Leder

Sidste runde

Debat
7. oktober 2014

Med et leve for Danmark åbner Helle Thorning-Schmidt i dag ikke bare det nye folketingsår. Hun indleder det, de politiske kommentatorer kalder et højdramatisk politisk år.

Det er valgår, det er skæbneår, det sitrer og det bobler af nye tanker og gamle positioner i bevægelse? Kan I mærke det?

Egentlig ikke. Der vil formentlig blive masser af spænding om udfaldet af valget, og hvis ikke skal vi i medierne nok bidrage med udlægninger af, om regeringen kun kan genvinde magten, hvis Lars Løkke Rasmussen taber den. Måske, måske ikke. Sjældent har så mange talt så meget om politik. Det er sandt, og det er godt.

Men det er også sandt, at sjældent har så få tænkt så få tanker om politik. Det er til gengæld knap så godt.

Den øjeblikkelige (s)tilstand i dansk politik har den politiske landsmødesæson været et rullende manifestation af – senest udtrykt med Venstres landsmøde i weekenden.

Lars Løkke Rasmussen sagde intet, han ikke allerede har sagt. Der var ingen nye politiske markeringer, ingen nye ideer, ingen visioner, ingenting. Det var velkendt tale om flere private arbejdspladser, bedre sundhed, øget tryghed i hjemmet, en kold skulder til de udlændinge, der har behov for hjælp, og en udstrakt hånd til de udlændinge, der kan hjælpe det danske samfund til øget velstand. Det var ren tomgang, og det var hele pointen.

»Jeg kan ikke love, hvor langt vi kommer,« erkendte Lars Løkke Rasmussen.

Her taler landets formentlig kommende statsminister, og hvor er det dog nedslående. Lars Løkke Rasmussen siger intet nyt, og han vil ikke holdes op på det gamle. Hvorfor? Angsten for at blive beskyldt for de løftebrud, der blev et banesår for den siddende regering, har sat sig som en muskelkrampe i dansk politik.

»Vi siger ikke ét før et valg for at gøre det stik modsatte efter et valg,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Nej, så er det bedre ikke at sige noget som helst. Det kan muligvis føre til valgsejr, men det er et demokratisk nederlag. For hvis politikerne afstår fra at formulere deres visioner for fremtidens samfund, hvad er der så tilbage af det, vi kalder politik? Hvis politikerne hellere venter på modstandernes fejltrin frem for at anvise egne veje og løsninger, hvad skal vi så tro på?

Eller som journalist og forfatter Lea Korsgaard i weekenden skrev her i avisen: »Vi taler om det samfund, vi kender, som det eneste mulige ... Vi taler ikke om, hvad der kunne være«.

Hvor ville det være forfriskende, hvis Helle Thorning-Schmidt i dagens åbningstale ikke lod sig begrænse af, hvad hun og regeringen realistisk set kan få gennemført inden folketingsvalget.

Hvis hun formår at formulere en vision for det samfund, hun drømmer om, vil hun udstille Lars Løkke Rasmussen som det, han mest af alt ligner: En ideforladt taktiker.

Venstre kom til magten i 2001 på Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik: »Hvad vi siger før et valg, gennemfører vi efter et valg,« lød parolen.

Nu tyder alt på, at Lars Løkke Rasmussen kommer til magten på en definitiv afmontering af kontraktpolitikken: »Jeg kan ikke love, hvor langt vi kommer.«

Ingen ønsker sig tilbage til Fogh Rasmussens fluebensdemokrati, men vi savner politikere, der har modet og formatet til at formulere en samfundsvision.

Politikerne undervurderer desværre atter vælgerne, når de af frygt for løftebrud undlader at formulere de ideer, vi enten kan tro på eller argumentere imod.

Vælgerne kan sagtens kende forskel på løfter og visioner. Heri kan formentlig hentes én af forklaringerne på, at vælgernes tiltro til politikerne skraber bunden. I 2011 sagde 60 procent af danskerne, at de havde ’meget stor’ eller ’ret stor’ tillid til politikere. I dag er der tale om 38 procent, viser en undersøgelse gennemført af Analyse Danmark for ugebrevet A4.

Men når politikerne forlader visionernes tale er ordet jo heldigvis frit for andre.

Det kan Helle Thorning-Schmidts åbningstale i dag passende erindre om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Giv os politiske valgmuligheder!

Det er svært at acceptere den politiske afvikling af samfundet. Til trods for at vælgerne mistrives med manglende valgmuligheder, fortsætter de traditionelt regeringsbærende partier med at undlade at forholde sig til væsentlige problemer i samfundet.

I næsten alle sammenhænge er partierne uden reelle visioner. Det er tragisk for demokratiet men ikke overraskende. Det synes som om, at alle danske politikere har været på samme spin-kursus, hvor man lærer at manipulere med emnerne, at undlade at tage stilling, at overleve interviews ved at gentage sig selv i uendelighed og at udstikke politiske dagsordner med 3-5 punkter, da vælgerne efter de spintossede (rundtossede) politikeres mening ikke kan håndtere mere.

Værst af alt er at tømningen af partiprogrammer, som på nysprog kaldes modernisering, har medført en generel topstyring af vores folketingspolitikere, som bremser alle dem, som måtte have visioner.

Og for at få danskerne til at tænke på uvæsentlige emner, meddeler Socialdemokratiet i primetime TV og radio op til Folketingets åbning, at vi nu skal kunne beholde vores kørekort uden lægebesøg, indtil vi bliver 75 år. Det vil samtidig betyde en mindre indtægtnedgang hos de praktiserende læger. Det er, hvad regeringen gør for, at det skal være nemmere at være dansker. Selv Venstre kan tilslutte sig forslaget.

Hvornår tager politikerne vælgerne alvorligt?

Torben Lindegaard

Jeg kan meget godt lide, at politikerne ikke giver bastant løfter og garantier.

Altså Fair løsning, Fair forandring..... og hvad det alt sammen hed før sidste valg - dét ville bare blive gennemført, og de Radikale kunne ikke få ændret så meget som et komma, om de så peb eller sang.

Ja tak - det gik lige nøjagtig modsat.

Så det er klogt nok ikke at give garantier; men i stedet understrege, at et forslags gennemførelse forudsætter 90 stemmer i Folketingssalen.

I øvrigt mener jeg, at Anders Fogs kontaktpolitik var nødvendig oven på Poul Rasmussens efterlønsmisère; det var da i hvert fald et løftebrud af de helt store dimensioner.
Han undskyldte bagefter overfor befolkningen; men det var der heller ingen, der troede på.
Hvis han var så brødbetynget, kunne han have trukket efterlønsforringelserne tilbage.

Så ved valget i 2011 troede vi igen på politiske løfter; men det skulle vi jo aldrig have gjort.