Leder

Østergaards virkelighed

2. december 2014

Som politikertype repræsenterer indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard et ideal. Han vil kende den virkelighed, han lovgiver over, og som vi andre lever i. Når det handler om de arbejdsløses virkelige virkelighed, orienterer Det Radikale Venstres formand sig via medierne. Det er en ærlig sag.

Som det fremgik af weekendens Information, følger Morten Østergaard i øjeblikket med i DR-programmet Den dag de fremmede forsvandt, hvor seks ledige danskere i en uge udfører det arbejde, udlændinge normalt varetager. Og økonomi- og indenrigsministeren bryder sig ikke om det stykke mediemodereret virkelighed, han her præsenteres for.

Direkte »provokeret« blev ministeren, da han forrige mandag i sit fjernsyn kunne se, at der var danskere, der sagde nej til et arbejde som stuepiger, arbejdsmænd eller tjenere.

»Alle, der så det program, må konstatere, at det tilsyneladende er sådan, at nogle har den opfattelse, at man kan vælge mellem at tage et arbejde eller være på dagpenge,« fastslog ministeren, der straks varslede stramninger af dagpengereglerne. Her er en minister, der reagerer på den virkelighed, han ser.

De gældende regler er sådan set til at forstå: Arbejdsløse skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og gør de ikke det, risikerer de sanktioner, herunder at miste retten til dagpenge.

Nu er der bare det ved hovedpersonen i tv-udsendelsen, at hun søgte en fuldtidsstilling og blev tilbudt en deltidsstilling. Derfor takkede hun nej. Hvad ministeren siger til det: »Jeg vil ikke sagsbehandle de konkrete sager«!

Men det afholdt altså ikke Morten Østergaard fra – alene på baggrund af selvsamme tv-udsendelse – at varsle stramninger af dagpengereglerne. Vanskeligt er det at hæve sig over den mistanke, at ministeren gerne løfter enkeltsager til lovgivning, når de underbygger hans forudindtagede holdninger.

I modsat fald er det op til sagsbehandlerne i de enkelte kommuner at slås med den virkelighed, ministeren måske burde følge på tættere hold end via en tv-skærm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
  • Britta Hansen
  • Rune Petersen
  • Henrik Christensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Erik Jensen
Rasmus Kongshøj, Britta Hansen, Rune Petersen, Henrik Christensen, Niels Duus Nielsen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sagen er at Østergaards virkelighed ikke er for "hvide mennesker"; uden overenskomst og uden for lands lov og ret. Vi er tilbage i kolonitiden og slaveriet.

Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen, Britta Hansen, Rune Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Socialrådgiver Bettina Post har offentliggjort følgende indlæg i Jyllands-Posten d. 28-11-2014 http://m.jyllands-posten.dk/premium/kommentar/medandreord/ECE7242816/Kan...
og som supplere Christian Jensen kloge lederartikel på passende vis; At Østergaard og andre elitære politikere laver love, absolut uden kendskab til den virkelighed som den berører.

KAN DET PASSE? af Bettina Post
Jeg skal da lige love for, at Danmarks Radio har fået færten af godt fjernsyn med mindre privilegerede hovedpersoner. Alene inden for de seneste fire måneder har DR1 beriget seerne med hele tre serier om dem af os, som lever de problemfyldte liv på langvarig overførselsindkomst.

Seneste skud på stammen havde premiere i mandags, hvor ”Detektor”-vært Thomas Buch-Andersen i første afsnit af ”Den dag de fremmede forsvandt” fik seks arbejdsløse danskere til at demonstrere deres uformåen til tonerne af ”I Danmark er jeg født”.

Programmet var dybt frustrerende. Mest fordi der var så meget, som ikke blev fortalt. Hvorfor har man f.eks. ud af tre virksomheder udvalgt to, som ikke har tegnet overenskomst? Hvorfor bliver der ikke spurgt til, hvor virksomhederne annoncerer efter arbejdskraft, siden ingen danskere søger job der? Bruger de overhovedet jobcentrene? Allermest har jeg undret mig over, hvordan programmets seks hovedpersoner er blevet castet til at skulle prøve kræfter med forskellige fuldtidsjob af fysisk krævende kaliber.

Der er Daniel, som, siden han droppede ud af en uddannelse som 17-årig, kun har haft småjob. Han lever af kontanthjælp og lommepenge fra sine bedsteforældre. Daniel fortæller, at han udeblev fra jobbet i en thailandsk familierestaurant, fordi det ikke kan betale sig for ham at arbejde, da lønnen modregnes i kontanthjælpen. Hvorfor er der ikke en behjertet sjæl, som har fortalt ham, at det ikke helt passer, fordi han ville have fået lov at beholde 25 kr. pr. arbejdstime? Og hvorfor er der ingen, som spørger lidt til forklaringerne på, at han har været afhængig af kontanthjælp i hele sit voksne liv?

