Leder

At komme hjem

1. september 2014

I fredagens Information kunne man læse om Europas første bofælleskab for ældre LGBT-personer i Sverige. Også i Danmark arbejder man på at etablere seniorbofællesskaber og profilplejehjem under arbejdstitlen ’Gay and Grey’.

Hvor langt skal velfærdsstatens gå i segmenteringen af sine tilbud til ældre medborgere, kan man med rette spørge. Og hvad bliver dog det næste? Plejehjem kun for venstreorienterede, for kvinder eller for politimænd?

I Danmark har vi faktisk allerede profilplejehjem på en række områder: På Fyn ligger plejehjemmet Seniorbo for udviklingshæmmede, hvor man kan møde gråhårede med downs syndrom, der hører Kandis og samler på legetøj.

I over ti år har plejehjemmet E-huset på Nørrebro samlet tidligere hjemløse og alkoholikere. Her ser ingen ser skævt til, at der drikkes elefantøl på alle tider af døgnet og de farende svende provokerer ikke hinanden med deres alternative syn på hygiejne. Og sidste år åbnede det første såkaldte ’mangfoldighedsplejehjem’ for etniske minoriteter på Amager. Her er maden mere krydret, og man lægger vægt på andre højtider end på det typiske danske plejehjem.

Vi vil gerne have et lighedssamfund, hvor alle kommer hinanden ved på tværs af klasse, kultur og køn. Men sandheden er, at vi livet i gennem søger fælleskaber, både geografisk, socialt og arbejdsmæssigt, hvor vi kan være sammen med ligesindende. Så hvorfor skal vi i livets efterår tvinges ned i en bestemt standard?

Ud over plejehjem til forskellige grupper, arbejder man blandt andet i København også på plejehjem med forskellige fokusområder: på musik, på udeliv og dyr eller på sport og leg.

Det handler ikke om segregering. Ej heller om at man kun vil være sammen med andre, der ligner en selv. Det baserer sig på tanken om, at man har ret til at føle sig hjemme.

Og ærlig talt, er det en prisværdig tanke for mennesker livet igennem – og når det er ved at rinde ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ole eising
ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et højt ønske: Plejehjem for selvmordere: Med adgang til wiskey, sovepiller og plastikpose, når man føler tiden til det.