Leder

Asken brænder – stadig

Debat
3. november 2014

Historien er velbeskrevet: En tysk kvinde iført spadseredragt og blond paryk vises ind på generalkonsulens kontor i Hamborg. Op af sin håndtaske trækker hun en .38-revolver og sender tre skud mod generalkonsulens bryst. Kvinden flygter ud i en ventende bil.

Manden er generalkonsul for Bolivia og hedder Roberto Pereiras. Kvinden hedder Monika Ertl, og manden bag flugtbilens rat hedder Jan Stage.

Dengang i 1971 var Jan Stage en ung og endnu ukendt journalist, der med sit chaufførjob i Hamborg skrev sig ind i den voldelige del af venstrefløjens historie.

Jan Stages rolle i det politiske mord blev beskrevet i 2009 i en biografi om Monika Ertl, og dengang blev oplysningerne viderebragt i såvel Berlingske som Politiken.

Alligevel fik debatten afsløringens dynamik, da journalist på – og tidligere chefredaktør for – denne avis, Lasse Ellegaard, her i spalterne forleden fortalte, at Jan Stage i 1974 havde fortalt ham brudstykker af historien.

Den standende debat er blevet hjemsted for en lang række strømførende etiske, moralske, eksistentielle og ideologiske positioner og diskussioner. Den handler om Jan Stages handlinger. Den handler om Lasse Ellegaards dilemma. Den handler om Jan Stages reportager i denne avis. Den handler om venstrefløjens forhold til vold som politisk redskab dengang i 1970’erne. Og den handler om, hvorvidt venstrefløjen har taget et nødvendigt opgør med fortiden.

Selv om det burde være overflødigt, har debatten vist det nødvendigt at fastslå det selvfølgelige: Vi tager afstand fra drab eller medvirken dertil. I fortiden som i nutiden.

Man kan – og bør – diskutere venstrefløjens selvopgør med den politiske vold. Det er en debat, som denne avis allerede har og fortfarende ønsker at bidrage til.

Lasse Ellegaard blev ikke afsløret af andre end sig selv. Han skrev sit essay som en refleksion over Jan Stage, der danner forlæg for en aktuel romanfigur. Dermed bidrager Lasse Ellegaard selv til en historieskrivning, alle kan enes om, er vigtig.

Man kan selvfølgelig diskutere Lasse Ellegaards refleksioner, og det er han selv den første til at gøre. Den debat er også blevet ført i denne avis’ spalter, hvor vi har givet ordet til de kritikere, der mener, at Lasse Ellegaard burde have angivet sin ven dengang og i det mindste angre i dag.

Efter bedste evne tilstræber vi fremdeles at nuancere debatten, om end det er vanskeligt at dække en sag, som avisen selv spiller en rolle i.

For en rolle spiller denne avis. Jan Stage var i 1967-1977 ansat som udlandsjournalist på Information, og det er siden kommet frem, at han også arbejdede som agent for den cubanske efterretningstjeneste.

Vanskeligt er det at dømme fortidens beslutninger med nutidens indsigt og moral, men Jan Stages dobbeltrolle som agent ville i dag være uforenelig med jobbet som journalist her på avisen.

Lasse Ellegaard valgte mange år efter at sendte sin gamle ven til Balkan for at dække borgerkrigen. Det var i begyndelsen af 1990’erne, og i de mellemliggende år var Lasse Ellegaard blevet chefredaktør, og Jan Stage var blevet anerkendt forfatter. Udvalgte reportager blevet siden udgivet i en artikelsamling med titlen Asken brænder – det gør den tydeligvis stadig.

Enhver kan sætte sig ind dilemmaet for Lasse Ellegaard og de andre, der siden 1970’erne har kendt til Jan Stages udsagn. Skulle Lasse Ellegaard dengang være gået til politiet med oplysningerne? Her er det afgørende at erindre, at samtalen finder sted 16 år, før Lasse Ellegaard bliver chefredaktør. Der er altså tale om to unge mænd, der talte sammen som det, de var, og forblev livet igennem: venner.

