Leder

Ikke-problemet, der blev et problem

Debat
15. november 2014

»Ikke-erhvervsaktive unionsborgere, som flytter til en anden medlemsstat alene med det formål at opnå social bistand, kan udelukkes fra at modtage visse sociale ydelser.«

- Dom ved Den Europæiske Unions Domstol, 11. november 2014

Almindelig sund fornuft, kaldte den britiske premierminister, David Cameron, EU-domstolens dom tidligere på ugen, der gav Tyskland medhold i, at det kan nægte en ikke-erhvervsaktiv rumænsk immigrant en social ydelse forbeholdt jobsøgere. »Fra nu af må tilrejsende EU-borgere i princippet understøtte sig selv,« lød det fra det tyske erhvervsministerium, mens flere danske EU-parlamentarikere roste dommen.

»Det er opløftende, at vanviddet trods alt har en grænse – også i EU,« skrev Morten Messerschmidt (DF) f.eks. i en kommentar til Børsen.

’Vanviddet’, han henviser til, er det fænomen, som har fået mærkatet ’velfærdsturisme’ – en form for ’turisme’, der har skabt voksende utilfredshed blandt særligt de nordeuropæiske befolkninger.

I Danmark er antallet af borgere, der erklærer sig negative eller meget negative over for, at EU-borgere kan modtage sociale ydelser i landet, vokset fra 42 til 59 pct. mellem 2009 og 2014, viste en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 tidligere i år. Overalt i Europa er opbakningen til partier, der erklærer sig som modstandere af EU-immigration, eksploderet i takt med krisen. I Storbritannien i en grad, så det har skabt panik i det regerende konservative parti med den konsekvens, at Cameron har krævet indskrænkelse af selve princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed i Europa.

Dommens tone – skriver en kommentator på London School of Economics’ blog – viser, »at dommerne – som de siger i USA – har læst morgenaviserne«. De har med andre ord fortolket sagen i overensstemmelse med folkestemningen, der opfatter velfærdsturisme som et stort problem.

’Opfatter’ er det centrale ord, for selve fænomenet ’velfærdsturisme’ er – viser adskillige undersøgelser – ekstremt begrænset. En undersøgelse foretaget for EU-Kommissionen sidste år fandt, at ikke-aktive EU-borgere i fem ’gamle’ medlemslande – Frankrig, Tyskland, Finland, Holland og Sverige – kun udgør mellem én og fem pct. af bistandsmodtagerne. Af dem havde 64 pct. tidligere arbejdet i landet.

Fra et økonomisk synspunkt er EU-immigranter derfor en klar overskudsforretning, fordi langt hovedparten arbejder og betaler skat.

I Storbritannien – en af de mest højlydte kritikere af velfærdsturisme – er det ikke lykkedes for myndighederne at komme med et bud på, hvad det koster det britiske samfund. Derimod viste en undersøgelse fra University College London offentliggjort i sidste uge, at migranter fra 15 EU-lande har indbetalt 64 pct. mere i skatter, end de har modtaget i understøttelse, mens de, der kom fra de central- og østeuropæiske lande, indbetalte 12 pct. mere, end de modtog. I alt har EU-migranter tilført den britiske økonomi 187 mia. kr. i perioden 2001-2011 foruden menneskelig kapital, der ville have kostet landet 64 mia. kr. i uddannelsesudgifter, skriver forskerne.

Velfærdsturister – som den rumænske kvinde i Tyskland – er altså en klar minoritet. Det ændrer imidlertid ikke ved, at de fylder utrolig meget i den europæiske debat, og at der i befolkningerne er en opfattelse af, at de er et økonomisk problem.

Politikerne har ikke været gode nok til at sætte misbruget i perspektiv, hvilket har resulteret i et meget reelt problem: At borgerne ikke føler, at det nuværende system er fair. Det skaber utilfredshed vendt imod migranterne og imod EU, og det har ført til, at briterne nu er så fjendtligt indstillede, at der er en reel risiko for, at de vælger at stemme for at forlade unionen. En sådan splittelse vil være katastrofal for hele Europa.

Det er i det lys, at tirsdagens dom skal hilses velkommen. Den vil føre til stramninger, ja, men først og fremmest vil den føre til større klarhed om reglerne og større tiltro blandt EU-borgerne til, at systemet er fair – at ingen, selv hvis der er tale om ganske få, kan udnytte det. Den tillid er ikke kun nødvendig for opbakningen til de nationale velfærdsstater, men også altafgørende for opbakningen til EU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her