Leder

Godt nyt er intet nyt

3. december 2014

Her er to bemærkelsesværdige statistikker:

1) Siden 2006 er ungdomskriminaliteten i Danmark halveret. Både vold, trusler, tyveri og hærværk er faldet.

2) 72 pct. af unge med indvandrerbaggrund fra ghettoområderne tager i dag en ungdoms-uddannelse. Det er ni procentpoint flere end i 2008, og udviklingen ser ud til at forsætte – både for piger og drenge.

Det går den rigtige vej med integrationen. Samarbejdet mellem politi, skole, kommune, foreninger og forældre; lektiecafeer, ungdoms-klubber, mentorordninger og lommepengejob. Skidtet virker, siger eksperterne. Men hvor mange har egentlig hørt om denne herlige udvikling?

I 20 år har vi haft principielle debatter om bander, hijabber, frikadeller og ghettolister, og vi har problematiseret indvandrere og flygtninge i en sådan grad, at hele det politiske spektrum er flyttet til højre. Socialdemokraterne har tabt valg på det; Dansk Folkeparti er vokset frem gennem det. Men nu – når der endelig er gode nyheder – hører vi ingenting. I al ubemærkethed lavede regeringen, DF, K, SF og Ø således fredag en aftale om at bruge 18 mia. kroner fra Landsbyggefonden til renovering og sociale initiativer i de almene boliger. Det er penge til alt det, der virker; alt det, der får de unge ud af BMW’erne og ind på ungdomsuddannelserne. Det gled under medieradaren.

De principielle værdidebatter står tilbage som sofistisk debatgymnastik, hvis de ikke følges op af en interessere i de praktiske løsninger.

Vi – medier, politikere og borgere – har en farlig forkærlighed for konflikt. Mens beretninger om hjemmerøverier og bandeskyderier, trods deres begrænsede forekomst, let trækker overskrifter, bliver succeshistorier om faldende kriminalitet og stigende uddannelsesgrad knap nok bemærket. Godt nyt er intet nyt. Det tegner et skævt billede af virkeligheden. Realiteten er, at det faktisk går fremad med integrationen. Og vi gentager: Det går fremad med integrationen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men nu – når der endelig er gode nyheder – hører vi ingenting. I al ubemærkethed lavede regeringen, DF, K, SF og Ø således fredag en aftale om at bruge 18 mia. kroner fra Landsbyggefonden til renovering og sociale initiativer i de almene boliger.

Det er også udmærket, og igen dannes der fælles fronter mod Venstre - men lad os nu undgå sangen om, at 'nåja, flygtningeindustrien betaler bedre end de mindrebemidlede danskere' når investeringen skal 'betale sig' påfølgende. Altså : hvad har lige den detalje med integration at gøre ? 'Sociale initiativer' ved jeg ikke helt hvad der menes med udover at det er jobskabende ... for nogen segmenter.
Og så kunne nogen af alle disse aktivitetspenge måske bedre gå til at gøre noget ved de 50000 forfaldne og tomme bolig-bygninger på landet. Disse kan vel eksproprieres for meget lidt (de påståes jo at være kommercielt værdiløse) - og konverteres til en rural version af det relativt altomfattende statslige boligselskab i socialdemokraternes halv-hemmelige forbillede Singapore ?