Leder

Folkeskolereform årgang 0

13. december 2014

Folkeskolereformen blev født på en kampplads, hvor røgen endnu ikke har lagt sig. Det er ærgerligt, at de territoriale markeringer fra lærere og arbejdsgivere fortsætter her i reformens første halvår, men også forventeligt. Kravet til parterne er det samme, som da klokken ringede ind til det første år med den nye reform for 60.000 skoleelever i sommer: Samarbejde.

Når det er sagt, er det også formålstjenstligt at se på, hvordan det så går med implementeringen af reformen ude i kommunerne og på de enkelte skoler. Nok skal de have ro til at arbejde med de mange nye tiltag og få den af lærerne så forhadte arbejdstidsaftale til at fungere. Den ro efterlyser undervisningsminister Christine Antorini (S), når hun skal svare på kritik af reformen. Forståeligt nok. Men den ro får hun ikke. Om kort tid begynder de indledende øvelser til lærernes nye overenskomst, som skal forhandles på plads i starten af det kommende år. Her vil lærerne stille krav om en ny arbejdstidsaftale i stedet for den, der blev vedtaget ved lov af Folketinget efter ugers lockout af lærerne i 2013.

Der er trods mange kritiske historier om rigide stempelure, mangelfulde lektiecafeer og læreropsigelser også udbredt tilfredshed med centrale elementer i reformen. Ifølge en ny undersøgelse fra foreningen Skole & Forældre foretaget blandt 1.500 forældre fra landets skolebestyrelser er 55 procent tilfredse med de længere skoledage, mens 23 procent er utilfredse. Det samme billede tegner sig angående den bevægelse, der som noget nyt blev indført for at skabe en mere varieret skoledag og mere læring. 39 procent er tilfredse med lektiecafeerne, mens 24 procent ikke er. Elevernes organisation har desuden lavet en rundspørge blandt 174 elevrådsformænd. 58 procent oplever en forbedret skole, mens 14 procent oplever det modsatte.

Men lærerne står imidlertid ikke alene med deres oplevelse af uheldige konsekvenser i forbindelse med reformen og den nye arbejdstidsaftale. I en undersøgelse fra Danmarks Lærerforening (DLF) siger næsten ni af ti lærere, at de ikke har tilstrækkelig tid til at forberede deres undervisning. Lærerne underviser i dag i gennemsnit to klokketimer mere end før reformen, som netop skulle frigive mere tid til undervisning. Og de har hele tiden frygtet, at det vil gå ud over forberedelsestiden.

Blandt skolelederne, der hidtil har bakket op om reformen, er der nu også bekymring for, om bukserne sprækker. Som skoleledernes formand, Claus Hjortdal, udtalte til Jyllands-Posten: »Vi må konstatere, at reformen nok ikke er så velfinansieret, som vi blev stillet i udsigt. Lærerne er generelt pressede, og på de tilbagemeldinger, vi får fra skolerne, tyder det på, at de underviser mere, end vi havde forventet,« siger skoleledernes formand, som dog mener, at det endnu er for tidligt at konkludere, hvad der skal ændres. Også formanden for Skole & Forældre er bekymret, fordi lærerne bl.a. siger, at de ikke har tid til at rette så mange skriftlige opgaver som tidligere.

Endelig er der rapporter om et stigende sygefravær og brug af vikarer, som kædes sammen med skolereformen, stigende arbejdspres og stive arbejdstidsregler. Til det kan man selvfølgelig indvende, at det er et udtryk for en mere samlet protest fra lærernes side. Det er der nu ikke meget, der tyder på, når man hører de enkelte lærere berette om deres dagligdag. Kommunerne forsvarer de nye regler med, at lærerne skal vænne sig til nye måder at effektivisere undervisningen på, f.eks. at en lærer underviser tre klasser i det samme i stedet for at tre lærere forbereder det samme til tre forskellige klasser. Den tankegang kolliderer imidlertid med kravet om, at lærerne skal tilgodese elevernes individuelle læringsstile og lave differentieret undervisning. Det kræver, at man kender sine elever. Undervisningen i folkeskolen foregår altså ikke i hold og med forelæsere som på de videregående uddannelser.

Omkring en fjerdedele af landets kommuner – der er uenighed om det præcise tal – har indgået lokale arbejdstids- eller forståelsesaftaler for at skabe mere fleksibilitet. Det er på tide, at KL og DLF rydder bordet og får rettet de fejl, der skader en god reform. Alene det faktum, at omkring en fjerdedel af kommunerne allerede har gjort det, tyder jo på, at der ting, der kan tales til rette, og i den grad har behov for at blive det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

55% forældre er glade for de længere skoledage, er det så fordi. de slipper for samværet med de børn. de ikke ved. hvorfor de har sat i verden. Hvad skulle det ellers være???

