Leder

’De kan godt få lidt mere’

19. september 2014

Fra børn, fulde folk og medlemmer af Folketinget skal man høre sandheden. Der bliver luftet interessante synspunkter i diskussionen om »forbedringer« af au pair-ordningen – særligt interessante bliver de, hvis man laver ’skift objektet ud’-testen: Lad os f.eks. sige, at der blev forhandlet overenskomster for industrien, og alle lønkrav blevet fejet af banen med argumentet »der er jo også rigtig mange arbejdsgivere, der i dag giver mere end mindstelønnen« (Merete Riisagers (LA) begrundelse for at lade det være op til »værtsfamilierne«, om de vil give flere »lommepenge«). Eller at KL med henvisning til behovet for »fleksibilitet« krævede søndagsfri/helligdagstillæg afskaffet for offentligt ansatte og sagde: »hvis en arbejdsgiver har stort behov for, at en ansat løser en opgave på en helligdag, så bytter man den dag til en anden dag – og så kan man jo i al fredsommelighed gøre det sådan« (samme Merete Riisager om, hvorfor au pairs ikke skal have fri på helligdage).

At Liberal Alliance (med Konservatives Mai Mercado som sidekick) protesterer mod noget, der svagt kan minde om lovfæstede arbejdstagerrettigheder, er ikke så overraskende. Mere overraskende er det, at Dansk Folkeparti i au pair-sagen har lagt sig på noget, der svagt kan minde om en arbejderlinje og tilsyneladende er klar til – sammen med Enhedslisten – at kræve flere forbedringer, herunder højere ’løn’, end regeringsudspillet lægger op til. Den overraskelse kommer man sig dog hurtigt over.

For det første afviser DF enhver tanke om, at personer fra ikke-EU lande, der har fået ophold som au pairs, skal have mulighed for at forlænge deres ophold, hvis de finder arbejde eller bliver optaget på en uddannelse. Og forsvarer altså det grundvilkår, der fastholder au pairs som au pairs og dermed som permanent midlertidige migranter, der har ringe mulighed for at organisere sig og forbedre sine vilkår; det gør de så alligevel – organiserer sig – hvad mange andre arbejdere kunne lære noget af. For det andet er forsvaret for »bedre løn- og arbejdsforhold« begrundet paternalistisk snarere end arbejdersolidarisk.

»Au pairs kan godt få lidt mere i løn og lidt mere frihed,« som Martin Henriksen udtrykte det i Ugebrevet A4. Lidt mere løn, lidt mere frihed, det er vel nok pænt af ham.

Også i Venstre er alt ved det gamle; her taler man mod bedre vidende. V-ordfører Fatma Øktem hævder f.eks., at højere »lommepenge« og flere rettigheder til au pairs vil betyde, at ordningen bliver »så dyr og bureaukratisk, at det kun bliver noget, som bestemte familier med høj indkomst kan benytte sig af«.

Men sagen er jo, som bl.a. SFI’s halvandet år gamle rapport har dokumenteret, at det allerede er en ordning, bestemte familier med høj indkomst benytter sig af. De fleste »værtsfamilier« tjener langt mere pr. måned end en au pair gør på to år, og besidder som oftest også fast ejendom og anden kapital. At dem, der hyrer en au pair, ikke skulle have råd til at betale reel løn, er lige så forrykt en påstand, som at arbejdsgivere i Danmark generelt ikke har råd til at betale de historisk tilkæmpede overenskomstmæssige lønninger, når der samtidig – krise eller ej – trækkes massive profitter ud af virksomhederne.

Alle de ovennævnte udsagn om au pair-ordningen tager som udgangspunkt, at au pairs arbejder, og at de arbejder for nogen, der mener sig afhængige af den arbejdskraft. Alligevel er det kun Enhedslisten – og nu også SF, der er så ivrige i deres genfundne venstreorientering, at de har kastet et dobbelt op på lommepengene-forslag ud – der reelt anerkender au pairs som arbejdere.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) mener, at au pair-ordningen »minder om gamle dage, hvor overklassen havde ret til tyende, der stod til rådighed dag og nat for at opvarte og servicere dem«. Det har hun unægtelig ret i, omend »gamle dage« er lidt misvisende i en æra, hvor husarbejdere – primært migranter – eksploderer i antal globalt, samtidig med at kollektive rettigheder undergraves. Ikke kun for husarbejdere, men for alle arbejdere, og ikke mindst i Europa. Snarere end at anskue au pair-ordningen som noget arkaisk, burde man nok begynde at overveje, hvad den fortæller os om nutidens globale arbejdsmarked. Hvis det ikke også skal blive fremtidens, må venstrefløjen hellere begynde at indtænke parolen: husarbejderkamp er klassekamp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Glimrende leder,Nina Trige Andersen,

Men du glemte at fortælle, at Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, også har udtalt, at hun 'helst ville gøre helt op med' - eller m.a.o afskaffe - au pair ordningen.

Som den anakronisme den er og har været i DK, siden medlemmerne af den jævne danske middel- og arbejdsklasse i løbet af 1960'erne fik tilkæmpet sig så gode lønninger og lange ferier, at de også kunne tillade sig den luksus sig rejse ud og se sig om i andre lande uden at slæbe rundt på 'herskabets' hunde, børn og kufferter som betaling for fornøjelsen.