Skulle vennen Lasse Ellegaard have angivet vennen Jan Stage? Var han forpligtet til det? Juridisk eller moralsk?

Juridisk er ingen i dette land – heldigvis – forpligtet til anmelde andres formodede forbrydelser, med mindre nye forbrydelser derved vil kunne afværges. Det er ikke situationen i denne sag. Enhver må gøre sin personlige moral op, men hvis vi følger de moraliserendes morale, risikerer vi at skabe et angiversamfund, der pr. princip sætter statens interesser over venskabets loyalitet. Hvem vil tale for det? I hvert fald ikke rigtige venner. Og vel heller ikke dem, der efterlyser selvransagelse på venstrefløjen?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helten fra 1971 eller som de siger i Matador: Der er brug for en mand med violin og kørekort.

For os der er vokset op med traumerne fra den danske modstandskamp, der som bekendt var rettet mod en ekstrem voldelig nazistisk højreradikal besættelse, er det at gribe til våben ikke uden for det muliges rækkevidde. Spejderdrengemoral.

Jørn Andersen, Hans Larsen og Jørgen Dragsdahl anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Bill Atkins
Selvfølgelig er det at gribe til våben ikke uden for det muliges rækkevidde, hvis de parlamentariske muligheder er udtømte.
Men det har da slet ikke været tilfældet i Vesteuropa i efterkrigtiden.

Derfor skal Blekingegadebanden, Rote Arme Fraktion og de andre grupper fordømmes.

".. slet ikke været tilfældet i Vesteuropa i efterkrigtiden." Kan/kunne det borgerlige DK tænke,mens kollegerne i Mellem- og Latinamerika tømte landenes opposition fra militære fly over Stillehavet.

Det lykkes cj at skrive hele lederen, uden at nævne den anden tidligere chefredaktør på avisen David Trads, heller ikke ved navn overhovedet - elegant!
Til gengæld afslutter cj lederen således, som fortjener at blive gentaget, efter at have afleveret dette statement: "Vanskeligt er det at dømme fortidens beslutninger med nutidens indsigt og moral, men Jan Stages dobbeltrolle som agent ville i dag være uforenelig med jobbet som journalist her på avisen."....
"Skulle vennen Lasse Ellegaard have angivet vennen Jan Stage? Var han forpligtet til det? Juridisk eller moralsk?
Juridisk er ingen i dette land – heldigvis – forpligtet til anmelde andres formodede forbrydelser, med mindre nye forbrydelser derved vil kunne afværges. Det er ikke situationen i denne sag. Enhver må gøre sin personlige moral op, men hvis vi følger de moraliserendes morale, risikerer vi at skabe et angiversamfund, der pr. princip sætter statens interesser over venskabets loyalitet. Hvem vil tale for det? I hvert fald ikke rigtige venner. Og vel heller ikke dem, der efterlyser selvransagelse på venstrefløjen?"
Og således kom David Trads heldigvis alligevel med på banen i lederen!

Jeg synes, det er mere bekymrende, at journalistikken er blevet så sanitær. Farverige personligheder med noget at skrive om burde være avisernes fremmeste bytte.

Niels Engelsted

Jan Stages dobbeltrolle som agent ville i dag være uforenelig med jobbet som journalist her på avisen.

Rart at vide efter den tyske redaktør Udo Ulfkottes afsløringer om infiltrering af medierne og efter den megen debat her i spalterne om Informations dækning af Ukraine-tragedien, hvor en af de journalister, der mest intensivt dækkede begivenhederne (selverklæret på Facebook) var med i Maidan-bevægelsen og havde været det i årevis.

I det hele taget er det betryggende, at den slags ikke sker i Danmark, som redaktører fra de førende medier forsikrede hinanden og seerne om i TV2News Presselogen i søndags. Christian Jensen var helt sikker i mælet her, og selv om min kone tog hans påfaldende mærkelige grin som udtryk for, at han havde stjålet af syltetøjskrukken, så er jeg sikker på, at det var ren stolthed.

Mens dele af venstrefløjen har lagt den politiske vold bag sig, stemmer et enigt Folketing Danmark i krig for med vold at udbrede sin politik - selvopgør søges...