Ole Andersen
Peter Bangs Vej 35 2000 F

55% forældre er glade for de længere skoledage, er det så fordi. de slipper for samværet med de børn. de ikke ved. hvorfor de har sat i verden. Hvad skulle det ellers være???

Ole Andersen
Peter Bangs Vej 35 2000 F

Christian Wadskov

55% af medlemmerne af skolebestyrelserne er tilfredse.
Det er ikek forældrene der er blevet spurgt, men skolebestyrelserne.
Umiddelbart er det en falliterklæring at kun 55% af de mennesker der er ansvarlige for driften af de enkelte skole er tilfredse.
Man glemmer også meget bekvemt at de 29% der er utilfredse igener af de mennesker der er ansvarlige for skolernes drift.
Derudover er der i undersøgelsen ikke blevet spurgt til reformen, men til tilfredsheden med vores børne skolegang.
Det virkeer også besklæmmende at Information fortsat viderebringer historien om at der er tale om en lærerprotest i forbindelse med sygemeldingerne.
Det er en noget overlegen attitude når der meldes tilbage fra arbejdsmedicinske klinikker at lærerne er alvorligt stressede.
Undersøgelsen blandt elevrådsformændene er lavet efter en massiv 1 mill kr. kampagne UVM har finansieret for DSE for at udbrede reformens fortræfffeligheder.
Af de 174 adspurgte var der omkring 100 positive eller overvejende positive.
Hovedsagelig DSE medlemmer.
Resten var ikke positive.
Og så blandt de repræsentanter der er medansvarlige for skolernes drift via bestyrelserne.
Der bliver ikek ro omkring folkeskolen så længe medier og politikere ikke er i stand til at forholde sig kritisk til de oplysninger de får.

Kurt Nielsen og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne kommentar

Fra de lærer jeg kender, lyder det enstemmigt, at der er kø hos psykologerne, mange lærere kan slet ikke holde til at være så meget på og have så lidt tid til at lade op igen og går derfor ned og mange er ganske simpelt ved at se sig om efter andre job.

Politikerne har lavet den reform, de ønsker, med det langsigtede mål at få nedlagt folkeskolen og privatiseret uddannelsen af de unge, så det kun er de, der har råd til det, der kan få en uddannelse. Der er tale et udskillelsesløb i forhold til hvem, der er udset til først at skulle tage biletten, når klimakatastrofen for alvor begynder at få konsekvenser. Så må vi sikre, at kun de rigeste overlever.

Vores tænkning om folkeskolen er kørt af sporet. Vores? Ja, de 'lærdes', politikernes, forældrenes osv. Og lærerne har i den kamp ikke kunnet stå imod presset.
I dag spærrer de fleste øjnene op, når jeg skriver, at didaktik er og skal være noget helt andet end pædagogik. Pædagogik handler om at støtte børn i livet, om at være til, om at have det godt - med sig selv om med sine omgivelser. Didaktik handler om at lære, om at undervise. Og dette burde være skolens kerneopgave. Men i Danmark er Folkeskolen - og dens lærere blevet presset ind i en pædagogisk opfattelsesmodel, der har slugt deres gerning, dem selv og...
Pædagogikkens mål er at have det godt og at lære at tackle sine sociale udfordringer osv.
Didaktikkens mål er at skolebørnene lærer f.eks. at læse, at regne, at stave, at fysikke og kemikke og geografisere.
Men pædagogikkens motivations-teorier som er knyttet til dens specifikke mål, er blevet presset ned over lærerne, og har gjort det næsten umuligt, at holde fokus på, at børnene skal lære noget. For de sen-moderne krav til Folkeskolens læreres undervisning er først og fremmest, 'at det skal være spændende' - ikke 'at det skal være væsentligt eller relevant'.
Og kravene til lærerne er, at de skal motivere de børn, som forældrene ikke selv har opdraget, og som forældrene ikke støtter skolen med at forklare børnene, at skolen er stedet for læring - ikke for sjov og ballade.
Nu har vi med skolereformen fået et væld af pædagoger ind i Folkeskolen. De kræver at blive behandlet som ligeværdige partnere - osv. osv. Og helt i gået tabt er det, at Folkeskolen - hvis det ikke var for en kæmpe kæmpe stor folk godhjertede lærere - er druknet i oplevelsespædagogik og well-feel, og feel-good pædagogik uden krav om krav - andre end at være søde og være gode ved hinanden.
Dermed er Folkeskolen endt i en pasningsordning, uden mål for eller rum til at lære.