Leder

Junckers problem

16. december 2014

Det bliver sværere og sværere. EU’s kommissionsformand Jean-Claude Juncker kæmper for at forsikre sine kolleger om, at han ikke selv direkte forhandlede aftalerne om skattely med de mange multinationale virksomheder, der flyttede deres overskud til Luxembourg i de år, hvor Juncker var hertugdømmets premier- og finansminister.

Økonomen Thomas Piketty påpegede i lørdagens Information, at Junckers nationale finansieringsmodel har bestået i, at Luxembourg har stjålet sine naboers skattegrundlag. I samme periode har Juncker været en af de centrale politiske arkitekter for det europæiske fællesskab, frie marked og fælles valuta, som han i dag leder.

Det er et fællesskab, som Jean-Claude Juncker altid har været en varm fortaler for. Det er svært at fatte, at han ikke har indset, hvor dyb en trussel mod det, Luxembourgs fiflerier har været. Det er derfor, han kæmper for at vaske sine hænder.

Men det, han skal vaske af dem, er hans egne gamle pralerier. F.eks. tog han i en tale i parlamentet i oktober 2005 ifølge Wall Street Journal personligt ansvaret for den aftale om hovedsæde i Luxembourg, der gjorde det muligt for Skype kun at betale mikroskopisk skat af sit gigantiske overskud.

»Denne lovende aktivitet udspiller sig, omend langtfra kun af den grund, i det favorable finanspolitiske miljø, som vi har bygget op her i Luxembourg gennem år og årtier,« sagde Juncker dengang.

Også i et interview i marts 2004 gjorde han reklame for sin indsats for skattefidusen:

»Vi har landet AOL, Amazon, Microsoft. Nogle tror, at de bare er faldet ned i skødet på os. AOL, det var mere end 200 timers forhandlinger (...) 1 pct. af BNP i skatter – det tager jeg gerne imod, også uden arbejdspladser.«

Få bestrider i dag, at en europæisk fælles-valuta uden finansiel samtænkning og skatte-harmonisering var en katastrofal ide. Jean-Claude Juncker har stået i spidsen for den. Det er vanskeligt at se ham løse de problemer, den har medført.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • HC Grau Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • Erik Jensen
HC Grau Nielsen, Ejvind Larsen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu