Leder

Og så er der lige østtyskerne ...

10. november 2014

’I gider os ikke rigtigt mere. Vi går jer lidt på nerverne, for vi er ikke blevet, som I forventede’

- Jana Hensel, DDR-født forfatter og redaktør i en jubilæumshilsen til sine vesttyske medborgere

Det vakte bekymring i Tyskland, da venstrepartiet PDS i 1998 for første gang blev valgt til Forbundsdagen uden hjælp fra genforeningens overgangsregler eller på kredsmandater valgt i det gamle Østberlin. Ved at klare spærregrænsen på fem procent var partiet blevet et ’rigtigt’ parti. PDS – i dag Die Linke – beroligede de bekymrede med, at Tyskland nu omsider var trådt ind i den europæiske Normalität med parlamentarisk repræsenterede venstrepartier.

Op til 25-årsfestlighederne for Berlinmurens fald trængte en nyhed fra det gamle DDR sig pludselig frem mellem stjernekasterne: Socialdemokraterne i delstaten Thüringen åbner nu for et samarbejde med Die Linke, der dermed for første gang vil skulle stille med en delstatsministerpræsident. Forbundstoppen i det CDU, som i så fald skal i opposition efter 15 år, kalder det »utidig mangel på politisk instinkt« at bryde Die Linkes isolation. Die Linke kalder lidet overraskende udviklingen et udtryk for – Normalität.

Pointen i de to begivenheder er ikke, at de handler om afløseren for DDR-statens almægtige SED, men at de med 16 års mellemrum fortæller den samme historie om det forenede Tysklands Normalität: Østtyskerne er ikke en del af normalbilledet – de er en afvigelse. Tyskland har det svært med andre fortællinger om DDR-tiden end den grusomme og den latterlige. Og landet har det svært med, at dagens østtyske anderledeshed skulle være mere end noget, der går over.

Østtyskernes anderledeshed handler om mere, end at hver femte af dem stabilt stemmer på Die Linke. Som beskrevet i Information i weekenden, er der stort set ikke de fakta om dagens tyskere – adfærd, sociale forhold, kulturelle vaner, holdninger – som ikke geografisk danner skillelinjer, der næsten minutiøst løber langs DDR’s gamle statsgrænse. Landet er væk, men giver sig stadig til kende – også blandt dem, der knap var født, da Muren faldt. Ikke nødvendigvis negativt, men anderledes.

Det er ikke så nyt, som det fremstår for os i Vest. Østtyskerne har vidst det i et kvart århundrede. De lever med det i dagligdagen. De giver noget af det videre til deres børn. Og de taler om det – men kun med hinanden.

I Tyskland som helhed er det ikke et tema mellem jubilæerne. De fællestyske medier er vesttyske, ikke østtyske. De intellektuelle, der beskriver dagens Tyskland, er vesttyske. Offentligheden er vesttysk. Og nej, den konstatering overser ikke, at både forbundspræsident Joachim Gauck og kansler Angela Merkel kommer fra DDR. Det bliver tyskerne nidkært mindet om: Hvis Merkel optræder med en plet på blusen, eller Gauck bliver fanget i et ceremonielt fejltrin, så er det deres upolerede østtyske provinsialisme, medierne angiver som årsag. Deres opgave er at passe deres embeder, så ingen lægger mærke til, hvor de kommer fra. Og selv bidrager ingen af dem til at bryde det billede. Eller som den ovenfor citerede Jana Hensel siger, så har østtyskerne med Gauck og Merkel fået en stemme, og den er tavs.

I Hamburg, Frankfurt eller München er østtyskerne i dag lige så langt væk, som DDR var før 1989. Her kan erfaringen fra DDR-tiden mageligt håndteres med begreber som godt og ondt. I Rostock, Marzahn eller Leipzig er DDR-tiden derimod også en levende erfaring, som fortsat genererer afvigelser fra den tyske Normalität og på mange måder gør Tyskland til et delt land.

Vesttyskerne er de fleste. De har pengene, de ejer og styrer virksomhederne, de administrerer landet og sætter normerne – så er det måske ikke så underligt, at det også er dem, der dikterer indholdet af den fællestyske fortælling. Men så længe den fortælling fastholder, at østtyskerne er de anderledes, at de er en forandring bagud, at de halter efter med at tilpasse sig; så længe den ikke levner plads til andre erfaringer end de grusomme og de latterlige, så må østtyskerne leve i et land, hvor den officielle fortælling om dem ikke stemmer med det liv, de erfaringer og de betingelser, der er deres i hverdagen.

Men det er har de jo prøvet før.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christina Petterson
  • Per Torbensen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Steen Sohn
  • Ejvind Larsen
Christina Petterson, Per Torbensen, Palle Yndal-Olsen, Steen Sohn og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lederskribenten nævner den mulige regeringsdannelse mellem Die Linke, Socialdemokraterne og De Grønne i delstaten Thüringen under ledelse af Bodo Ramelow (Die Linke).

Denne udsigt fik tusindvis af højreorienterede fra CDU, Alternative für Deutschland og NPD til at gå på gaden i aftes i protest mod muligheden af en ministerpræsident fra venstrefløjen. Det er åbenbart ikke alle tyske, der er ankommet til demokratiet. Det borgerlige sammenrend demonstrerede i øvrigt under kampråbet ”Wer hat uns verraten – die Soziademokraten.”

Christina Petterson

Endnu et pletskud fra JJ, tak. Vil lige henvise til en fremragende blog skrevet af unge østtyskere: http://einwende.de der netop tematiserer denne ensidige fortælling som Jon Jørgensen beskriver.

Ideen var jo at østtyskerne skulle have det lidt bedre. Materielt.
Og så skulle de indordne sig under Vesttysklands normer.
Og ellers holde deres kæft.
Det med at holde kæft og at indordne sig formodede vesttyskland og vesten ikke ville være noget problem for østtyskere.
Undertegnede har haft mange højt uddannede kollegaer fra Østtyskland.
Har endnu til gode at nogen af dem siger noget dårligt om Østtyskland.