Leder

Magtens frygt for overvågning

28. august 2014

Det vilde vesten blev en smule mindre vildt i 1861, da Western Union færdiggjorde den første transkontinentale telegraflinje tværs over USA. Året efter udnævnte præsident Abraham Lincoln en mand ved navn Edwin M. Stanton til krigsminister. Stantons første opgave blev at omdirigere alle telegraflinjerne ind gennem sit private kontor, så præsidenten derigennem kunne opsnappe hemmelige beskeder mellem sine politiske fjender. Et af verdens første overvågningssystemer var skabt.

Hvis historien har lært os noget, er det, at kun teknologien sætter grænser for magthavernes lyst til at overvåge deres befolkning. USA’s dataovervågning af snart sagt hele verden – efter alt at dømme i tæt samarbejde med den danske stat – understreger grænseløsheden i det 21. århundreds overvågning. Men også på gadeplan trives overvågningssamfundet. I dag bruger det danske politi således videokameraer til at filme demonstrationer, fodboldkampe og gåture på Christiania. Siden september 2013 har politiet afprøvet de kontroversielle kameraer i politivogne, der kan registrere nummerpladen på biler i trafikken, og inden for få år vil vi også se politidroner flyve over Distortions festende folkemasser. Dansk politis begejstring for overvågningssamfundets muligheder gik imidlertid fra galop til fuldt stop, da Information tirsdag beskrev de såkaldte kropskameraer, der påsættes politibetjentenes vest.

Ideen er, at kameraet ikke bare overvåger borgerne, men lige så meget den udøvende magt, altså politiet selv. Politiforbundet finder det ’udansk’ – der skal da være tillid til ordensmagten, lyder det! Politiets skepsis er ærgerlig, for i den californiske by Rialto har kropskameraet på 12 måneder nedbragt antallet af klager over politiet med 88 procent. Antallet af gange, politiet måtte ty til magtanvendelse, faldt med knapt 60 procent. De tal imponerer tilsyneladende ikke dansk politi, men heldigvis er Enhedslisten, Konservative, SF og Dansk Folkeparti klar til at afprøve krops-kameraer i Danmark.

Det er fornuftigt set af politikerne, for kropskameraet åbner for spændende nye perspektiver i debatten om det overvågningssamfund, der trods mangen en Orwell-læsers ærgrelse nok er kommet for at blive. Det lille kamera har nemlig et stort demokratisk potentiale, som lektor Peter Lauritzen beskrev i Information den 26. august:

»Der ligger et demokratisk potentiale i kropskameraer, som vi skal være nysgerrige over for og undersøge nærmere. Det er jo ikke altid sådan, at overvågning bare er magthavernes redskab mod befolkningen. Hvis man kan indføre kropskameraer på en måde, så optagelser ligger hos en uafhængig instans, så styrker det borgernes retssikkerhed – men så sandelig også politiets, fordi de kan vise, at de følger reglerne.«

Kropskameraet vender ideen om overvågningssamfundet på hovedet, fordi kameraet pludselig kan bruges til at beskytte borgeren mod misbrug af statens magt- og voldsmonopol. Det sker allerede i dag, når borgere hiver smartphonen op af lommen og filmer ordensmagten på arbejde. Ved at formalisere kropskameraet kan dansk politi tage et kvantespring væk fra den mistillid, der især fra den yderste venstrefløj klæber sig til messingskiltet.

Borgernes retssikkerhed er et uafklaret spørgsmål, som en dansk test af kropskameraet skal gøre politikerne klogere på. For hvordan sikrer man borgerne mod at blive unødigt overvåget, hvis kameraet snurrer konstant på politifrakken? Det sætter klare krav til opbevaringen af optagelserne, som nødvendigvis må betjenes af en uafhængig instans. Flere politibetjente vil nok også finde det ubehageligt, at de nu skal overvåges, men som statens udøvende magt forvalter de et særligt privilegium og må derfor leve med den ekstra kontrol. Omvendt vil kropskameraet beskytte politiet mod falske anklager om magtmisbrug og bidrage med bevismateriale i retssalene.

Kropskameraet har potentiale til at demokratisere overvågningssamfundet, fordi det ikke kun beskytter magten mod borgerne, men også borgerne mod magten. Det vil ikke afdække alle tilfælde af politiovergreb, men det vil være et skridt mod et mere demokratisk overvågningssamfund. Og et skridt væk fra Lincoln og krigsminister Stanton.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Jeg er bestemt ikke yderste venstrefløj - nærmest slet ikke venstrefløj - men jeg altid været klar over, at politiet er fuld af løgn.