfor politisk pinagtighed.

Måske kunne justitsministeren ligefrem have svunget sig op til at advare mod endnu en gang at gøre udlændinge til det store badutspringeri i en kommende valgkamp. I stedet ruller hun sig selv hovedkulds ud i badutten og gør sig på sommerens politiske gøglerplads fortjent til artistnavnet ’Kolbøtte Karen’.

I løjerne bør det erindres, at Karen Hækkerup taler på vegne af en regering. I denne regering sidder som bekendt også Radikale Venstre. På andre af regeringens kontroversielle politikområder tøver de radikale ikke med at vise, at de bestemmer, hvilke numre der er på plakaten. Men udlændingepolitikken, den, hvor de radikale – skarpest af alle under Marianne Jelveds lederskab – fordømte de menneskelige konsekvenser af VKO-flertallets symbolpolitik ... Hvor er den blevet af?

Er den pakket væk, fordi den var for besværlig i forhold til magtpolitikken?

Er det vigtigere for Margrethe Vestager at samle sig om jetsetpleje? De radikale kunne ellers have grebet et udspil fra Venstre til at drøfte udlændingepolitikkens menneskelighed.

Men det må SR-regeringens justitsminister være ret sikker på, at de radikale er ulystne ved.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her