Leder

Et historisk krav

16. december 2014

Danmark tog i går skridt til den største udvidelse af Kongeriget siden Kalmarunionen. Regeringen indsendte sammen med Grønlands Selvstyre et krav på 895.541 kvadratkilometer havbund i det Arktiske Ocean til FN’s Sokkelkommission. Selv om det enorme område befinder sig under 4.300 meter iskoldt vand og tilsyneladende kun rummer forbipasserende isbjørne og det symbolske punkt Nordpolen, er der alligevel tale om et historisk forsøg på at omtegne Danmarks grænser. Regeringen er både fej og naiv, når den påstår, at der ikke er tale om en politisk udmelding, og hvis den tror, at andre lande ikke vil opfatte det som sådan.

Det danske krav på Nordpolen er blevet til på grundlag af de internationale spilleregler i FN’s Havretskommission, der beskriver kyststaters ret til ressourcerne på og under havbunden på landenes udvidede kontinentalsokkel.

I 12 år har danske videnskabsmænd og embedsmænd målt og analyseret på havbunden i Arktis, og her mener de altså at have fundet bevis for, at den undersøiske bjergryg Lomonosov ligger i naturlig forlængelse af den nordgrønlandske landmasse. Det er den bevisførelse, regeringen nu har indsendt videnskabelige data for, og det er på den baggrund, at udenrigsminister Martin Lidegaard (R) gemmer sig bag, at det danske krav alene er et resultat af en objektiv geologisk proces.

Sokkelkommissionen er ganske rigtigt et ekspertudvalg, der blot behandler de videnskabelige data og ikke tager sig af, om andre lande har gjort krav på et overlappende område. Canada og Rusland vil højst sandsynligt hævde, at Lomonosovryggen ligger i naturlig forlængelse af henholdsvis den canadiske og den sibiriske landmasse, og Sokkelkommissionen kan meget vel ende med at give alle tre lande ret. Hvis der er overlap, vil staterne først tegne de endelige grænser i en efterfølgende politisk forhandling.

Men netop forløbet omkring Danmarks, Canadas og Ruslands opmålinger og krav i Arktis viser med tydelighed, at det politiske spil allerede er i gang, hvad enten Martin Lidegaard vil stå vil det eller ej. Danmark og Canada var længe i parløb og har samarbejdet om at indhente de videnskabelige data. Aftalen var at dele det overlappende område imellem staterne ved en fastsat midterlinje, men så sprang Canada fra aftalen sidste år, hvorefter Danmark også valgte at lade sit krav brede sig over midterlinjen. Det valg er ikke truffet af videnskabsmænd.

Med Rusland har samarbejdet været reduceret til en lejet atomisbryder, men indtil nu har parterne heller ikke trådt overdrevent ind på den andens banehalvdel. Det hidtidige russiske krav går kun akkurat op og omfavner Nordpolen fra russisk side, mens det danske krav kun akkurat omfavnede Nordpolen fra dansk side – indtil i går. I sit endelige krav til FN har regeringen i stedet valgt at strække det videnskabelige grundlag til det yderste og fordoble det krævede område helt op til den eksisterende russiske grænse. At det krav ikke er helt uproblematisk afsløres af, at den russiske regering på forhånd blev briefet om det. Det står uvist, hvem der valgte at udvide det danske krav. Men det var ikke videnskabsmænd, der valgte at give russerne en briefing.

I forlængelse af den absurde fornægtelse af det politiske signal i den markante territorieudvidelse nægter Lidegaard også at forholde sig til den seneste trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der direkte adresserer samarbejdet i Arktis. Der er risiko for, at Rusland vil forfølge sine interesser i Arktis »mere offensivt« og »på bekostning« af internationalt samarbejde, finder FE på baggrund af konflikten i Ukraine. Men udenrigsministeren vil kun forholde sig til, hvordan Rusland har opført sig i Arktis indtil nu.

Uden tvivl dækker Lidegaards blåøjede udtalelser over et mere nuanceret diplomati i kulisserne, hvor Danmark på papiret spiller offensivt ud, men retorisk toner det ned. Men ministerens udtalelser skygger over, at Danmark reelt ikke har andet håb, end at alle spiller efter reglerne. Vi har kun fået adgang til Nordpolen med hjælp fra Canada og Rusland, og kun med deres velvilje kan vi knytte den symbolske plet til Grønland. I det lys er så aggressivt et territoriekrav som muligt måske ikke det bedste oplæg til forhandling. Men så levede stormagtsdrømmen lidt igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
  • Grethe Preisler
Toke Andersen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer