Leder

Politisk tilskæring

Debat
5. december 2014

Kort efter, at DR-journalisten Jesper Tynell udgav den meget omtalte bog Mørkelygten, har Udlændingestyrelsen med sin rapport om Eritrea leveret, hvad der ligner et klart eksempel på de problemer, bogen handler om. Jesper Tynell beskriver, hvordan embedsmænd deltager i »politisk tilskæring af tal, fakta og jura«. De foregiver, at de objektivt belyser et emne i eksempelvis folketingssvar og rapporter, men reelt fremstiller de emnet på en sådan måde, at det fremmer ministerens sag – også selv om fremstillingen er vildledende og mangelfuld.

Som Information skrev i en leder sidste fredag, giver Udlændingestyrelsens Eritrea-rapport i sig selv anledning til mistanke om, at der ikke er tale om objektivt, uafhængigt arbejde. Rapporten blev annonceret i sommer af daværende justitsminister Karen Hækkerup, da et stort antal eritreiske asylansøgere begyndte at komme til Danmark. Meget belejligt viser den, at forholdene i diktaturstaten ikke er så slemme, som det ellers fremgår af internationale kilder, og på den baggrund har styrelsen allerede annonceret en stramning af praksis i forhold til asylansøgere fra Eritrea.

I den forgangne uge har sagen udviklet sig på en måde, der bestyrker mistanken om, at Eritrea-rapporten er skrevet med henblik på at hjælpe regeringen til at føre en stram udlændingepolitik snarere end at give det mest retvisende billede af situationen i Eritrea. Blandt andet har en af de to eneste navngivne kilder trukket sig fra rapporten, fordi han mener, Udlændingestyrelsen har »klippet« i hans udtalelser og »sat dem ind i forkerte sammenhænge for at styrke deres synspunkter«. Og flere eksperter i eritreiske forhold har i skarpe vendinger kritiseret styrelsen for at levere et skønmaleri af situationen i landet.

I en vis forstand accentuerer sagen om Udlændingestyrelsens Eritrea-rapport, at der må og skal gøres noget ved den politisering af det danske embedsværk, som Jesper Tynell peger på i Mørkelygten. I den konkrete sag må man nu frygte, at asylansøgere bliver sendt tilbage på forkert grundlag og kommer til at betale prisen for Udlændingestyrelsens manipulationer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her