Leder

Det Arabiske Forår lever i Tunesien

Debat
29. oktober 2014

Der, hvor det hele begyndte, er det slet ikke slut, tværtimod. Det officielle resultat af Tunesiens første frie parlamentsvalg foreligger først i morgen, men allerede nu kan der konkluderes overordnet: I en region plaget af nulstilling af alle demokratiske forhåbninger og skæmmet af militærkup, borgerkrige, terrordrab og giftige sekteriske modsætninger samt almindeligt mismod, kan det første – og nu også sidste – arabiske ’forårsland’ i dag fejre demokratiets endelige gennembrud.

For det står allerede klart, at islamistpartiet, Ennahda, der vandt så suverænt ved valget i 2011 til den grundlovgivende forsamling, denne gang har lidt et klart nederlag til sine sekulære modstandere. Det erkendte partiet, der er Tunesiens sidestykke til Det Muslimske Broderskab, allerede mandag og uden fortrydelse.

For første gang har et islamistparti således ladet sig stemme fra magten af et folkeflertal og efterfølgende opført sig som en god taber. Frygten for, at demokratiet for også tunesiske islamister blot var tiltænkt en rolle som et springbræt for et shariastyre efter devisen ’én mand, én stemme, én gang’ synes dermed gjort til skamme, uanset hvor megen gusten taktik der måtte være i indrømmelsen.

Et fredeligt og velordnet magtskifte er grundkriteriet for en vellykket transition til et konsolideret demokrati, og just her ligger gennembruddet.

Sandt at sige gled magten Ennahda af hænde allerede sidste år, da partiet og den trojkakoalition, det stod i spidsen for, måtte erkende sin politiske inkompetence i forhold til en fastlåst forfatningsproces, nationens generelle økonomiske morads og en sikkerhedssituation, hvor salafistiske gadepatruljer fik lov at tyrannisere civile – og overlade tøjlerne til et teknokratisk forretningsministerium.

At partiet fik hele 40 procent af stemmerne ved forrige valg, skyldtes i vidt omfang, at det havde forgrundsfigurer, der var kendt som ’martyrer’ for Ben Alis regime og var bedre organiseret end alle dets rivaler.

De sekulære kræfter havde ikke fundet sine ben efter revolutionen og var splittet i over 100 partilister, mange helt ukendte af den brede offentlighed. Men sejrscifrene var misvisende.

Ennahda står denne gang til godt 30 procent af stemmerne, men har næsten helt sikkert en endnu lavere tilslutning, især uden for sine højborge i den fattige indre del af landet, da stemmeprocenten kun nåede op på 60 procent denne gang. Et tegn på den politiske desillusion i et spædt demokrati, der endnu ikke har kunnet tilvejebringe en bedre hverdag for sine mange arbejdsløse og fattige borgere.

Den gode nyhed er, at det denne gang lykkedes at samle mange af de vigtigste sekulære kræfter i et nyt parti, Nidaa Tounes (’Appel til Tunesien’), der står til at få 38 pct. af stemmerne.

Den knap så gode er, at dette parti ikke just tegnes af fornyerskikkelser. I spidsen står således en gammel ræv i tunesisk politik, den 87-årige Béji Caïd Essebsi, der var minister helt tilbage under Habib Bourguiba, det moderne Tunesiens landsfader, der satte landet på kurs mod sekularisering, kvindefrigørelse og modernisering ved uafhængigheden fra Frankrig i 1956.

Bourguiba var en oplyst autokrat, og det er på mange måder hans sekulære Tunesien, der er genopstået efter den mafiøse kleptokrat Ben Alis kvarte århundredes politistatsmellemspil.

Nidaa Tounes tæller desværre adskillige skikkelser fra den gamle garde, der villigt lod sig korrumpere under Ben Ali, men rummer også fagforeningsaktivister og unge revolutionshelte fra 2011.

Uden absolut flertal må partiet nu vælge, om det vil samarbejde med Tunesiens prisværdigt moderate islamister eller søge at danne en ren sekulær blok ved at gå sammen med det liberale parti, Den Patriotiske Union, og Hamma Hammamis socialistiske Folkefront, der også fik et fint valgresultat.

For Tunesien forestår endnu mange politiske kriser, brud og omvæltninger, men den slags hører demokratiet til.

Hvis Nidaa Tounes modstår fristelsen til tilbagefald til tidligere tiders paternalisme, ser demokratiet ud til at stå sikrere i Tunesien. Og det helt uden vestlige militærinventioner. Tuneserne har klaret det hele selv. Det fortjener respekt og anerkendelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her