Leder

Israels nødvendige kursskifte

29. december 2014

Det er nogle år siden en redaktør for dette dagblad tørt noterede, at »dækning af Mellemøsten handler kun om fnidder i israelsk indenrigspolitik«. Det var før de arabiske revolter overtog de daglige breaking news-bulletiner, men meget tyder på, at ’fnidderet’ vil få prominent plads på nyhedstapetet. Ikke kun fordi israelerne går til valg den 17. marts, men fordi valget vil afgøre, om Israels kolonisering af Vestbredden fortsætter uanfægtet, eller om 2015 bliver signalet til begyndende afvikling.

I januar er det 102 år siden den tyske jurist Arthur Ruppin, leder af ’Palæstina-kontoret’ (det senere Jewish Agency) og i øvrigt opfinder af kibbutz-kollektiverne, i januar 1913 noterede, at selv om zionistiske opkøb af arabisk land havde nået 50.000 dunam (5.000 hektar), var mere jord nødvendigt for at realisere drømmen om et jødisk hjemland i Palæstina.

»Men styrkes arabernes nationalbevidsthed, vil vi møde en modstand, der formentlig ikke længere kan imødegås med penge,« forudså Ruppin.

Han fik som bekendt tragisk ret. Kun fem år efter Oslo-aftalerne i 1993 om en to-statsløsning tilskyndede den senere premierminister, Ariel Sharon, »alle og enhver til at besætte så mange bakkedrag, vi kan overkomme. For alt det, vi ikke tager nu, vil gå til dem«.

Sharons praksis foregår, mens dette læses, stiltiende tolereret af Vesten og indtil sidste forår reelt godkendt af en korrupt palæstinensisk ledelse, der i 1993 accepterede rollen som Israels vicesherif i de besatte områder. Helt bizart kaldte PLO’s chefforhandler i Oslo, Ahmed Qureia, Israels ’adskillelsesmur’, der inddrager 11 pct. af Vestbredden på israelsk side, for ’racistisk’ samtidig med, at han solgte cement til dens opførelse. Det var status quo i 21 år.

2015 kan blive begyndelsen til enden på status quo. Den USA-initierede fredspantomimes sammenbrud i april og et stedse mere utilfreds palæstinensisk bagland satte i det forløbne år skub i PLO-leder Mahmoud Abbas diplomatiske offensiv for FN-anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat i erkendelse af, at den konstant kuldsejlede ’dialog’ ikke er vejen frem.

Europæernes tålmodighed med Israel er helt nedslidt af endnu en Gaza-krig, hvor EU-betalte bistandsprojekter igen blev udbombet. Sverige, Frankrig, Storbritannien, Spanien, Irland og Europa-Parlamentet har helt eller delvist anerkendt Palæstina, og flere vil følge. EU-retten frisatte Hamas fra terrorlisten og i sikkerhedsrådet har Frankrig (og PLO) têten med et resolutionsudkast, der sætter 2017 som deadline for israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden. At den ikke er sendt til afstemning skyldes et godt råd fra John Kerry om at vente til efter valget i marts, da den ellers vil styrke den israelske højrefløj – et råd, der antyder, at Israel ikke længere kan regne med USA’s automatiske veto.

Benjamin Netanyahu, Israels længst siddende premierminister siden David Ben-Gurion, har tilsyneladende intet lært, men kun tilsyneladende. Hans retorik mod EU, som han beskylder for »intet at have lært af massemordet på seks millioner jøder«, modsiges af hans accept af den civile teknokratregering, Hamas og Fatah dannede i juni, og som han den gang kaldte ’terror-regering’ og forsøgte at torpedere med Gaza-krigen i august, der kostede 70 israelske og mere end 2.000 palæstinensiske liv.

Netanyahu tillod teknokratregeringens at mødes i Gaza, hvor premierministeren, Hamdallah, blev fotograferet omfavnende Hamas-leder Ismail Haniyeh. Forinden havde den israelske viceudenrigsminister, Tzachi Hanegbi, forhandlet med ’terror-regeringen’ i New York om Gazas genopbygning.

Pragmatikeren Netanyahu synes på vej til et kursskifte. Han går stadig efter en valgsejr med de samme sikkerhedsargumenter, men står stedse mere alene – således kalder Avigdor Lieberman, udenrigsminister og superhøg, Netanyahus status quo-diplomati »en fiasko« og melder samtidig ud, at den internationale kritik bør mødes med israelske fredsinitiativer.

Lieberman har læst de meningsmålinger, der viser at halvdelen af israelerne sætter økonomi og social lighed højere end den sikkerheds-paranoia, der plejer at afgøre israelske valg. Som denne gang ikke kun handler om ’fnidder’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu