Hedegaards retssikkerhed

Det er sandsynligt, at den 27-årige dansk-libaneser, HB, der med føje sigtes for attentatforsøget på Lars Hedegaard, er løsladt fra sin tyrkiske fængselscelle som led i en udveksling af 49 tyrkiske gidsler med Islamisk Stat-militante fra tyrkiske fængsler og hospitaler eller taget til fange af den tyrkiskstøttede oprørsgruppe, Liwa al-Tawhid. At en udveksling fandt sted omkring det tidspunkt, HB blev løsladt, er så godt som bekræftet af Recep Tayyip Erdogan, den tyrkiske præsident, der forleden sagde: »Det er ligegyldigt, hvad vi gav dem, vi fik løst opgaven.«

Andre mulige scenarier er, at HB er løsladt ved en fejl, eller at tyrkiske myndigheder har vurderet, at der er tale om en politisk betinget forbrydelse, hvorfor grundlaget for udleveringsbegæringen kan anfægtes. Endelig kan en fængselsdirektør være truet eller bestukket. Korruption er en banal realitet i tyrkisk retspleje, og Lars Hedegaard har en pointe, når han antager, at HB ikke handlede alene, men som medlem af et terrornetværk.

I disse tilfælde kunne de tyrkiske myndigheder uden for stort ansigtstab forklare en smutter, fulgt op af en beklagelse og forsikring om, at den eller de, der har begået blamagen, er sat behørigt på plads. Ankaras rungende tavshed giver kun mening, hvis en tyrkisk myndighed på højere niveau bevidst har valgt at overtræde Europarådets konvention om gensidig udlevering af efterlyste for kriminalitet af et vist format. Er det tilfældet, giver den embedsmands-delegation, regeringen har sendt til Ankara, kun politisk mening – nemlig at give tyrkerne tid til at finde en forklaring, der kan afværge den diplomatiske krise, der ikke er indtruffet endnu, men som det trækker op til. Regeringen har altså valgt at tømme alle diplomatiske muligheder før den skrider til konkret handling ved hjemkaldelse af ambassadøren i Ankara. Det spiller ind, at Tyrkiet er NATO-allieret og ansøger til fuldt EU-medlemskab, men nok også, at regeringen ikke kan vente støtte fra hverken USA eller de største EU-partnere, der ikke har interesse i at lægge yderligere pres på Ankara i en sag, der set fra Washington, London og Paris er et rent lokalt anliggende – Lars Hedegaard er ikke ligefrem nogen Salman Rushdie. Da Rushdie i 1989 blev mål for en dødsdoms-fatwa, hjemkaldte EU-landene deres ambassadører i en måned, hvorefter de blev sendt tilbage igen – uden at det fik nogen effekt.

Affærens geopolitiske aspekt er jo, at Tyrkiet i forvejen er under pres fra USA med EU-allierede for at tage en mere aktiv rolle i den FN-godkendte beslutning om at nedkæmpe Islamisk Stat. Ingen har noget ønske om at male Ankara op i en diplomatisk krog med Lars Hedegaard som anledning. Det er tænkeligt, at Lidegaard har henvendt sig til mere magtfulde kolleger i NATO og EU, og ikke utænkeligt, at de har henstillet til, at Danmark farer med den lempe, embedsmands-delegationen er et tydeligt signal om.

For hvad er situationen set fra Ankara? Den er, at den tyrkiske regering – mere af nød end af lyst – sætter hensynet til et tåleligt forhold til Islamisk Stat over et godt forhold til en lille NATO-allieret som Danmark. Der er mere end en million syriske flygtninge i Tyrkiet, og IS rekrutterer i tyrkiske storbyer, hvilket udgør en latent trussel mod den nationale sikkerhed. Tyrkiets betingelser for at tilslutte sig koalitionens krigsførelse, sikkerhedszoner på syrisk territorium, flyforbud for Bashar al-Assads luftvåben og ligestilling af kampen mod IS og regimet i Damaskus, er stillet i tillid til, at de ikke imødekommes, da såvel EU som USA (og Israel) er imod. Desuden har såvel Rusland som Iran advaret Ankara mod at engagere sig militært i den syriske borgerkrig, ligesom Kobanis syriske kurdere ikke vil se tyrkiske soldater på deres territorium, men gerne vil se deres våben.

Tyrkerne sidder altså på flere tikkende bomber, der detonerer i samme øjeblik de går fuldt og helt med i den villige koalition, som Danmark er medlem af.

Enhver kan sige sig selv, at i et så komplekst geopolitisk dilemma er hensynet til Lars Hedegaards retssikkerhed i Danmark af endog overordentlig sekundær betydning i Ankara. Det, den danske regering må insistere på, er, at retssikkerheden er lige for alle, også for Lars Hedegaard. e.