Leder

Ansvarligt

25. september 2014

Alt for mange unge tager en uddannelse uden efterfølgende at komme i job, og derfor griber uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) nu til den åbenlyse løsning: At reducere optaget på de, typisk humanistiske, uddannelser, hvor en stor del af de studerende ikke kommer i job.

Regeringen forsøger at undgå tidligere tiders tendens til at reagere på kortvarige udsving på arbejdsmarkedet og skære uddannelsespladser væk, som der kort efter kan blive brug for.

De uddannelser, hvor der over de næste tre år skal fjernes i alt 4.000 pladser, er udvalgt, fordi de i mindst syv ud af de seneste ti år har sendt en markant større andel studerende ud i arbejdsløshed end andre uddannelser.

Alligevel bliver ministeren mødt med kritik fra regeringens parlamentariske grundlag. Både SF og Enhedslisten finder det tilsyneladende problematisk overhovedet at indrette uddannelserne efter arbejdsmarkedet. »Det er helt forkert, at ministeren vil bestemme, hvilke uddannelser de unge nu må få – hun tager jo de unge som gidsler og straffer dem for, at der mangler arbejdspladser i det danske samfund,« sagde Enhedslistens uddannelsesordfører til Politiken og tilføjede, at det er et politisk ansvar at skabe de nødvendige arbejdspladser.

Ideen om, at arbejdsmarkedet skal indrettes efter udbuddet af uddannelser og ikke omvendt, må kategoriseres som uansvarlig. Regeringen er i sin gode ret til at justere på offentligt finansierede uddannelser, og reelt gør ministeren det eneste rigtige. Humaniora bør fortsat være en af grundstenene i det danske uddannelsessystem, og læreanstalterne skal ikke indrettes mekanisk efter, hvor der er størst jobchancer, men også efter idealet om dannelse. Det ændrer imidlertid ikke ved, at et afgørende mål for uddannelse er at kvalificere de studerende til et arbejde.

Derfor må politikerne tage ansvaret på sig for at indrette uddannelserne efter situationen på arbejdsmarkedet. Alt andet ville være at stikke de studerende blår i øjnene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Schou
Poul Schou anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

OK - det er sikkert rigtigt at indrette uddannelserne efter situationen på arbejdsmarkedet.
Ikke mindst af hensyn til de studerende. Det holder ikke at lade mennesker knokle sig gennem 5 års studier frem til kronisk arbejdsløshed indenfor deres uddannelse.

Men hvorfor i alverden dikterer ministeren ikke et forøget optag på f. ex. lægestudiet?
Det adgangsgivende eksamensgennemsnit er ud over alle rimelige krav, der er mangel på læger, og vi skal også uddanne en stor del af de svenske læger.
Fint, det gør vi så; men øg dog antallet af studiepladser.

Jeg kan stadigvæk få røde knopper, når jeg tænker på Bent Hansen, formand for Danske Regioner, der på TV uden blusel forklarer, at regionerne vil klare det danske lægeunderskud ved at importere læger fra udviklingslandene.

Jamen, det sagde han - som formand for den organisation, der har ansvaret for lægebehandlingen i et land med mangefold flere læger pr. 10.000 indbyggere end noget u-land.

Lise Lotte Rahbek

Ansvar-ligt..
Tjah.
Det er da et pænt ord. Og ligeledes meget anvendt i politiske sammenhænge.

Jeg slog ordet op og fandt, at det havde 2 betydninger.
En juridisk og en filosofisk/etisk betydning.
Da ministeren i denne henseende næppe vil blive holdt ansvarlig i juridisk forstand, så lad os se lidt på den filosofisk/etiske betydning af ansvar.

"Når man til daglig taler om ansvar for handlinger, forudsættes det, at man må kunne forstå mennesker som personer, der har muligheden for at handle frit (hverken styrede af årsager eller ofre for tilfældigheder)."
Ministeren tager altså sin beslutning ud fra, at hun er et menneske der har muligheden for at handle frit. Der er altså ikke tale om, at ministeren handler ud fra en nødvendighed.

"Ifølge en paternalistisk (formynderisk) etik skal den magtfulde handle på den svages vegne. En etik, der tager udgangspunkt i resurser og udviklingsmuligheder, afviser dette; den indebærer tværtimod, at den magtfulde kun handler ansvarligt, hvis han bruger sin magt til at lade den svage udfolde sig frit."
Se.. nu bliver det jo svært at definere, ud fra hvilke kriterier ministeren har truffet sin beslutning om at omlægge uddannelserne til det i erhvervslivet praktisk anvendelige, ikkesandt. Har hun handlet på de svages vegne, eller har hun i virkeligheden slet ikke handlet ud fra sin frie vilje, men ud fra en hensigt om at varetage arbejdsmarkedets interesser? I så fald tager hun jo ikke ansvar, men gør blot det, som hun ud fra et deterministisk logik MÅ gøre.

Men alt dette er jo bare humanistisk mumbojumbo, som man får ondt i hovedet af.
Erhvervsliv, derimod,
DET ved man hvad er.

