Leder

Kurdistan, Sunnistan og Shiastan

16. august 2014

Det eneste, der står klart i Irak er, at intet står klart. Eller formuleret ifølge realiteterne: Hver fraktion i landets politiske kaos har deres egen klare dagsorden, der hver især kolliderer med de øvrige fraktioners forestillinger om en politisk fremtid.

Dertil kommer USA’s, EU’s og Irans dagsordener, der handler om at holde Irak samlet, men også modarbejder et samlet Irak. Således vedtog EU’s udenrigsministre i går at overlade det til de enkelte medlemsstater at åbne for våbeneksport til den kurdiske regionalregering. Frankrig og Storbritannien er nu frit stillet til at bevæbne kurderne uden om centralregeringen i Bagdad, hvilket for resten strider mod den irakiske forfatning. Men den dagsorden er ikke relevant i en situation, hvor Islamisk Stat (IS) er hovedpinen. Som det ser ud nu, tegnes følgende scenarier:

Shiitterne, der udgør Iraks største mindretal, har omsider taget sig sammen til at fyre deres demokratisk valgte diktator gennem otte år, Dawa-partiets Nouri al-Maliki, og har udpeget partifællen, Haider al-Abadi. Spørgsmålet er nu, om det ændrer den sekteriske politik, der hidtil har været den shiadominerede regerings. Det vides ikke, da al-Abadi endnu ikke har ytret sig om, hvorvidt han vil imødekomme sunniernes krav om inkludering i den politiske proces.

Men noget tyder på, at al-Abadi, der har støtte hele vejen rundt i regionen såvel som i Washington og Bruxelles, vil være mere imødekommende end al-Maliki. Men om det er nok for den sunnitiske opposition vil vise sig i løbet af de kommende 30 dage, hvor al-Malikis kabinet fungerer som forretningsministerium indtil efterfølgeren har bakset en ny regering på plads, hvis sammensætning vil blive afgørende for, om der overhovedet kan føres politik. For det vil ikke være nok at indsætte et antal sunnier som vinduespynt. Der skal meget mere til.

Sunnierne, der siden 2003 har været marginaliseret i irakisk politik – en følge af deres loyale støtte til diktatoren Saddam Hussein gennem 25 år – mistror shiitterne efter et årtis sekterisk borgerkrig.

Deres støtte til IS, der muliggjorde erobringen af Mosul, Tikrit og andre vigtige sunnibyer, var et resultat af al-Malikis konsekvente undertrykkelse.

Sunnierne frygter Bagdad-regeringens bombardementer mere, end de frygter IS. Men med fyringen af al-Maliki ser sunnierne nye muligheder. Så i går indkaldte Sheik Ali Hatem al-Suleimani, leder af Iraks største sunnistamme (Dulaimi er hjemmehørende i Anbar-provinsen), til pressemøde i den kurdiske hovedby Erbil. Her lovede han ’samarbejde’ med al-Abadi, men på betingelser: At centralregeringen overlader det til sunnierne selv at fjerne IS fra irakisk territorium uden indblanding fra de shiitiske sikkerhedsstyrker, som han kræver trukket tilbage fra sunni-områderne, ligesom luftbombardementerne skal ophøre.

Kravet er desuden, at »vi forsynes med penge og våben«, som han tilføjede. Og – som det mest kontroversielle punkt – krævede sheiken, at der udskrives folkeafstemninger i sunniprovinserne om øget politisk autonomi.

Perspektivet i den udmelding modarbejder de internationale interessenters hensigter, der går ud på at holde Irak samlet, men ligger i forlængelse af kurdernes, der kun venter på Iraks totale kollaps, så de kan erklære den selvstændige stat, de hele tiden har pønset på.

Når de ikke for længst har kappet båndene til centralregeringen, hænger det dels sammen med, at deres egen olieproduktion ikke er på et niveau, hvor det økonomisk kan betale sig at droppe den andel af Iraks samlede olieindtægter, de har ifølge en fordelingsaftale med Bagdad. Dels at de ikke har haft våben, der kan sikre en fast grænse. Det får de så nu, men hvor mange – og især hvor tunge våben – er endnu uklart.

Hvad der imidlertid står helt klart er, at sunniernes udmelding vil bidrage til den proces, der på sigt sløjfer regionens kunstige grænser, trukket efter Første Verdenskrig med den såkaldte Sykes-Picot-aftale. Med eller uden IS-jihadisternes medvirken. Verden må snart vænne sig til det nuværende Irak som Kurdistan, Sunnistan og Shiastan. Det er perspektivet. Og måske ikke så dystert, som det lyder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dyster efterkalkulation

Hvorfor skal vi egentlig herhjemme blive ved med at kere os om alt dette uoverskuelige mellemøstlige kaos ingen har den fjerneste mulighed for at gennemskue eller rette op på – og ikke mindst, som alene i Afghanistan - ofre 46 millioner gode danske kroner på at få slået bare én god dansker ihjel uden at disse ofre har ændret på noget som helst til det bedre …

Michael Kongstad Nielsen

Enig med lederen. Vi kan lige så godt begynde at vænne os til, at Irak skal opdeles i 3 stater. Hvad er så forfærdeligt ved det? Snart efter skal Syrien opdeles, og Tyrkiet må måske afgive en "hæl" også.

Carsten Straarup

Mikael:
Ja det lyder som en fin ide, at lade 100-året for den krig der blev enden på det Osmaniske cirkus signalere afviklingen af det 20. århundredes 'kunstige streger i sandet'.

I praksis bliver det selvfølgeligt alt andet end let... Standse den sekteriske og religiøse vold kommer det næppe til, og de, der er tættest på at slippe fra borde - kurderne, skal nok ikke regne med tyrkisk velvilje! - og da s l e t ikke nogen "hæl"