Den 52-årige Lene må kaste håndklædet i ringen over for et rengøringsjob med en fuldkommen absurd akkord. Hun fortæller, at hun har været ramt af sygdom i mange år. Hvorfor er der ingen, der spørger, hvordan hun har det nu? Er hun blevet rask? Eller kan det mon være helbredet, som står i vejen for, at hun kan løbe hurtigt nok til at tjene en løn, hun kan leve af? Det må vi nøjes med at gisne om.

Og så er der Ole. Han vælger helt håbløst at møde tre timer for sent på anden arbejdsdag, og derfor får han ikke noget job. Han har tidligere arbejdet i postvæsenet, men har fået revalidering til datamatiker. Revalidering bevilges yderst sjældent og kun, hvis der er sket et tab af arbejdsevne, som kan genskabes gennem uddannelse. Hvad er mon Oles historie?

Spørgsmålene står i kø hos mig. Er jeg den eneste?

Der er ingen tvivl om, at denne type programmer er godt fjernsyn. Vi får tegnet portrætter af nogle mennesker, som kun få af os kender fra vore egne liv. Og på sikker afstand kan vi alle sammen gysende følge med i, at de træffer de forkerte valg. Siger de forkerte ting. Lever de forkerte liv. Godt, det ikke er os.

Men det, som vi ser, er udtryk for bevidste redaktionelle beslutninger. De konkrete valg og fravalg af spørgsmål og svar i ”Den dag de fremmede forsvandt” er som skabt til at understøtte påstanden om, at danske arbejdsløse er en samling dybt forkælede dovenlarser, som får så mange penge forærende, at de ikke gider bestille noget. Derfor blev debatten efter programmet mindst lige så forudsigelig som, at juleaften falder 24. december. Hvad skal vi bruge det til?

Thomas Buch-Andersen har netop udgivet den glimrende bog ”Fup, fejl og fordrejninger”, hvor han opfordrer læserne til at blive bedre til at gennemskue debatten og gøre klar til selv at stille spørgsmålet: »Kan det nu også passe?« Det er hermed gjort.

Rasmus Kongshøj, Britta Hansen, Ebbe Pedersen, Ivan Gullev, Rune Petersen, Henrik Christensen, Curt Sørensen, Steffen Gliese, Sören Tolsgaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Overenskomster? - Vi skal da bare have nogle unge og flittige rumænere til at udføre arbejdet i en helvedes fart! At de nedslides, er ikke arbejdsgivers problem, så må de søge skånejob eller bistand hos det offentlige, naturligvis!

Hvad der vel reelt er tale om også, og som politikerne kan forsøge at udrydde alt, hvad de kan uden effekt fra nu af og til dommedag, er den almindelige fornemmelse af retten til et jo i nærheden af det, man har uddannet sig til, medmindre man selvfølgelig kan se fornuften i at lade sig overtale til at skifte spor.
Landet svømmer over af ufaglærte, som virksomhederne får lov at vælge fra, og når man hører arbejdsgiverne i denne udsendelse, står det klart, at de slet ikke forstår, hvad det vil sige at være arbejdsgiver, nemlig at efterspørge og opsøge den arbejdskraft, man er afhængig af. I stedet sidder man med hænderne i skødet og regner med, at folk selv kan finde ud af at henvende sig i en af de 200.000 danske virksomheder, og at det vil være et perfekt match. NEJ! Initiativet må udgå fra den, der har arbejdskraften behov.

Grethe Preisler

Erfaren mand er god at gæste. Og er der noget De Radikales nye partiformand Morten Østergaard har erfaring med, så er det nødvendigheden af at være fleksibel og omstillingsparat på arbejdsmarkedet.

I løbet af de tre år, De Radikale og Socialdemokraterne har været regeringspartnere, har altmuligmanden Morten Østergaard selv påtaget sig lederposten i tre forskellige fagministerier uden at kny og uden at beklage sig over, hvor kort tid der var til at sætte sig ordentligt ind i sagerne i det ene ministerium, før han blev forflyttet til det næste.

Henrik Christensen

Og så er det, man overvældes af desparation - mod så stor dumhed og ignorance må selv Guderne åbenbart give fortabt.

Og qua fordommens cementering 'Sådan er realiteterne...' af studieværten på vej ud til markerne gennem den romantiske gårds bueport vil forholdene for samfundets nederste lag blive endnu mere urimelige.

Den udsendelse bør, med fremførelse af Bettina Post's indlæg som klagegrundlag, dømmes utilstedelig journalistiks set, den er groft manipulerende måske endda i propaganda-klasse.

Anne Eriksen, Britta Hansen, Ebbe Pedersen og Erik Jensen anbefalede denne kommentar