Ledighed og manglende lydhørhed fra uddannelsesministeren.
Selvfølgelig skal vi på universiteterne ikke uddanne en masse studerende til ledighed. Udfra dette perspektiv kan ministerens bebudede nedskæringer på uddannelser fra primært humaniora kaldes "ansvarlige" som Information gør i sin leder d. 25 sept. Men sagen er selvfølgelig mere kompliceret, hvilket burde interessere Information:
For det første er ledigheden for magistre primært knyttet til dimittender og langt fra begrænset til humanister/magistre, men er stort set lige så høj for DJØF'ere og ingeniører. Den generelle ledighed for magistre falder efter et par år og er generelt lavere end gennemsnitsledigheden. Problemet er altså, at nyuddannede akademikere har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det kunne man jo gøre noget ved, fx via målrettede indsatser og isbryderkampagner til glæde for både dimittender og erhvervsliv. Universiteterne er i fuld gang med praktikforløb og projektspecialer.
For det andet så kæmper vi stadig med at forstå tallene fra ministeriet, som har udsendt lister med nedlagte uddannelser, forkerte navne, etc. som gør det svært at vide, hvem som er ramt af nedskæringer og hvorfor. Men tallene tyder på at nedskæringerne er massive og rammer stort set alle på humaniora. Det er dog svært at have tillid til et talmateriale, som virker så tilbageskuende og fejlbehæftet!
Hvad der imidlertid er helt sikkert er at effekterne vil være ødelæggende for fagmiljøer, som i forvejen kæmper med lave takster, hvis de ikke bremses af en mere nuanceret og lydhør tilgang fra en minister, som engang blev valgt under sloganet "vi lytter…"
Hvorfor sker det her på baggrund af enøjede statistikker og massiv spin? Er det lettere at give humanister skylden for en fejlagtig arbejdsmarkedspolitik end at interessere sig for kandidaternes virkelige problemer?

Jens Thaarup Nyberg

"Ideen om, at arbejdsmarkedet skal indrettes efter udbuddet af uddannelser og ikke omvendt, må kategoriseres som uansvarlig. Regeringen er i sin gode ret til at justere på offentligt finansierede uddannelser, og reelt gør ministeren det eneste rigtige. Humaniora bør fortsat være en af grundstenene i det danske uddannelsessystem, og læreanstalterne skal ikke indrettes mekanisk efter, hvor der er størst jobchancer, men også efter idealet om dannelse. Det ændrer imidlertid ikke ved, at et afgørende mål for uddannelse er at kvalificere de studerende til et arbejde."

Der er vel ingen der har krævet arbejdsmarkedet indrettet efter udbudet af uddannelser; for, hvis humaniora skal være en af grundstenene i vort uddannelsessystem, bliver der vel brug for en del flere humanistisk uddannede.

Lone Koefoed Hansen

Jeg er enig i, at andre end uddannelsesinstitutionerne selv skal kunne sætte loft på, hvor meget man skal uddanne af hvad. Erfaringerne viser, at det har uddannelsesinstitutionerne ikke altid selv været så gode til, fordi det politisk bestemte finansieringssystem har medført, at man må optage mange for at få råd til at eksistere som uddannelsessted.
Det er dumt at forvente kvalitet, når man belønner kvantitet, og deri ligger en del af problemet: den politiske satsning har fremskyndet nogle praksisser, som ikke er hensigtsmæssige. Det er nemlig i nogle tilfælde gået for hurtigt, og vi siger det alle sammen til hinanden, når vi mødes på gangene, og når vi mødes med kolleger fra udlandet, som er underlagt samme type logik, at det dér taxameter--betaling pr bestået studerende--ikke altid er særlig kvalitetsfremmende.
MEN løsningen på at skaffe sig overblik er lige nu for endimensionel. Eller, med byplanlægningsaktivistens Jane Jacobs' begreber om problemtyper: den i går lancerede løsning forsøger at styre problemet ved at betragte det som et simpelt problem og ikke som et problem, som kræver, at man sætter sig ind i komplekse sammenhænge. Det kan ikke løses med en simpel årsag-virkningstankegang, og det kan ikke løses med statisk og sandsynlighedsberegninger. I begge tilfælde misser man så essensen af problemet: at det er en kompleks sammensætning, som kræver indsigt og tålmodighed, hvis man skal løse det.
Her kunne den komplekse sammenhæng fx også være at forholde sig til, hvem der laver velgennemtænkte uddannelser med relevante undervisere og gode fagmiljøer, eksisterende forskning og fin dialog med omverdenen, og hvem der ikke gør. Hvordan man måler det, ved jeg ikke, men det kunne nogen vel finde ud af at forsøge sig med at gøre.
Så ville dimensioneringen være kvalitetsbåren og ikke båret af et simpelt statistisk blik. Og det er det, der skal være budskabet:
Fint nok, dimensionér bare, det vil måske også være fint nok, at uddannelsesinstitutionerne ikke har et økonomisk incitament til at optage alle, inkl en masse af dem, som bare tror, at det er bedre at studere på universitetet end alle mulige andre steder; det gavner nemlig ingen. Men forsøg at løse problemet på en måde, hvor det vil højne kvaliteten og vil understøtte en vigtig kvalitetsdiskussion både i individet, på institutionerne og i samfundet som helhed.