Leder

Det liberale demokratis bittersøde sejr

7. november 2014

De snart 25 år gamle jubelscener vil leve længe i den kollektive erindring: Den 9. november 1989 svandt al frygt bort, og vantro østtyske grænsebetjente kunne kun se magtesløse til, da euforiske DDR-borgere med hakker og hamre slog hul i ’den antifascistiske beskyttelsesvold’. Da også de øvrige kommunistregimer straks efter faldt som korthuse, stod det klart, at et korrupt system var kastet på historiens mødding. Systemet gik under med en pludselighed, der kom bag på mange, skønt dets fallit havde været åbenlys længe: Allerede i 1950’erne havde Vestens af Marshallhjælpen forstærkede markedsøkonomier overhalet kommunismens kommandoøkonomier, og sidst i 1970’erne var sidstnævnte endt i uoprettelig stagnation. Gorbatjovs forsøg på at reformere et system af totalitære tyrannier ved at liberalisere det udløste kræfter, han ikke kunne kontrollere.

De masseprotester, som fik Østblokken til at synke i grus i 1989, var imidlertid ikke prokapitalistiske demonstrationer. De var drevet af længsel efter at få andel i det forbrugeristiske Vestens højere levestandard, men deres hovedkrav var demokratiske reformer, pluralisme, flerpartivalg, ytringsfrihed, rejsefrihed og nedlæggelse af det hemmelige politi. Men østeuropæerne fik også hovedkuldse privatiseringsbølger og afvikling af sociale tryghedsordninger, deriblandt offentligt betalt sundhed og uddannelse. I flere lande fik de røverkapitalisme og oligark-vælde, endda med apparatjiks fra det kasserede system i rollen som ny superrig herskerkaste. De ekskommunistiske nationer blev de facto eksproprieret af den neoliberale globalkapitalisme, hvis herredømme i dag kan synes så uantasteligt som sovjettidens politbureauers.

Det må være konklusionen, når selv et så tydeligt symptom på grundlæggende dysfunktionalitet som finansnedsmeltningen i 2008 ikke kunne inspirere til gennemtænkte modstrategier eller mobilisere folkelig modvilje i kritisk masse. Efter 1989 blev politik en øvelse i teknokrati, hvor det drejer sig om at optimere det liberale, markedsøkonomiske demokrati. Forskellene på ’centrumvenstre’ og ’centrumhøjre’ fik herefter symbolsk karakter.

Men finder ingen seriøse diskussioner af politiske alternativer sted, risikerer vi intellektuel implosion i den brede demokratiske offentlighed. Efter Berlinmurens og ’realsocialismens’ fald burde den demokratiske venstrefløj have stået frisat til at fremlægge sine visioner for et bedre samfund, nu ubelastet af mistanker om at være ’røde lejesvende’. Men overalt blev venstrefløjen marginaliseret, for urimeligt nok forekom også dens projekt miskrediteret af systemsammenbruddet østpå. Til dels marginaliserede den måske også sig selv ved at nedtone kommunismens universelle mål om social retfærdighed og hengive sig til overdreven dyrkelse af identitetspolitik, navnlig ’feminisme’ og ’multikulturalisme’. Murens fald bragte tillige en intensivering af neoliberale bestræbelser på at demontere velfærdsstaterne. Det er værd at erindre sig, at den socialdemokratiske velfærdsstat blev etableret i en tid, da sovjetsocialismens model endnu ikke havde sat sin troværdighed over styr i ideologiernes kappestrid. Endnu dengang havde den økonomiske elite et anderledes kontant incitament til at tilkøbe sig arbejderklassens loyalitet med velstandsløft og sociale forbedringer.

Det ’postpolitiske konsensusdemokrati’ befordrer ikke politisk innovation og rummer også en fare for større politisk medvind til højrepopulister.

Men i et større perspektiv må vi glæde os over, at arven fra 1989 trods alt betød en global sejrsgang for demokratiet. Der findes i dag godt 120 demokratier i verden, og vel er de ikke alle ulastelige, men det er fire gange så mange som for 80 år siden. Ej heller er kinesisk statskapitalisme, putinsk neozarisme eller islamistisk teokrati troværdige konkurrenter til det åbne samfund, som det liberale demokrati forudsætter, og netop dette må være den blivende lære af verdenskommunismens fald: Det liberale demokrati er mere end en ideologisk overbygning for globaliseret, klimaskadelig og miljødestruktiv turbokapitalisme. Et åbent samfund kan stadig være en platform for politisk handling og forbliver vores bedste håb, hvis vi skal afværge det fremtidige klimasammenbrud, der vil blive følgen af fortsat uhæmmet vækst.

I anledning af 25-året for Berlinmurens fald bringer vi tre ledere, der i forskelligt perspektiv reflekterer over tiden før og efter. Dette er den første leder i serien.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • HC Grau Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ejvind Larsen
HC Grau Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, Niels Ivar Larsen! »Det liberale demokrati er (efter sin oprindelige idé, el) mere end en ideologisk overbygning for globaliseret, klimaskadelig og miljødestruktiv turbokapitalisme. Et åbent samfund kan stadig være en platform for politisk handling og forbliver vores bedste håb, hvis vi skal afværge det fremtidige klimasammenbrud, der vil blive følgen af fortsat uhæmmet vækst.« Amen.
Og tak.