Leder

Dobbelt fupnummer afblæst

Debat
16. oktober 2014

Aggressiv skatteplanlægning af multinationale virksomheder er blevet kritiseret af regeringer overalt på kloden og har skadet mange landes omdømme (…) Jeg vil sikre, at skampletten efter det ’dobbelte irske’ (skattesystem) ikke længere er påhæftet Irlands omdømme.« Michael Noonan, Irlands finansminister

Der er noget i gære i Irland. Først bakker fattigdomsforkæmperen og rockstjernen Bono – der kalder sig selv en »naturlig socialdemokrat« – op om Irlands kontroversielle selskabsskattesystem, der i årevis har hjulpet virksomheder som Apple, Google og Amazon med at kanalisere deres milliardoverskud langt væk fra enhver statskasse.

Dernæst følger Irlands borgerlige finansminister, Michael Noonan, op med et opgør med selvsamme skattesystem – noget han og hans forgængere har nægtet i årevis trods pres fra EU-kolleger og USA. Men tirsdag annoncerede Noonan pludselig i en tale i det irske parlament, at han vil »afskaffe virksomheders mulighed for at bruge det ’dobbelte irske’ skattesystem«. Ændringen er den mest markante skattereform, siden Irland introducerede sin lave selskabsskat på 12,5 pct. i slutningen af 1990’erne for at tiltrække udenlandske virksomheder. Politikken har været en succes. I dag er næsten hver tiende irer aflønnet af en af de ca. 1.000 udenlandske virksomheder i landet.

Men selv om den lave skatteprocent i sig selv er yderst kontroversiel, så er det netop det såkaldte ’dobbelte irske’ system, der for alvor er blevet kritiseret. Systemet har nemlig gjort det lovligt for virksomheder at oprette søsterselskaber i Irland, der er skattepligtige andetsteds, hvorved virksomhederne helt lovligt har kunnet kanalisere milliardoverskud til skattely som Bermuda. Det har betydet, at selv den lave selskabsskat på 12,5 pct. har været en myte. Ifølge et briefingdokument fra 2011 fra revisorfirmaet Arthur Cox kan den »egentlige selskabsskat blive reduceret til så lidt som 2,5 pct.«. Når europæiske og amerikanske politikere er vrede over ordningen, er det, fordi det ikke kun er den irske statskasse, der bliver snydt, men også i høj grad de lande, hvorfra virksomhederne flytter, men hvor hovedparten af deres forretning foregår. Google havde f.eks. et overskud på 3,4 mia. pund i Storbritannien sidste år, men betalte ifølge The Observer kun selskabsskat af 20,4 mio. pund, fordi moderselskabet er registreret i Irland.

Det ’dobbelte irske’ system er dog langtfra det eneste, der har mødt kritik. EU meddelte tidligere på måneden, at man har igangsat en undersøgelse af, hvorvidt Luxembourg har brudt EU’s konkurrenceregler ved at give Amazon særlige skattefordele, ligesom Kommissionen er i gang med at undersøge lignende sager om Starbucks i Holland, Apple i Irland og Fiats finansielle gren i Luxembourg.

Ifølge Kommissionen koster skatteunddragelse og -snyd unionen ikke mindre end en billion (en million millioner) euro om året i tabte indtjeninger, hvorfor den har skærpet kampen mod smuthuller og særaftaler. Så sent som tirsdag blev unionens finansministre enige om en aftale, der ophæver bankhemmeligheden, så medlemslandene fra 2017 vil udveksle oplysninger om borgernes indestående på deres bankkonti, så ingen længere kan gemme penge af vejen i andre EU-lande.

De to gode nyheder tirsdag er resultatet af årevis af pres mod lande, der har medvirket til skatteunddragelsen. Men mest af alt er det resultatet af en holdningsændring på global plan til skatteunddragelse og –fusk fremprovokeret af finanskrisen. Krisen fik i 2013 G20-landene til at indgå et samarbejde med OECD om udarbejdelse af en global plan for bekæmpelse af skatteunddragelse. De første anbefalinger blev offentliggjort i september.

Hvor finanskrisen unægteligt har medført megen ulykke, så er dette multilaterale samarbejde og pres – i sidste ende fremprovokeret af utilfredse borgere – en af de positive konsekvenser. I dag anses det som moralsk uforsvarligt at facilitere skatteunddragelse. Det er dette pariamærkat, der har været med til at tvinge armen om på den irske regering. Som Noonan selv sagde efter sin tale, så skal det »dobbelte irske« system ikke længere være noget »som kan bruges imod os internationalt«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her