Leder

Putins plan

5. september 2014

»Vi har ikke set megen opfølgning på såkaldte annoncerede våbenhviler«

– Præsident Barack Obamas reaktion på præsident Vladimir Putins plan

Vestens tiltro til den russiske præsident Putins syvpunktsplan for en våbenhvile i det østlige Ukraine kan ligge på et meget lille sted. USA’s præsident Obama, udtrykte håb om, at »Rusland er parat til at stoppe finansieringen, bevæbningen, træningen og i mange tilfælde tilslutningen til russiske troppers aktiviteter i Ukraine«, men der var ingen forventning om fred i luften, da han og hans kolleger mødtes til NATO-topmøde i Newport, Wales for at diskutere den ukrainske situation.

Tværtimod valgte Frankrig – efter måneders pres fra USA og EU-partnerne – at annoncere, at Ruslands indblanding i Østukraine »strider imod grundlaget for sikkerhed i Europa«, hvorfor Frankrig ikke kan levere det første af to hangarskibe bestilt af Rusland. Annonceringen kom efter, at Putin havde fremlagt sin plan.

Hvor velkommen en våbenhvile end er i regionen, hvor flere end 2.000 menes at være blevet dræbt som resultat af kampene mellem ukrainske tropper og pro-russiske separatister, er der god grund til at være skeptisk.

For det første kommer forslaget fra en mand, som gentagne gange har gjort det utænkelige – såsom at annektere Krim – og hvis næste træk synes umuligt at gætte. En mand, som insisterer på ikke at have det mindste at gøre med bevæbningen af oprørerne i Østukraine på trods af, at Ruslands dybe engagement er veldokumenteret af bl.a. uafhængige journalister i området.

For det andet er Putins plan en plan uden kontekst. De syv punkter handler om en afslutning på kamphandlingerne i Luhansk- og Donetsk-områderne. Der er krav om tilbagetrækning af de ukrainske styrker til områder, hvorfra de ikke kan ramme civile områder, et forbud mod militærfly over civilt beboede områder, åbning af humanitære korridorer, fangeudveksling og indsættelse af en uafhængig international observatørstyrke til at sikre, at våbenhvilen overholdes.

Det er en plan for at stoppe kamphandlingerne, men der foreligger ingen overordnet plan for, hvordan de to parter skal komme videre med egentlige fredsforhandlinger.

Hvorfor mon? En forklaring kan naturligvis være, at Putin – som den udenforstående part, han hævder at være – ikke vil anses for at pådutte parterne en løsning. Det er dog en usandsynlig forklaring. Mere sandsynligt er det, at hans mål er at skabe en ’frossen konflikt’; en autonom region i Østukraine, der vil være tæt knyttet til og dybt afhængig af Rusland på linje med de georgiske regioner Sydossetien og Abkhasien og Transnistrien i Moldova. For hvis den ukrainske hær trækker sig ud, vil områderne reelt være under separatisternes kontrol.

Ikke desto mindre vil det første skridt i en løsning på det østukrainske mareridt altid være en våbenhvile. Og Putin vil altid være en nøgleperson i en sådan proces, ligegyldigt hvad han selv siger om sit og Ruslands engagement. Af disse grunde bør de vestlige lande støtte op om Putins initiativ og ydermere levere den kontekst, som våbenhvileplanen mangler.

Det første – opbakningen – er det letteste, om end svært nok. Hvis en våbenhvile rent faktisk kommer på plads, vil det være en enorm propagandasejr for Putin, der tilmed står militært godt i regionen, hvis våbenhvilen skulle bryde sammen.

Det sværeste er imidlertid at levere en overordnet køreplan for en politisk løsning. Det er ikke mindst svært, fordi NATO og Vesten heller ikke synes at have nogen klar vision for, hvad de vil opnå med de tiltag, de selv indtil videre har taget: opbakningen til Kijev, sanktionerne mod Rusland og den militære oprustning i Øst- og Centraleuropa.

Hidtil synes det primært at have handlet om at straffe Rusland og vise Putin, at han ikke vil »slippe af sted med det«. Straf kan – og bør – være en del af svaret på Ruslands uacceptable handlinger.

Men der bør også eksistere en konstruktiv del, der handler om at løse de konkrete problemer. Vesten – særligt EU – bør gribe Putins plan og presse på for, at en våbenhvile kommer på plads, og at seriøse fredsforhandlinger følger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det vigtigste er at undgå en "frozen conflict" og vi må være parat til at gøre det nødvendige for at forhindre dette.
Som minimum bør vi bevæbne det ukrainske forsvar, så soldaterne har en chance mod de russiske specialtropper.
Putin skal vi slet ikke høre på - han er fuld af løgn.

Den tidligere diplomat M K Bhadrakumar skrev bl.a. torsdag 4.9.:
”Besøget af den amerikanske præsident Barack Obama til Tallinn, Estland, havde en perfekt indstilling. Han var på vej til NATO- topmøde i Wales, Storbritannien, hvor ledemotivet var krisen i Ukraine og alliancens opfattelse af Rusland som en modstander. Obama gjorde et tappert forsøg på at efterligne John Kennedys berømte "Ich bin ein Berliner-'tale 1963. Men mens han talte, kom nyheden om en mulig våbenhvile mellem de ukrainske regeringsstyrker og separatisterne i det østlige Ukraine. Selvfølgelig var Ruslands præsident Vladimir Putins hånd i udviklingen åbenbar. Putin forvirrede igen Obama.
Ja, hvis Obamas tale viser sig at være en fuser, er det fordi de amerikanske politikker ikke afspejler realiteterne i verdenspolitikken. Obama talte i Tallinn mere som en mand besat af Cervantes klassiker (Don Quijote) end som en samtidig statsmand i spidsen af den vestlige verden.
Kernen i sagen er, at Obama ikke kan rense sin besættelse af USA ' s exceptionalisme, mens hans land simpelthen ikke har kapacitet til at påtvinge sin vilje på verdenssamfundet.
Måske talte den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger forsætligt lige ud af posen i Wall Street Journal på tærsklen til Obamas afgang til Europa. Kissinger havde dette at sige om den moderne verdensorden: "Men store områder af verden har aldrig delt, og kun samtykkede i det vestlige begreb ”orden”. Disse forbehold er nu ved at blive eksplicitte, fx i krisen i Ukraine og Det Sydkinesiske Hav. Orden- en er oprettet og proklameret af Vesten [efter Anden Verdenskrig] og står ved et vendepunkt ... Fejringen af universelle principper skal parres med anerkendelse af den virkelighed som andre regioners 'historier, kulturer og synspunkter på deres egen sikkerhed " udgør. ”

Da topmødet for verdens pinger sluttede i England, var våbenhvilen underskrevet mellem de ukrainske regeringsstyrker og separatisterne i Hviderusland.