Leder

Mareridtet i Lima

Debat
15. december 2014

Hvis man anlægger en illusionsløs synsvinkel på de endeløse internationale klimaforhandlinger, frister det til en forudsigelse af, at COP21-mødet i Paris om et år kan ende som et rent deja-vu af COP15 i København for fem år siden, måske befriet for de pinligheder den daværende danske regeringsledelse gjorde sig skyldig i.

Som det huskes, endte topmødet i Bella Center med en tekst, hvor to graders global opvarmning blev sat som smertegrænse, hvor et antal landes frivillige CO2-reduktionsmål blev oplistet, og hvor i-landene lovede at mobilisere 100 milliarder dollar pr. år i 2020 til u-landenes klimaindsats.

Fra COP20-mødet i Lima, som sluttede natten til søndag efter endnu et traumatisk maratonforløb, ligger der nu et dokument på fire sider, som »inviterer« landene til at indlevere deres »påtænkte, nationalt bestemte bidrag« til begrænsning af klimatruslen »i god tid« inden Paris-mødet. Dertil inviteres landene til at »overveje« at inddrage et element om tilpasning til klimaændringerne. Og endelig »appelleres« til i-landene om at øge deres finansielle støtte til u-landenes klimaindsats.

Dette kodesprog betyder:

• at verdens lande ikke har egentlig pligt til at indlevere de nye klimamål, og at målenes ambitionsniveau for CO2-reduktion også er en frivillig sag.

• at der ikke er sikret en proces i 2015, hvor landene sætter sig sammen og presser hinanden til at hæve ambitionerne, så to graders grænsen faktisk kan overholdes.

• at i-landene ikke har pligt til i deres mål at medtage et finansielt bidrag til u-landenes klimatilpasning.

• at der ikke er skabt større sikkerhed om, hvordan i-landene vil tilvejebringe de på COP15 lovede 100 mia. dollar pr. år.

Så hvis landene i Paris viser samme modvillighed som nu i Lima, kan slutresultatet som i København blive et katalog af frivillige CO2-mål, helt sikkert for svage til at sikre to graders målet. Plus en repetition af i-landenes finansielle løfte fra København. Et diminutivt fremskridt på fem år, totalt ude af trit med situationens alvor.

Denne skeptiske udlægning udspringer af oplevelsen i Lima af fortsat dyb global splittelse. På den ene side en række i-lande med bl.a. USA og Australien, der insisterer på, at u-landene skal gøre mere for CO2-reduktion, men ikke have mere i form af yderligere tilpasningsstøtte. På den anden side en større gruppe u-lande med bl.a. Kina og Indien, der insisterer på at fastholde det hidtidige skel mellem i- og u-lande, selv om en række u-lande i dag er rigere end visse i-lande. Dette skel er faktisk opretholdt i teksten i form af en sidste øjebliks indrømmelse til Kina m.fl. Klemt inde mellem disse to positioner er så en række lande, der vil have handling: udsatte ø-stater, mange af de fattigste lande, en gruppe progressive latinamerikanske nationer, EU.

Midt i denne traumatiske situation er det på en egen bizar måde positivt, at verdensoffentligheden endnu engang mindes om, hvor utilstrækkelig FN-processen er, og hvor helt afgørende det derfor er at skærpe klimaindsatsen på alle andre niveauer. Og i den sammenhæng er det til gengæld yderst opmuntrende, at den grønne omstilling er ved at få klart momentum ude i virkeligheden.

Hvor vanskelig Kina end har været i Lima, så er denne verdens største udleder nu for alvor på vej til at omlægge sin egen energipolitik i mere klimavenlig retning. Og overalt hørtes i Lima fortællinger om lande, lokalsamfund og samarbejdsprojekter mellem i- og u-lande, der baner vej for vedvarende energi, energieffektivisering, skovplantning, mere bæredygtig transport etc. Dette kombineret med den svindende tillid til de fossile energi-systemer og -selskaber – herunder som investeringsobjekter – giver fornemmelsen af et forestående tipping point i udviklingen. Nu handler det ikke længere om at komme først, det handler om ikke at komme sidst i omstillingen til en ny økonomi med energisystemer, hvis brændstof – sol og vind – er gratis.

Og jo mere praktisk momentum der kan skabes ude i virkeligheden det kommende år, desto lettere burde det også blive i Paris at få aftalt de globale rammer, der kan forankre omstillingen og beskytte den mod skiftende konjunkturer og fossile selskabers dødskamp.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her