Leder

Forkælet filmbranche

22. september 2014

Det er ikke pæne ting, der for tiden bliver sagt om den danske filmbranche: Forkælet, klynkende, ude af trit med tiden, reaktionær, idéforladt og det, der er værre. Ser man på branchen udefra, fristes man dog til at give de kritiske røster ret.

I disse dage forhandles der om en ny fireårig filmaftale, som skal udgøre de økonomiske rammer for statsstøtten til dansk film i perioden 2015-18, og filmbranchens parter – producenter, instruktører, biografer, politikere m.fl. – har alle meldt ud, hvordan de gerne ser fremtiden forme sig.

Kritikken af filmbranchen kommer fra både ’almindelige’ biografgængere, it- og teknologifolk, iværksættere og politikere, og den skyldes især et forslag om, at den danske teleindustri skal redde dansk film, som mangler penge, mellem 60 og 80 millioner kroner om året. Indtjeningen fra hjemmevideosalg er siden 2004 faldet så markant, at økonomien i de enkelte film ikke længere hænger sammen. Og teleselskaberne skal, siger dele af filmbranchen, betale for retten til, ja, privilegiet, at streame danske film via de bredbåndsforbindelser, de sælger til forbrugerne.

Man kan sagtens argumentere for, at også kommercielle selskaber har en moralsk forpligtelse til at støtte kunst og kultur i et land, hvor markedsmekanismerne i nogen grad sættes ud af kraft, fordi kunsten og kulturen ikke, og især ikke filmen, kan klare sig uden statsstøtte. Det gælder sågar de mest kommercielle film som Far til fire og Min søsters børn. Og et af mere konstruktive forslag fra filmbranchen går endda ud på, at teleselskaberne ikke nødvendigvis blot skal punge ud, men snarere være en del af filmenes økosystem og investere i de enkelte film mod at få fordelagtige rettigheder i mht. streaming, VoD og onlinesalg.

Men de finere nuancer omkring en eventuel filmrolle til teleindustrien er stort set gået tabt, fordi man i filmbranchen har haft travlt med at kalde hinanden navne. Og desuden ligner det at kræve, at andre betaler, når man ikke har råd eller tjener penge, ren desperation og uvillighed eller evne til selv at gøre en indsats.

Deraf de mange knubbede og delvist fortjente ord om en forkælet filmbranche.

Statsstøtten til dansk film bør fastholdes på det nuværende niveau – ellers risikerer man at ødelægge de seneste 20 års positive kunstneriske udvikling – Det Danske Filminstitut får faktisk en håndfuld millioner ekstra om året de næste fire år, fordi politikerne for nylig under forhandlingerne om et nyt medieforlig flyttede nogle overskydende licensmidler. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke skal stille krav til filmbranchen.

For et par uger siden afholdt Filminstituttet temadag om dansk film, hvor man blandt andet diskuterede finansiering af film.

Diskussionen var den foreløbige kulmination på to års arbejde i det såkaldte Filmpolitisk Forum, hvor også teleindustrien har siddet med.

Det er måske for meget sagt, at det arbejde er spildt, men fundamentale uenigheder mellem producenter, instruktører, biografer, teleindustri og DFI, uenigheder, der åbenbart har været der hele vejen igennem, førte på temadagen til beskæmmende barnligt skænderi og ikke positiv fremadrettet dialog.

Kort tid efter udsendte filmbranchen en pressemeddelelse om, at man skam var enige om mange ting – et forsøg på damage control, som ikke mindst skyldes en frygt for, at kan branchen ikke finde fælles fodslag, tager politikerne over.

I løbet af temadagen og dagene efter blev der heldigvis også luftet mere konkrete forslag, som f.eks. Danske Filminstruktørers ambition om at producere flere billige film og, fra enkelte af branchens øvrige parter, en mere eller mindre udtalt vilje til at eksperimentere med, hvordan og hvornår danske film når ud til publikum.

Men man sidder nu stadig tilbage med indtrykket af en filmbranche, der som helhed er bange for, hvad der sker, hvis den skal tilpasse sig et marked, som fundamentalt har ændret sig. Det handler ikke (kun) om flere penge til at fylde huller med, men om en progressiv og opfindsom måde at tænke på og en større vilje til udvikling og forandring. Så vil man også holde op med at kalde filmbranchen idéforladt og klynkende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har svært ved at se, hvordan filmbranchen er klynkende - og idéforladt betyder vel blot, at man vil fastholde noget, der fungerer?
Jeg tror, at det til filmfolkenes held er sådan, at tendensen til at ville have alt hele tiden er ved at vende!
Til gengæld lider dansk film mere og mere under forsøget på at lægge sig i mainstreamsporet sammen med alle andre landes filmselskaber, inspireret fra USA. Men jeg må indrømme, at jeg stadig har rigtig svært ved at tage disse dystre, alvorlige, humørforladte film alvorligt. Jeg savner den overlegne ballingske humor.