Leder

De 781.120 svenskere

16. september 2014

Det svenske valgs store sejrherre, Sverigedemokraterna (SD), får ingen som helst indflydelse på Sveriges indvandringspolitik. For 87,1 procent af svenskerne stemte for Europas mest liberale flygtninge- og indvandringspolitik i en tid, hvor presset på grund af verdens konflikter er det største siden Anden Verdenskrig, og fordrevne mennesker i hundred tusindvis søger imod Europas grænser.

Det overvældende flertal af de svenske vælgere står derved bag Sverige som en »humanistiske stormagt« og støtter »de åbne hjerters« politik, som den afgående statsminister Fredrik Reinfeldt formulerede tolerancens ideologi. På valgnatten ofrede han sin regeringsalliances overlevelse på spørgsmålet og overlod som lovet regeringsmagten til Socialdemokraternas leder Stefan Löfven og den rød-grønne blok på trods af, at han som andre borgerlige regeringsledere kunne have dannet en overlegen majoritetsregering med SD’s mandater.

Samtlige partier i den nye Riksdag har afvist at samarbejde med SD, selvom partiet har mere end fordoblet deres stemmeandel til 12,9 pct. De har afvist at overlade ansvaret for deres lands flygtninge- og indvandringspolitik til et indvandrerkritisk parti. I stedet har de selv taget ansvaret. På papiret blev SD den berømte tunge på vægtskålen, men ikke i realiteten.

Men hvad med de 781.120 svenskere, der har stemt på Sverigedemokraterna? Signalet til dem er, at deres parti ikke får nogen indflydelse. Det er de andre partiers demokratiske ret. Men faren for at dæmonisere partiets vælgere og negligere årsagerne til deres valg er overhængende. I går udkom avisen Expressen eksempelvis med en forside helt i sort og ordene »781.120 svenskere har stemt på« efterfulgt af SD’s partisymbol – en blomst.

Diskussionen om, hvorvidt det etablerede Sveriges strategi vil få partiet til at vokse yderligere, er allerede godt i gang. Især selvfølgelig i Norge og Danmark, hvor de indvandrerkritiske partier Fremskrittspartiet og Dansk Folkeparti har og har haft afgørende parlamentarisk indflydelse, uanset om de sidder i regering eller ej.

Fire år i Riksdagen uden indflydelse har gødet jorden for SD, som nu er Sveriges tredjestørste parti. 29 procent af partiets vælgere stemte på Moderaterna i 2010. Og Fredrik Reinfeldt (M) har fået kritik for, at han i valgkampen overhovedet bragte emnet indvandring på banen og talte om, at Sverige skulle stå fast på »de åbne hjerters« politik, selvom det også betød, at Alliancen ikke havde råd til flere reformer i den kommende valgperiode.

Dilemmaet med den betændte indvandrerdebat kunne opsummeres med det engelske »Damned if you do, damned if you don’t«. Men det er også en frugtesløs diskussion. Det er til gengæld afgørende for Sveriges sammenhængskraft at diskutere årsagerne til, at hver ottende svensker mener, SD er bedst til at varetage deres inter-esser. Sverigedemokraterna er afgørende forskellig fra både DF og Fremskrittspartiet, eftersom SD udspringer af nynazistiske grupperinger på den yderste svenske højrefløj. Men 781.120 svenskere er ikke racister. Tværtimod er andelen af svenskere, der er positive over for etnisk mangfoldighed og indvandring, ifølge meningsmålinger stigende. Meget bemærkelsesværdigt, men også ret overset, åbnede Stefan Löfven i sin sejrstale på valgnatten døren op for de vælgere, der har stemt på SD, da han talte om den utryghed, der præger dem.

Al politik er ikke strategi. Og lige som svenskerne ved valget viste, at de bakker op om Sverige som humanistisk stormagt, vendte de sig også imod den voksende ulighed, der har øget forskellene mellem de rigeste og fattigste svenskere markant som følge af Alliancens skattepolitik, der især har favoriseret de velstillede. Det krav om rød fordelingspolitik kan Stefan Löfven få mere end svært ved at honorere, fordi han står over for en meget svær regeringsdannelse. Det mest sandsynlige er, at han danner en minoritetsregering med Miljöpartiet, men senere vil søge hen over midten mod mindre borgerlige partier for at stabilisere regeringsmagten. Det kan betyde mere blå end rød økonomisk politik. Og flere proteststemmer til SD.

Selvom Löfven har været forsigtig med at udstede konkrete løfter i valgkampen, er hans åbenlyse udfordring risikoen for, at han må skuffe de rød-grønne vælgere og sluge samme bitre pille som kollegaen Helle Thorning-Schmidt, der også vandt magten, men tabte valget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu