Leder

Sort håb

Debat
16. august 2014

Valget af Barack Obama som USA’s præsident indgød mange sorte amerikanere en stolthed. Og et håb om, at en sort mand i Det Hvide Hus ville betyde en forbedring af de elendige sociale vilkår, som en uforholdsmæssig stor del af den sorte befolkning lever under.

Obama havde med sine retorik under valgkampen – Yes, we can – stillet store forandringer i udsigt. Meget bevidst lod han sin regering præge af etniske mindretal – blandt andre den sorte justitsminister Eric Holder.

Et sørgeligt udtryk for skuffede sorte forventninger har de seneste dage præget St. Louis-forstaden Ferguson i delstaten Missouri. To tredjedele af byens 21.000 indbyggere er sorte, men ud af politistyrken på 53 er de 50 hvide. Forleden skød og dræbte en betjent den ubevæbnede afroamerikanske teenager Michael Brown. Det har fået byens sorte indbyggere ud på gaderne i voldsomme antiracistiske demonstrationer – de voldsomste i USA siden 1992. Det lokale politi har gensvaret med tåregas, chokgranater og røgbomber. Øjenvidner kalder centrale bydele for »krigszoner«.

Nu har Missouris guvernør indsat delstatens landevejspoliti til at skabe orden – anført af dets sorte chef, Ronald Johnson, der er opvokset i Ferguson. Guvernøren og hans politichef lover en mildere fremfærd. Stemningen i byen rapporteres nu at være mindre fjendtlig.

Men den bagved liggende sorte frustration er ikke fjernet. Lige så lidt som den er det hos andre af Obamas vælgergrupper. De store forventninger har han ikke kunnet indfri. Dels fordi den amerikanske forfatning henlægger ansvaret for størstedelen af de daglige levevilkår til delstater og byer. Dels fordi den føderale lovgivningsmagt – Kongressen – har været lammet af republikansk obstruktion de sidste seks år. Kongresvalget dette efterår vil næppe give Obama bedre muligheder.

De mange frustrationer vil skabe vrede op til præsidentvalgkampen i 2016. Men også nye håb. Optimisme er en lykkelig del af USA’s politiske tradition.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her