Leder

Obama og Assad i fælles front mod IS

23. august 2014

Det er historiens makabre ironi, at diskussionen om mulige amerikanske luftangreb mod Islamisk Stats (IS) styrker i det nordlige Syrien brød ud på årsdagen i går for Assad-regimets kemiske angreb på en forstad til Damaskus kontrolleret af oprørere fra Den Frie Syriske Hær.

Flere hundrede civile – måske over 1.000 – led en frygtelig død i bydelen Ghouta den skæbnesvangre morgen den 21. august 2013. Billederne af stribevis af døde børn hjemsøger stadig den civiliserede verdens samvittighed. Det gør mange andre tilsvarende graverende krigsforbrydelser begået af Bashar al-Assads regime også. Alligevel har det internationale samfund undladt at sætte effektivt ind mod Assads systematiske mord på sit eget folk.

Det er og bliver en skamplet, men kan utvivlsomt føres tilbage til en bred uvilje i USA og Europa mod at blive trukket ind i endnu en blodig og nytteløs krig efter de katastrofale erfaringer i Irak.

For et år siden blev den amerikanske præsident Obamas trussel om at bombe Syrien som svar på det kemiske angreb hurtigt taget af bordet. Nu er ideen oppe at vende igen. Denne gang er målet paradoksalt nok Assads fjende, IS, som han gentagne gange har understreget er Vestens egentlige fjende. En pointe, Ruslands præsident Putin også har fremført.

Men kan det virkelig passe, at det gamle mundheld om, at »min fjendes fjende er min ven« endnu en gang bør gælde? At Vesten bliver nødt til at indgå en uformel alliance med Assad-regimet for at slå en fælles terroristisk fjende ned?

Storbritanniens tidligere konservative udenrigsminister Malcolm Rifkind var den første til at bringe den kætterske tanke op i et interview torsdag med The Financial Times.

»En gang imellem bliver man nødt til at indgå partnerskaber med virkeligt slemme mennesker for at komme endnu værre mennesker til livs,« sagde han.

Rifkinds idé fik straks vind i sejlene, da Obamas tætteste militære rådgiver, general Martin Dempsey, samme dag slog fast, at IS ikke kan besejres militært, medmindre der gribes ind mod gruppen i Syrien. I går forudsagde den tidligere britiske hærchef Richard Dannatt, at amerikanske og britiske fly snart vil bome IS-mål i Syrien.

Obamas rådgiver Benjamin Rhodes har afvist et samarbejde med Assad, men samtidig understreger han, at »alle muligheder er på bordet«, inklusive luftangreb i Syrien.

I princippet er der intet usædvanligt i, at lande skifter alliancer midt i vadestedet. Det skete ofte i det 20. århundredes Europa. USA og Storbritannien slog pjalterne sammen med Stalin i en fælles kamp mod Hitler, skønt Sovjetunionen og Tyskland få år forinden havde indgået Molotov-Ribbentrop-pagten. Under Den Kolde Krig blev Stalin igen Vestens fjende.

Et andet eksempel: USA og Iran har i årevis støttet den samme part i Irak. Trods det ville en uformel alliance med Assad-regimet rettet mod IS være en bitter pille at sluge. Hvor bitter afhænger af, hvilken strategi USA og allierede i Europa, Tyrkiet, Iran, Irak og de arabiske lande beslutter sig for at lægge mod IS.

Et stiltiende samarbejde med Assad bør kun være en enkelt brik i en totalstrategi, der omfatter flere andre elementer. Tyrkiet kunne lukke sin lange grænse mod Syrien for at stoppe strømmen af nye IS-rekrutter. Qatar og Saudi-Arabien kunne gøre mere for at stoppe individuel finansiering af IS. Mere våbenhjælp og rådgivning til Den Frie Syriske Hær hører med i billedet. Sammen med en øget militær bistand til de irakiske kurdere og den irakiske hær vil det utvivlsomt lægge pres på IS.

Men det er svært at komme uden om, at denne strategi næppe vil føre til IS’ fald, medmindre den udsættes for systematiske bombeangreb i Syrien. I sidste instans må Obama og andre vestlige beslutningstagere gøre op med sig selv, om IS udgør en tilstrækkelig stor trussel til at berettige åbningen af en ny front.

Syrien har ikke antiluftskyts placeret i nordlige Syrien, så amerikanske fly vil kunne bombe uden formel accept fra Damaskus. Folkeretligt ville luftangreb være mere tvivlsomme. Men det er vanskeligt at forestille sig, at Rusland og Kina vil modsætte sig i FN’s Sikkerhedsråd. Den endelige afgørelse vil ligge hos Obama, hvis udgangspunkt konsekvent har været ikke at starte en ny krig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

»En gang imellem bliver man nødt til at indgå partnerskaber med virkeligt slemme mennesker for at komme endnu værre mennesker til livs,« sagde han.

Eller også allierer man sig med de bedre og moderate parter og bekæmper både de slemme og de virkelig slemme. Jeg ser ikke dilemmaet her. Det er ikke et spørgsmål om enten-eller, men både-og. Eller hvis man er smart, bruger man den ene til at bekæmpe den anden med, og bekæmper herefter den første. Men man kommer ikke uden om at måtte støtte den part, man ønsker at se ved magten til sidst.

/O