Leder

Politiet er blot et spejl af samfundet

Debat
6. december 2014

Det er blevet nævnt så ofte i den amerikanske debat om racediskrimination, at ingen længere kan foregive at have overhørt kvintessensen: Afroamerikanere – især unge mænd – er langt mere tilbøjelige til at blive stoppet og arresteret af politiet for ingen eller ganske ubetydelige overtrædelser af straffeloven end hvide. Risikoen for at blive udsat for politivold, der er ude af proportioner med omstændighederne, er meget højere for farvede end for hvide amerikanere. Flere afroamerikanske mænd bliver dømt skyldige og sidder længere i fængsel for forbrydelser end hvide ditto.

Sorte amerikanere er sig yderst bevidst om denne brutale sandhed. De mærker det på deres egen krop. Præsident Barack Obama og hans justitsminister Eric Holder har begge været udsat for diskrimination i deres ungdom. Hvide amerikanere er derimod mindre bevidst om deres sorte landsmænds lod. De nærer ikke så stor frygt for politiet, om end alle amerikanere får en klump i halsen i skræk, når de bliver stoppet. En forkert håndbevægelse eller en gal formulering, kan have uforudsete følger. Der hersker ingen tvivl om, at politiet har hånd og halsret her. ’Synderen’ har ingen instans at anke til på stedet. Det gælder om at adlyde. Ve den, der modsiger politiet. »Yes Sir, Yes Ma’am,« er den rigtige tiltaleform.

Men politiets ofte diskriminerende fremgangsmåde bør ikke anskues i en isoleret sammenhæng. Ordensmagten er et spejlbillede af hele det amerikanske samfund og af dets smertelige erfaring med slaveriet og raceadskillelsen samt et eksperiment med integration siden 1960’ernes borgerretsbevægelse, der endnu ikke er fuldendt, endsige lykkedes.

Alt for ofte hviler det på politiets skuldre at løfte opgaver i de amerikanske ghettoer i byerne, som ikke burde tilfalde dem, men andre institutioner. De eneste repræsentanter for samfundet, afroamerikanere ser i det daglige, er hvide politibetjente. Når disse betjente tilmed benytter hårdhændet retorik og metoder – mange af dem frygter med rette for deres liv i kvarterer hærget af kriminalitet – har man en perfekt opskrift på en vedvarende racekonflikt, der af og til dukker op på overfladen i form af ekstreme eksempler på koldblodige drab af sorte unge mænd.

Nedskydningen af teenageren Michael Brown i Ferguson og kvælningen af 42-årige Eric Garner i New York sidste sommer hører ikke til undtagelserne. De er tværtimod symptomatiske for et dybliggende problem og nyder kun national og international bevågenhed, fordi nogle sorte borgere i Ferguson havde fået nok og gik på gaden. Desværre ville medierne næppe have været lydhøre, da protesterne begyndte i august, med mindre demonstranterne havde tyet til hærværk og vold.

Normalt går denne slags historier i sig selv igen i et nyhedsmættet samfund. Denne gang kan det blive anderledes. Myndighederne i den gamle slavestat Missouri reagerede forudsigeligt ved at sætte vold ind mod vold under optøjerne i Ferguson. Al tvivlen kom den hvide politibetjent Darrell Wilson til gode, da anklageren skulle fremlægge sin sag for en storjury, som endda hørte Wilsons vidnesbyrd uden at bringe ham i krydsforhør. Der var ingen videooptagelse. Michael Brown kunne af selvindlysende årsager ikke fremlægge sin version; han havde mistet livet. Men én ting syntes sikker: Wilson havde opfattet denne sorte teenager som en livsfarlig trussel. Han beskrev Browns ansigtsudtryk som »dæmonisk« – altså djævelsk. Tættere kommer man ikke på racisme.

Historien om kvælertaget på en overvægtig sort amerikaner på Staten Island i New York, der stod på gaden og solgte cigaretter uden om delstatens afgifter, adskiller sig på to vigtige punkter: Der findes en video af betjentenes angreb på Eric Garner, som modsætter sig anholdelsen, og den efterlader absolut ingen tvivl om et overgreb. Det til trods afstod en storjury på Staten Island – overvejende hvid og republikansk – fra at sigte betjenten for drab. Reaktionen var generel fordømmelse. Konservative politikere og kommentatorer har også sluttet sig til kritikerne. Protesterne var fredelige. New Yorks borgmester og politimester lover nu reformer af politimetoderne. Hvis der er en by, der kan gøre en forskel, må det være New York. En national dialog er begyndt. Nu venter afroamerikanerne på resultaterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her