Leder

En sort fredag

29. november 2014

I forgårs besluttede de 12 OPEC-lande at opretholde deres produktion på 30 mio. tønder olie om dagen, selv om der er for meget olie på markedet, og prisen derfor falder og falder – med over 30 pct. siden juni. Reaktionen på OPEC-meldingen var yderligere prisfald i går til ca. 68 dollar pr. tønde amerikansk olie og godt 71 dollar for Nordsø-olie.

OPEC-beslutningen er et signal om priskrig til USA’s skiferolieselskaber, hvis voksende produktion er hovedårsag til olieoverskud og -prisfald. Den paradoksale konsekvens af denne amerikanske olieeufori kan derfor blive, at tæppet mere eller mindre trækkes væk under selvsamme olieskiferproduktion, fordi den er dyrere og mindre konkurrencedygtig end OPEC-olien. Samtidig kan en fortsat lav oliepris få andre til at holde igen med investeringer i at bringe nye, men også mere bekostelige oliereserver i produktion. I går kølnedes interessen for aktier i selskaber som Shell, BP, Total og Mærsk.

»Der er helt klart risiko for udskydelse af investeringsbeslutninger i et miljø med vedvarende lave priser,« sagde Jim Prentice, provinsguvernør i Alberta, Canada, der producerer den ligeledes omkostningsfulde tjæresandsolie.

Så måske kan en vedvarende priskrig betyde svækket interesse for fremtidig olieudvinding med den gunstige virkning, at investeringer dirrigeres mod grønnere løsninger. Paradoksalt, fordi det normalt er høje oliepriser, der gør alternativerne tillokkende.

Omvendt betyder lave oliepriser billigere benzin og forbrugsvarer og dermed incitament til forbrugerne om at svinge kreditkortene. Som i går på Black Friday, der for første gang nåede Danmark som endnu et USA-importeret salgstrick – efter Halloween og Valentines day – til at stimulere forbrugstrangen. Så ny økonomisk vækst i kølvandet på billig olie er også en mulighed. Eller også betyder prisfaldet deflation og forværret krise ...

Facit er ny turbulens, usikkerhed og slinger i retningen for både økonomiens og energisektorens udvikling. Markedet er uberegneligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • Niels-Simon Larsen
John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu