Leder

Stille oprør

6. november 2014

Han er blevet gjort til symbolet på indtil flere socialdemokratiske problemer. Som ene socialdemokrat stemte Jan Johansen forleden for et beslutningsforslag fra Enhedslisten om midlertidigt at halvere genoptjeningsperioden til dagpenge fra et helt til et halvt år.

Og vupti var den ellers ukendte fynbo fra Munkebo landskendt som den ægte socialdemokrat, der stemmer imod Helle Thorning-Schmidts linje og for partiets grundlæggende pejlemærker.

Om billedet er sandfærdigt, må vælgerne afgøre, og selvfølgelig forsøger Jan Johansen med sin medieeksponerede enegang at tækkes de Kansasklædte vælgere i Munkebo, der med Lindøværftets lukning mistede deres arbejde.

Disse mennesker mærker de kontante konsekvenser af regeringens dagpengereform, og for dem er det ingen trøst, at Helle Thorning-Schmidt har bedt en kommission om på den anden side af næste folketingsvalg at udarbejde forslag til et nyt dagpengesystem. Eller som Jan Johansen udtrykte det her i avisen i går:

»Jeg er selv ufaglært. Jeg har intet papir på det, jeg kan. Jeg kunne lige så godt være en af dem, der nu går rundt med en fyreseddel i lommen på grund af krisen … Derfor kan jeg ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke stemmer for forslaget.«

Med sin enegang udstiller Jan Johansen sit partis handlingslammelse i forhold til en reform, det dybest set er modstander af, men som det trods regeringsmagt og statsministerpost ikke ser sig i stand til at gøre noget ved på denne side af et folketingsvalg.

Samtidig tjener historien som bekræftelse for de kritikere – interne som eksterne – der mener, at Socialdemokraterne er blevet et teknokratisk akademikerparti.

Men hvis Jan Johansen virkelig udtrykker en brudt forbindelse mellem partiet og den virkelighed, deres kernevælgere lever i, så varsler det ilde, at han forleden stod helt alene med sit stille oprør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Rasmus Kongshøj
  • Ejvind Larsen
  • Ivan Gullev
Steen Sohn, Rasmus Kongshøj, Ejvind Larsen og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu