Leder

Hedegaards retssikkerhed

20. oktober 2014

Det er sandsynligt, at den 27-årige dansk-libaneser, HB, der med føje sigtes for attentatforsøget på Lars Hedegaard, er løsladt fra sin tyrkiske fængselscelle som led i en udveksling af 49 tyrkiske gidsler med Islamisk Stat-militante fra tyrkiske fængsler og hospitaler eller taget til fange af den tyrkiskstøttede oprørsgruppe, Liwa al-Tawhid. At en udveksling fandt sted omkring det tidspunkt, HB blev løsladt, er så godt som bekræftet af Recep Tayyip Erdogan, den tyrkiske præsident, der forleden sagde: »Det er ligegyldigt, hvad vi gav dem, vi fik løst opgaven.«

Andre mulige scenarier er, at HB er løsladt ved en fejl, eller at tyrkiske myndigheder har vurderet, at der er tale om en politisk betinget forbrydelse, hvorfor grundlaget for udleveringsbegæringen kan anfægtes. Endelig kan en fængselsdirektør være truet eller bestukket. Korruption er en banal realitet i tyrkisk retspleje, og Lars Hedegaard har en pointe, når han antager, at HB ikke handlede alene, men som medlem af et terrornetværk.

I disse tilfælde kunne de tyrkiske myndigheder uden for stort ansigtstab forklare en smutter, fulgt op af en beklagelse og forsikring om, at den eller de, der har begået blamagen, er sat behørigt på plads. Ankaras rungende tavshed giver kun mening, hvis en tyrkisk myndighed på højere niveau bevidst har valgt at overtræde Europarådets konvention om gensidig udlevering af efterlyste for kriminalitet af et vist format. Er det tilfældet, giver den embedsmands-delegation, regeringen har sendt til Ankara, kun politisk mening – nemlig at give tyrkerne tid til at finde en forklaring, der kan afværge den diplomatiske krise, der ikke er indtruffet endnu, men som det trækker op til. Regeringen har altså valgt at tømme alle diplomatiske muligheder før den skrider til konkret handling ved hjemkaldelse af ambassadøren i Ankara. Det spiller ind, at Tyrkiet er NATO-allieret og ansøger til fuldt EU-medlemskab, men nok også, at regeringen ikke kan vente støtte fra hverken USA eller de største EU-partnere, der ikke har interesse i at lægge yderligere pres på Ankara i en sag, der set fra Washington, London og Paris er et rent lokalt anliggende – Lars Hedegaard er ikke ligefrem nogen Salman Rushdie. Da Rushdie i 1989 blev mål for en dødsdoms-fatwa, hjemkaldte EU-landene deres ambassadører i en måned, hvorefter de blev sendt tilbage igen – uden at det fik nogen effekt.

Affærens geopolitiske aspekt er jo, at Tyrkiet i forvejen er under pres fra USA med EU-allierede for at tage en mere aktiv rolle i den FN-godkendte beslutning om at nedkæmpe Islamisk Stat. Ingen har noget ønske om at male Ankara op i en diplomatisk krog med Lars Hedegaard som anledning. Det er tænkeligt, at Lidegaard har henvendt sig til mere magtfulde kolleger i NATO og EU, og ikke utænkeligt, at de har henstillet til, at Danmark farer med den lempe, embedsmands-delegationen er et tydeligt signal om.

For hvad er situationen set fra Ankara? Den er, at den tyrkiske regering – mere af nød end af lyst – sætter hensynet til et tåleligt forhold til Islamisk Stat over et godt forhold til en lille NATO-allieret som Danmark. Der er mere end en million syriske flygtninge i Tyrkiet, og IS rekrutterer i tyrkiske storbyer, hvilket udgør en latent trussel mod den nationale sikkerhed. Tyrkiets betingelser for at tilslutte sig koalitionens krigsførelse, sikkerhedszoner på syrisk territorium, flyforbud for Bashar al-Assads luftvåben og ligestilling af kampen mod IS og regimet i Damaskus, er stillet i tillid til, at de ikke imødekommes, da såvel EU som USA (og Israel) er imod. Desuden har såvel Rusland som Iran advaret Ankara mod at engagere sig militært i den syriske borgerkrig, ligesom Kobanis syriske kurdere ikke vil se tyrkiske soldater på deres territorium, men gerne vil se deres våben.

Tyrkerne sidder altså på flere tikkende bomber, der detonerer i samme øjeblik de går fuldt og helt med i den villige koalition, som Danmark er medlem af.

Enhver kan sige sig selv, at i et så komplekst geopolitisk dilemma er hensynet til Lars Hedegaards retssikkerhed i Danmark af endog overordentlig sekundær betydning i Ankara. Det, den danske regering må insistere på, er, at retssikkerheden er lige for alle, også for Lars Hedegaard. e.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Malan Helge
  • Ivan Gullev
Tino Rozzo, Malan Helge og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Lars Hedegaard er ingen Salman Rushdie...."
Nej, det skal guderne vide.
Rart at få proportionerne sat på plads.

Tyrkerne må være usædvanligt langsomme i vendningen, hvis det skal tage dem ugevis og en hel delegation at finde på en forklaring a la den, Lasse Ellegaard kom op med uden at komme ud af skriverytmen.

Danmark har stor respekt for international korruption, så Tyrkiet kunne vel bare have sagt det, som det var, hvis "HB" var en lille ekstragave til vennerne hos IS.

Lars R. Hansen

Det har da ikke noget med retssikkerhed at gøre - måske retsfølelse - og personlig forstår jeg godt, at Tyrkiet må vægte udleveringen af deres egne af ISIL tilbageholdte borgere end at HB udleveres til dansk retsforfølgelse.

Det er jo nok mest sandsynligt at Tyrkerne har brugt ham i en gidseludveksling med IS. Jeg tror nogle af se store vestlige spillere som UK og USA, sikkert ikke er særlige glade for det, men han er en meget lille brik, i et meget større spil, hvor man lige nu ikke vil genere Tyrkiet, fordi der er brug for Tyrkiet. Jeg tror også at USA og UK ikke mener de vil hjælpe Danmark, fordi danske statsborgere tidligere er blevet frigivet af IS mod en løsesum. USA og UK har netop fået halshugget statsborgere, fordi de ikke har frikøbt deres statsborgere. Hvordan skal Danmark egentlig kritisere Tyrkiet, når Danmark ikke selv holder stand over for IS som USA og UK gør. Det er formentlig ikke penge fra den danske stat, men privat indsamlet midler. Men så vidt jeg har læst, har USA netop forhindret at der blev samlet ind til en løsesum, for et af de halshuggede gidsler, og sad sammen med et frikøbt dansk gidsel.

jens peter hansen

Undskyld, men hjemkaldte EU-landene ambassadørerne fra Tyrkiet under Rushdie fatwaen ? Nej det var fra Iran, man hjemkaldte ambassadørerne. Danmark er måske en pissemyre i tyrkisk selvforståelse og Hedegaard er ikke Rushdie, men sammenligningen halter fuldstændig da de to forhold intet har med hinanden at gøre. Over for Iran havde ingen noget som helst at tabe så det var let nok at pege fingre ad Iran. Man må håbe at Ellegaard får en god linjebetaling for sit vås.

”For hvad er situationen set fra Ankara? Den er, at den tyrkiske regering – mere af nød end af lyst – sætter hensynet til et tåleligt forhold til Islamisk Stat over et godt forhold til en lille NATO-allieret som Danmark.”

Er det mig der misser det faktum at Tyrkiet vejer 49 gidslers liv, herunder kvinder og børn højere end løsladelsen af én person der mistænkes for at stå bag en kriminel handling i et fremmede land? Siden hvornår er klaphatten Hedegaards ”retssikkerhed” mere værd end 49 menneskeliv???
Desuden er det en slidt frase at Tyrkiet på nogen måde skulle ønske et forhold til IS. Tyrkiet bruger kynisk IS for at forhindre en væbnet kurdisk tilstedeværelse på dennes sydlige grænse. For tyrkerne gav det god mening. Nu har tyrkerne så opdaget at det nok ikke er så smart alligevel.

Michael Kamp:

Hvornår blev det et faktum, at HB er blevet udvekslet for de 49 tyrkiske gidsler? Og hvorfor kan man ikke blot sige det uofficielt til Danmark? Vi forstår jo tuskhandel så godt som nogen, spørg blot ROJ TV.

@ Claus

Jeg var lidt for hurtig på tasterne. Det er selvfølgelig ikke et faktum, men indtil videre den mest plausible forklaring.
Jeg tror ikke det er så nemt, Tyrkerne kunne ikke sige det hverken officielt eller uofficielt, da det er et brud på de aftaler Tyrkiet har med EU og Nato. Jeg tror tyrkerne et eller andet sted bare håbede på at det gik relativt ubemærket hen.

Torben Lindegaard

@Per Langholz

Vi skal nok ikke bore for meget i spàrgsmaalet, om der er statsmidler i de làsesummer, der er blevet erlagt for danske statsborgeres frigivelse i diverse kidnapningssituationer.
Og vi kan da slet ikke tillade os at stige op paa den héje hest overfor Tyrkiet.