Leder

CIA – en stat i staten

11. december 2014

Midt i al harmen over de oprørende detaljer om CIA-medarbejderes tortur af 39 terrormistænkte i 2002-06, der blev afsløret i senatsudvalgets rapport tirsdag, er det værd at bemærke en ting: USA har frivilligt og uden pres udefra accepteret at offentliggøre et skamfuldt kapitel i landets historie. At lufte sit snavsetøj i fuld offentlighed er i sig selv en ’rensende’ handling. Fra psykologien ved vi, at den mest effektive måde at håndtere traumer på er ved at tale åbent om dem. Det kan endda bidrage til at forebygge gentagelser.

Autoritære styrer som Kina, Rusland, Nordkorea og Iran, der i går var skadefro over de pinlige afsløringer af Bush-regeringens brud på Genève-konventionerne og FN’s torturkonvention, burde gøre det samme som USA’s regering og lægge alle kortene på bordet. Men det vil naturligvis aldrig ske. Gennemsigtighed er en uundværlig komponent for et funktionsdygtigt demokrati; det er derimod en trussel mod autoritære regimer.

Når det er sagt, bør det tilføjes, at USA ikke kan gøre sig noget håb om at genvinde sin tabte status som ledende forkæmper for menneskerettighederne, medmindre Obama-regeringen og Kongressen griber stafetten fra Demokraterne i Senatets efterretningsudvalg og giver den videre til den kommende justitsminister, Loretta Lynch. Uden et retsligt efterspil for de politisk ansvarlige vil der ikke være nogen garanti for, at en hemmelig efterretningstjeneste som CIA holder sig på den rigtige side af loven, når USA udsættes for et terrorangreb næste gang. Den mest effektive forebyggelse mod en gentagelse af ulovlighederne er retsforfølgelse.

Præsident Obama forbød i en forordning i 2009 tortur. Det var et skridt i den rigtige retning, men en ny præsident kan bare ophæve dekretet og – ligesom George W. Bush gjorde – hemmeligt bemyndige CIA til at benytte en forhørsteknik, der svarer til tortur. Kun en straf til lovovertræderne vil tjene som afskrækkende eksempel. Uden det vil præsidenter og CIA-chefer samt deres underordnede i fremtidige konflikter have et incitament til at omgå amerikansk og international lov igen.

Men det retlige efterspil kommer ikke. Som præsidentkandidat i 2008 lovede Obama at tage det i overvejelse. Da han indtog Det Ovale Kontor, fik piben en anden lyd. Hver dag læste han trusselrapporter fra CIA. Han havde brug for tjenesten; han følte, at en udrensning og reform af CIA ville demoralisere de mange retskafne »patrioter«, der »uselvisk« arbejder for at beskytte deres land. Efter årelange kontroverser om »krigen mod terror” under Bush ville Obama samle fremfor at dele nationen.

I Bushs sidste år indledte hans justitsminister Robert Mukasey en undersøgelse af, hvorvidt der var belæg for at rejse sigtelse mod de ansvarlige for tortur af CIA’s fanger. Den blev fuldført under Obamas justitsminister, Eric Holder. Trods mediers krav om aktindsigt har Justitsministeriet afvist at oplyse offentligheden om, hvad der ligger til grund for beslutningen i 2009 om at undlade retsforfølgelse.

Beslutningen kan næppe være andet end politisk begrundet. Med senatsrapporten ved vi nu, at der forelå belæg nok i interne CIA-dokumenter til at gå efter de ansvarlige for tortur såvel som CIA-chefers mened over for Kongressen, og endda for vildledning af præsident Bush, der dog søndag hævdede, at han blev fuldt orienteret af CIA om den brutale og umenneskelig forhørsteknik.

Der er to sandsynlige forklaringer på Obamas og Holders beslutning: Den ene går på, at en retsproces let kunne ende ved Bushs og Cheneys dør, hvilket ville splitte USA og handlingslamme Obamas første embedsperiode. Den anden går på, at Obama havde brug for CIA i kampen mod al-Qaeda i Afghanistan og Pakistan. Siden 11. september 2001 havde tjenesten forvandlet sig til en mægtig paramilitær organisation, der med sine egne specialstyrker, eget flyvevåben, egne baser i udlandet og kontrol over dræberdroner arbejdede som en stat i staten uden effektivt tilsyn fra Kongres og regering. Alt sammen i største hemmelighed.

At Obama lod CIA vokse yderligere fremfor at tage et opgør med de »rådne æbler i kurven« og gennemtvinge en reform af organisationen har kostet USA’s internationale renommé dyrt. Det bliver også en skamplet på Obamas ellers hæderlige eftermæle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor er Demokraterne sådan nogle politiske skvatmikler? Republikanerne sagsøger Præsidenten for petitesser og som politisk obstruktion, hvorfor går Demokraterne ikke efter Bush og Cheney i denne sag - til evig skræk og advarsel?