Leder

Dagpengelogik

12. september 2014

Det var politikernes fornuft sat overfor dapgengemodtagernes følelser. Med rationalitet og evidens beroligede de indsigtsfulde politikere de ængstelige ledige, der med den forestående dagpengereform ville miste deres dagpenge efter to og ikke som hidtil fire år.

Men ro på: Reformen ville skaffe dagpengemodtagerne i arbejde, og de reelt kyniske var derfor alle dem, der ville holde arbejdsduelige danskere på dagpenge.

Det var sådan, der i 2010 blev argumenteret af partierne bag dagpengereformen, der foruden den daværende borgerlige regering talte Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Umiddelbart efter indgåelsen af dagpengeaftalen – i maj 2010 – udtalte forhenværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V):

»Der er ikke nogen, der bliver presset ud på kontanthjælp, fordi vi jo vil få brug for arbejdskraft i de kommende år. Det er jo derfor, det er så vigtigt for mig at understrege, at timingen er fuldstændig rigtig. Vi er på vej ud af krisen, ledigheden udvikler sig meget, meget gunstigere.«

Margrethe Vestager (R) viste større medfølelse, men konklusionen var den samme:

»Jeg forstår fuldstændig de lediges reaktion, fordi jeg tror, det her bliver oplevet meget brutalt, når man hører om det. Det, der jo gerne skulle være resultatet, er selvfølgelig, at flere kommer i arbejde. Det er den erfaring, vi har fra reformarbejdet i 1990’erne.«

Desværre er det ikke gået, som politikerne forudsagde. De arbejdsløse er ikke kommet i arbejde ved, at ydelserne er blevet taget fra dem. Det er konklusionen i en undersøgelse af 50.600 dagpengeforløb udarbejdet af Socialforskningsinstituttet. Ifølge rapporten er det blot én procent af dagpengemodtagerne, der finder et job tidligere, end de ville have gjort med en længere dagpengeperiode.

Politikere kan selvfølgelig – ligesom alle andre – tage fejl. Men når der netop blev argumenteret rationelt forud for dagpengereformen, bør politikerne drage ligeså rationelle konsekvenser af deres fejltagelse. Det er vel ikke politikernes følelser, der i dag spærrer for fornuften?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Erik Jensen
Henrik Christensen, Flemming Scheel Andersen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er vel ikke politikernes følelser, der i dag spærrer for fornuften?

Vel ikke kun følelser, men også viljen til at demontere 'den danske model.'

Det er en gennemgående betragtning hos flere observatører, at stædigheden især skyldes at Østergaard ikke kan give efter, fordi han i så fald vil fremstå som en svag leder. Hvis denne betragtning er rigtig betyder det, at det netop i høj grad må være følelser der blokerer for fornuften, da en rationelt begrundet kursændring ville løse et kæmpeproblem for både de ledige og regeringen.

Der var da intet rationelt i det argument, der blev fremført. Det hedder "en sludder for en sladder", når den blinde forsøger at lede, ikke den énøjede, men den klarsynede.
Politikerne vil åbenbart så gerne bestemme over den almindelige lønmodtagerbefolkning, men nu har vi altså et demokrati, så er opgaven at varetage majoritetens interesser, og det er ikke de private virksomheders særlige behov, men derimod den almindelige lønmodtager. Denne interesse er, at man kan leve sit almindelige, rimelige liv, også selvom man bliver arbejdsløs, også selvom man bliver over 50 og derfor kun meget vanskeligt kan ovetale en arbejdsgiver til at ansætte sig, og såmænd også, hvis de kompetencer, man har erhvervet enten ved uddannelse eller arbejdserfaring, kræver langvarig omskoling med enten flere eller andre kompetencer - samt, selvfølgelig, at folk i erhverv, hvor efterspørgslen skifter, er sikret dagpenge i de mellemliggende perioder. For det er jo ikke pengene, der er værdien, de er blot byttemærker for reelle produkter, som alle jo skal have adgang til.
Vi havde engang et yderst velfungerende dagpengesystem, dengang var ingen i tvivl om, at man slet ikke kunne arbejde, hvis man ikke var medlem af både fagforening og a-kasse, og da man også kunne trække begge dele fra som de nødvendige udgifter, de er, var der kun al mulig god grund til at melde sig ind, med den sikkerhed for at kunne blive ved sit fag, det også indebar.

En leder, der ikke træffer de rigtige beslutninger, er en svag leder; men nu er en politiker i et demokratisk parti jo også en repræsentant, der ikke leder, men leder på vegne af.