Leder

Voldsspiralen i Jerusalem

20. november 2014

Daniella er bekymret. Som restauratør i det jødiske Vestjerusalem ser hun ikke kun isoleret vold, hun ser en tredje intifada, der atter vil affolke gaderne og skade hendes omsætning, og siger til analytikeren Jonathan Spyer:

»Jeg kan føle i knoglerne, hvad der er på vej.« Hun ser en voldsspiral som i årene 2000-2002, hvor hendes søster omkom på grund af en selvmordsbombe i en universitetskantine, og hun frygter, at konfliktens to sider radikaliseres til et punkt hinsides håbet om forsoning. Hvis det ikke allerede er passeret.

De senest måneders voldelige udbrud i den hellige by, der har medført en halv snes meningsløse drab, tyder på, at såvel yderligtgående palæstinensere som radikale jøder ikke bare er ligeglade med forsoning gennem forhandling, men modarbejder den med varierende politisk opbakning.

Senest er to palæstinenseres mord på bedende i en synagoge i Vestjerusalem, der kostede fem dødsofre, blevet rost af Hamas og Islamisk Jihad, men fordømt af det palæstinensiske selvstyres leder, Mahmoud Abbas, om end fordømmelsen nok mere er pligt end forargelse. På den anden side tager Israels leder, Benjamin Netanyahu, også behørig afstand fra volden, men efter de seneste synagogemord sørgede hans kontor alligevel for at offentliggøre makabre billeder af ofrene, der kun tjener til at ophidse til had, og som den israelske avis, Ha’aretz, har kaldt »politisk pornografi«.

Da banditter med løs tilknytning til Hamas i juni indledte voldsspiralen med mordene på tre jødiske teenagere, der blev påskuddet til Gaza-krigen, blev en 16-årig palæstinenser kidnappet og brændt levende af israelere, hvoraf den ene – en indehaver af en brilleforretning – efter sin anholdelse erklærede: »Vi ville terrorisere en araber, vandalisere arabisk ejendom eller bare tæve en af dem, ingen specifik«.

Disse og andre tragedier, der ikke er plads til her, viser hvorledes de radikale fløje er vindere i konflikten mellem jøder og arabere om ejendomsretten til det historiske Palæstina, mens de moderate på begge sider er tabere.

Hovedansvaret for denne skræmmende udvikling er Israels. Så er det sagt – endnu en gang. Bosættelserne i de besatte områder har stået på siden 1967, og bare i perioden fra 2009, da såvel Netanyahu som Barack Obama tiltrådte deres embeder, er landtyverierne taget til. Stort set uantastet og til det internationale samfunds unisone mishag. Den 3. oktober fordømte EU en plan om opførelse af 2.610 nye jødiske boliger i det arabiske Østjerusalem og krævede ’omgående tilbagekaldelse’ af byggeplanerne – til ingen nytte. USA’s udenrigsminister Kerry har i flere omgange sparket nye fredsforhandlinger i gang – til ingen nytte.

For underteksten er klar nok – Judæa og Samaria, som Vestbredden kaldes i den bibelske geografi, betragtes i Netanyahus regering som potentiel jødisk ejendom, og det er kun et spørgsmål om tid, før den annekteres. Som Israels måske næste premierminister, bosætteren Naftalin Bennett, allerede nu kræver. Taktikken er tilsvarende gennemskuelig: De jødiske bosættelser i Østjerusalem har til formål at skabe en bræmme af nabolag, der afskærer byen fra Vestbredden, og derved gør det umuligt at danne en palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad, således som det formelt er forudsat i Oslo-aftalerne fra 1993 og altså i de jævnligt kollapsende forhandlinger om den to- statsløsning, alle parter udadtil støtter.

Men Netanyahu vil ikke se nogen palæstinensisk stat, og når han – stik imod sine sikkerhedschefers vurderinger – dæmoniserer Mahmoud Abbas, der nok er den araber, der er mest Israel-venlig, og gør ham til bagmand for den palæstinensiske terror, puster han til ekstremisternes hadflammer.

Så det, der værker i Daniellas knogler i Vestjerusalem, er ikke kun frygten for palæstinenserne i Østjerusalem kun en lille kilometer fra hendes restaurant, men måske snarere en angst for hendes egen regerings metodiske arbejde på at vedligeholde den terrorisme, der er resultatet af det palæstinensiske raseri.

Det virkeligt deprimerende er, at ingen griber ind med et reelt pres på Israel, der kan føre til to stater til to folk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Ivan Gullev
Kurt Nielsen og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Den sidste amerikanske præsident, der kunne få Israel til noget som helst, var Nixon.

Der var stort set ingen amerikanske jøder, der havde stemt på ham, så han havde ikke meget at miste. Og under alle omstændigheder mente han, at de få jøder, der havde stemt på ham, var så skøre, at det gjorde de såmænd nok igen.

I øvrigt havde Nixon stor respekt for Israel, mens han under ét ikke kunne fordrage de amerikanske jøder.