Leder

Den polske ceremonimester

3. september 2014

Én ubehagelighed vil den nyudnævnte EU-præsident, Polens 57-årige premierminister Donald Tusk, blive forskånet for, når han tiltræder jobbet den 1. december: Nemlig at slippe for samme velkomst fra den britiske UKIP-formand Nigel Farage, som hans forgænger Herman Van Rompuy fik. Farage beskyldte den tidligere belgiske premierminister for at have »karisma som en våd klud« og spurgte på de europæiske borgeres vegne – og med nogen ret: »Hvem er du? Jeg har aldrig hørt om dig. Ingen i Europa har nogensinde hørt om dig.«

Den svada vil Farage ikke kunne udspy denne gang. Den liberale Donald Tusk er nemlig blandt de mest højtstående – og succesfulde – politikere nogensinde udpeget til en EU-institution. Og den succes og erfaring, han har med sig efter syv år i spidsen for Polen, vil han få rig brug for i lyset af de enorme opgaver, unionen står overfor.

De tre mest presserende udfordringer, som Donald Tusk selv fremhævede efter udnævnelsen, er:

1) Den fortsatte økonomiske krise i Europa, 2) Ukraine og 3) ’det britiske spørgsmål’.

Spørgsmålet, der nu presser sig på, er, om og i så fald hvordan Donald Tusk vil udøve indflydelse på de områder, og hvad det vil betyde for Europa i de kommende fem år.

Hvor Herman Van Rompuy, der var den første såkaldte EU-præsident, fortolkede jobbet som et, hvor han primært agerede som mægler og udtænkte kompromisser, er der nemlig ingen jobbeskrivelse, der forpligter Tusk til at gøre det samme. Og Tusk har på alle tre områder stærke synspunkter.

Økonomisk set har den hastige overgang fra kommunisme til kapitalisme i Polen og de øvrige ekssovjetstater i de seneste 20 år placeret ham i den britisk-tyske lejr i forhold til det økonomiske argument. Under hans lederskab kan Polen bryste sig af at være det eneste EU-land, der ikke gik i recession under krisen.

Havde han ikke stået for en liberal økonomisk politik, ville han sandsynligvis ikke have fået jobbet, men det betyder efter alt at dømme, at der ikke kan forventes noget pres for en ændring af EU’s krisestyringspolitik fra hans side. Dog ved han, at et rigt Europa er et stærkt og attraktivt Europa, så unionens økonomiske genrejsning vil få topprioritet.

I forhold til Ukraine-problemet er Tusk og de øvrige østlande langt mere Rusland-kritiske end det resterende EU. Andre vil beskrive det som, at landene har været fortalere for en mere troværdig udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det er hans ligeledes nyudnævnte kollega, italienske Federica Mogherini, der som udenrigschef skal stå i spidsen for den enorme udfordring, Ukraine er for EU. Men som del af det magtfulde trekløver, der tilsammen udgør EU’s topledelse, vil Tusk have rig mulighed for at præge EU’s politik på det udenrigspolitiske område. Alene ved at insistere på, at det er vigtigt for EU at prioritere sikkerhedsområdet, vil han adskille sig fra sin forgænger.

Endelig har Tusk arvet aben med navnet ’det britiske spørgsmål’. Storbritannien var oprindeligt blandt Polens største støtter i forbindelse med udvidelsen af EU for 10 år siden, men forholdet mellem de to lande er siden blevet bittert, efter at den britiske premierminister, David Cameron, har beskyldt polske immigranter for at nasse på det britiske velfærdssystem.

Imidlertid har Polen ændret sin sikkerhedsstrategi med indlemmelsen i EU, så det nu anser et stærkt og forenet EU – frem for en alliance med USA – som den største garanti for landets sikkerhed. Der er derfor ingen tvivl om, at Tusk mente det, da han efter sin udnævnelse sagde, at »ingen fornuftig person kan forestille sig EU uden Storbritannien« og lovede at finde løsninger på briternes utilfredshed.

Der er dem, der har beskrevet jobbet som EU-præsident som værende en »europæisk ceremonimester«; en »fikser for og mægler mellem« de europæiske ledere. Det er unægteligt størstedelen af jobbet. Men for en politiker som Donald Tusk, der i sin funktion som premierminister har arbejdet for et stærkere, forenet EU – økonomisk, internt og eksternt – vil jobbet give rig mulighed for yderligere at fremme den dagsorden. Risikoen er interne spændinger mellem EU’s tre topchefer. Gevinsten kan blive et styrket EU, der ved, hvad det vil i verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu