Lad os forestille os, at Danmark havde været besat af Tyskland i 40 år. At statssproget i al den tid havde været tysk. At tusinder var blevet deporteret. Og at Berlin havde ført en aktiv bosætterpolitik. Hvad ville vi efter selvstændigheden stille op med de en eller to millioner tyskere, som havde bosat sig her? Scenariet lyder langt ude, men faktisk er det omtrent det dilemma, vores naboer i Letland og Estland stod over for – blot med russisk fortegn, da de i 1991 løsrev sig fra Sovjetunionen. Efter knap 50 år med sovjetisk undertrykkelse frygtede balterne at blive en minoritet i egne, tilbageerobrede lande.
Det er på den baggrund forståeligt, at Estland og Letlands svar på situationen blev en streng statsborgerskabspolitik, der sørger for, at hundredtusindvis af russisksprogede den dag i dag er uden stemmeret. Men det ændrer ikke på, at det er og var et uklogt svar. I weekenden kunne man i Informations spalter møde statsløse Vladimir Shilin. Ligesom mange andre fra det russiske mindretal har han mistet enhver tillid til det lettiske samfund. Det giver grobund for radikalisering.
Den gode nyhed er, at Danmark, der har tætte bånd til landene i form af især massive investeringer, kan hjælpe balterne på vej til at skabe mere inkluderende og harmoniske samfund. Som et første skridt kunne man lægge pres på landene for at give ikke-statsborgerne stemmeret ved lokalvalg. Udskyde de lettiske planer om stort set af forbyde brugen af russisk som undervisningssprog i mindretallets skoler. Og bidrage til at skabe et russisk-sproget alternativ til Putins propaganda-kanaler, som i øjeblikket er de baltiske russeres primære kilde til information. Ellers risikerer den estiske og lettiske højrefløjs paranoide forestillinger om det russiske mindretal som en destabiliserende femtekolonne at blive virkelighed.
