Leder

Tavs kommune

18. november 2014

Frederikshavn Kommune finder det ikke »relevant« at orientere egnens borgere eller den brede offentlighed om en markant regnefejl i den omfattende VVM-proces, som kommunen med hjælp fra et konsulentfirma har gennemført forud for, at det franske olieselskab Total før sommerferien har fået tilladelse til en prøveboring efter skifergas i Vendsyssel.

Som bekendt står VVM for Vurderinger af Virkninger på Miljøet, men som påpeget i Information er grænseværdien i VVM-rapporten, for hvornår affald fra prøveboringen skal håndteres som lavradioaktivt affald, ved en regnefejl sat til det halve af den rigtige værdi.

Måske er det mest bemærkelsesværdige, at hverken Energistyrelsen eller Statens Institut for Strålebeskyttelse, der i flere omgange har haft materialet med den forkerte grænseværdi i høring, har bidt mærke i fejlen.

Naturligvis kan Frederikshavn Kommune have ret i, at den højere grænseværdi ikke i sig selv rokker ved konklusionerne i VVM-rapporten, men formentlig vil den højere grænseværdi medføre betydelig mindre mængder lavradioaktivt affald, når Total i følge planerne efter årsskiftet får boret ned i skiferlaget.

Kommunen har i forvejen en hjemmeside, hvor borgerne har let adgang til dokumenter fra VVM-processen. At kommunen hurtigt afviser at oplyse om fejlen her, kan vanskeligt ses som andet end ligegyldighed over for inddragelse af borgerne i den proces, som netop har til formål at høre lokale interesser forud for svære beslutninger om anlæg, der kan få virkninger for miljøet.

I forvejen er borgeres tiltro til oplysninger fra myndigheder om, hvor i Danmark det vil være forsvarligt at deponere radioaktivt affald, helt i bund ifølge en aktuel undersøgelse. At Frederikshavn tier frem for taler, vil kun styrke den i forvejen udbredte mistro.

Hvem har gavn af det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu