Leder

Skolereform med hovedet i busken

24. september 2014

Igen og igen hører vi politikere sige, at der aldrig er tilført flere ressourcer til folkeskolen. Igen og igen hører vi om opgørelser, der viser, at der bruges færre penge pr. elev. I går kunne Politiken berette, at udgifterne pr. elev er faldet med 13 pct. fra 2002 til 2013. Regering og kommuner forsvarer sig med, at forårets lockout giver en besparelse.

Men faldet rækker længere tilbage. I 2010 var udgifterne til undervisningen i normalklasserne således faldet med 3.301 kr. pr. elev fra 2002 til 2009. De nuværende nedskæringer – uagtet hvad det præcise tal måtte vise sig at være – kommer samtidig med, at folkeskolen skal gennemføre en ny skolereform og en inklusionslov, som undervisningsminister Christine Antorini (S) igen og igen, søreme, har forsikret ikke er en spareøvelse.

De rituelle slagsmål om, hvad der er op og ned i folkeskolens budgetter, afslører imidlertid et problem, der burde give de reformivrige forligspartier sved på panden: Gennemsigtigheden omkring skolernes økonomi er fatalt ringe. Som det er nu, investerer Christiansborg milliarder i den nye folkeskolereform uden reelt at vide, hvad effekten er ude i de enkelte kommuner. I lande som f.eks. Canada, der fungerer som skolemodel for de danske reformer, følges strategiske investeringer nøje i forhold til output.

Herhjemme har vi ikke den indsigt, derfor har vi brug for, at de enkelte kommuners og skolers budgetter bliver åbnet op, så offentligheden kan se, hvor der spares.

På mange skoler er det sådan, at de kommunale politikere f.eks. hævder, at der er fulgt penge med til øget inklusion. Mens lærerne siger det stik modsatte. Sandheden er, at hvis ikke kommunerne medfinansierer de store reformer, så rækker pengene ikke. Kommunerne er hårdt pressede på budgetterne, og så længe det ikke er synligt, hvordan de økonomiske realiteter påvirker skolernes hverdag, går regeringen reformamok med hovedet i busken. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu